Vivian

Anonym 16/02/2017

Hvorfor skrive en roman om en virkelighed, der er mere interessant i sig selv?

Lise Ø 09/11/2016

Jeg skriver denne anmeldelse, inden jeg har læst det sidste kapital, fordi jeg har fornemmelsen af, at der kommer en forløsning eller afsløring heri, som måske vil ændre hele mit syn på hovedpersonen - måske ikke. Det skyldes, at der hele vejen gennem bogen er lagt ildevarslende spor og antydninger ind, som får én til at tænke, at det her ender ikke godt. Bogen er delt op i flere større kapitler, der hver beskriver en periode i Vivian Maiers liv; den første hendes ophold som barnepige hos en familie, det næste er nogle tilbageblik til hendes barndom, og det sidste ved jeg af gode grunde ikke. I hvert kapitel skifter fortællestemmen i afsnit af forskellige længder, så man hele tiden får forskellige synsvinkler på hændelserne, også en fortællerstemme, der ind imellem blander sig og stiller spørgsmålstegn ved personernes handlemåde. Vivian er ikke beskrevet som nogen særlig sympatisk person, men alligevel fatter man en slags sympati for hende eller måske nærmere får lidt ondt af hende. Hun har ikke haft en nem opvækst. Hun har ikke megen empati, virker ofte brysk over for den lille pige, hun passer, selvom man får opfattelsen af, at hun holder af hende på sin egen måde. Hun har ikke nogen situationsfornemmelse og dømmer andre meget hårdt. Hun undgår nære relationer og er beskrevet som lidt af en særling i sit farverige genbrugstøj og avissamlermani. Sproget er fantastisk, og der er brugt en masse sproglige virkemidler til at bringe personerne tættere på. Der er fx lange opremsende rækker af tillægsord uden kommaer imellem, der næsten snubler over hinanden, så man lige må læse dem igen. Der er et meget beskrivende sprog. Og så hele tiden denne her undertone, der varsler ilde... Kan ikke vente med at læse den færdig! Det ville have være dejligt med nogle af Vivian Maiers fotos drysset ind mellem kapitlerne.