Zoi

Jannik F 14/06/2025

I Zoi er der kommet et rumvæsen til jorden. En Zoi er ikke nødvendigvis intelligent liv som vi forstår ordet intelligent, men den er en form for tilpasningsdygtigt liv. En sær celle-agtig organisme der kan rejse i rummet og som mennesker kan flytte ind i. Som læser følger vi fortælleren Amira og hendes tre medrejsende Kiah, Evardo og Linn der alle bor i en Zoi, som er på vej ud i rummet, formentligt uden at de nogensinde kommer tilbage. Bogen fortælles i et fremadskridende handlingsforløb hvor man følger de fire Zoi-rejsende. Rejsen afbrydes af flashbacks til Amiras barndom hvor de første Zoi ankommer til jorden, men også til hendes ungdom og hendes tid sammen med hendes ”partner” Natan der stadig lever på jorden. Undervejs begynder der at ske underlige ting. Zoien producerer bl.a. et ”akvarium” med en væske som menneskene kan trække vejret i, og de fire astronauter danner pludseligt skygger, som en form for apendage der ”klistrer” til dem. Da skyggerne udvikler sig til kloner og Zoi’en begynder at dele sig, bliver de fire rejsende stillet over for en række svære og eksistentielle dilemmaer. Zoien (og de oplevelser som Amira gør sig i den rumrejsende organisme) kan læses dobbelt: Den spejler ”Familien” men også i bredere forstand ”det sociale” og den udstiller nogle meget menneskelige temaer, som eksempelvis mod, kærlighed, tilknytning, identitet, ambitioner, fælleskab og valg. På den ene side udstiller historien hvordan kompromisløshed påvirker vores omgivelser, herunder hvordan vores valg og prioriteringer sedimenterer sig, bl.a. som sorg og tvivl, og måske endda som længsel efter alt det som kunne have været. Men historien har også normkritiske elementer, der udtrykkes positivt; blandt andet er det svært, ikke at spejle Amiras stillingtagen til at leve uden barn, ægteskab og kernefamilie, i det kærlige og nærværende fælleskab som opstår i Zoi’en imens den hvirvler afsted, ud i universet uden nogle former for sikkerhed. Zoi er ikke en letafkodelig bog. Den har flere temaer på spil og på en stilfærdig og udramatisk måde formår den at prikke til læserens status quo og vise, at andre livsformer er plausible og måske endda ønskværdige. Jeg synes det er for simpelt at beskrive Zoi som en first-contact science fiction-fortælling. Den har noget weirdness og noget filosofisk over sig, som til fulde kvalificere historien til science fiction-genren og bogen lever i den grad op til genrens raison d’être: At forbløffe og forundre sine læsere. Fed læseoplevelse der bliver hængende efter den sidste side er vendt.