Ukroni

Ukronisten genskriver historien, ikke som den kunne være faldet ud, men som han drømmer, den burde være. Et utopia - men forankret i vores tid og virkelighed. 

Et tidligt eksempel er den franske forfatter Geoffroy-Château, der i 1836 forestiller sig, at Napoleon sejrer i Rusland, samler verden i ét monarki og dør af et slagtilfælde som 62-årig på magtens tinde.

Det er denne litterære tradition, som Emmanuel Carrère på fascinerende vis beskrev for 40 år siden i Le Détroit de Behring, og som nu genudgives under titlen Uchronie på fransk. Her opstiller han spillereglerne for genren, beskriver de mest berømte eksempler og giver stemme til de længsler og fortrydelser, der driver os til at lege med tanken om, hvordan historien kunne have været.

En litterær genre, som de senere år på mismodig vis også har slået rod i det politiske system. Moderne politikerne taler ikke længere om, hvad der rent faktisk sker med klimaet, i Ukraine, i Israel og Palæstina. De taler om virkeligheden, men som de mener, den bør være. Og stille og roligt bliver deres drøm til den eneste virkelige fortælling. Ukronien lever - og den er sprængfarlig.