The Political Brain

Anonym 23/09/2010

Jeg har læst bogen og anmeldt den på min blog www.publicaffairsblog.dk. Politik er den ædle kamp mellem forskellige ideologier, hvor vinderen kåres på baggrund af de mest intellektuelle og rationelle argumenter. Sådan burde det i hvert fald være hvis man spørger unge og håbefulde statskundskabere (dvs. inklusiv undertegnede). Men ifølge Drew Westen tager vi grueligt fejl og hans argumenter er både overbevisende og besnærende. I sin bog fra 2008 ‘The political brain‘ argumenterer han for, at det ikke er fornuften, men følelserne der bestemmer, hvor vælgerne sætter deres kryds. Han repræsenterer dermed en ny tendens i den politologiske forskning, som fra et naturvidenskabeligt og psykologisk udgangspunkt analyserer vælgeradfærd og -beslutninger. Underbevidst filtrerer vi fx politiske informationer så de altid passer til vores generelle verdensbillede – et verdensbillede der determineres af vores følelser. Med andre ord skaber vi altid en ”convenient truth”. Westen, der er erklæret demokrat og ikke skjuler dette, stiller følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at demokraterne taber det ene valg efter det andet, når flertallet af den amerikanske befolkning egentlig bakker op omkring deres mærkesager? På en meget sarkastisk, kritisk og ikke mindst humoristisk vis analyserer han det ene valgnederlag efter det andet og kommer frem til en meget klar konklusion. Demokraterne adresserer den rationelle fornuft, men republikanerne taler til vælgernes instinktive følelser. De er ikke bange for at gå langt under bæltestedet, faktisk synes de næsten at foretrække det. Og til trods for anklager om beskidt spil, bagvaskelse og direkte løgn, så virker det – bare spørg Al Gore og John Kerry! Både Gore og Kerry blev udsat for voldsom mudderkastning fra republikanernes side, men i stedet for at svare igen, så opførte de sig som gentlemen og tog imod det ene slag efter det andet uden at fortrække en mine. Men politik er ikke en gentlemen’s sport og resultatet kender vi – de tabte en sikker valgsejr mod en bondeknold fra Texas (Westen’s formulering). Meget kunne ifølge Westen være gået anderledes havde de (og deres rådgivere) blot turdet svare igen (læs: vist følelser!), for angrebspunkter havde George W. Bush nok af. Westen er i et fantastisk skrivehumør og leverer sine utallige og gode punchlines med bidende ironi, som får smilet frem på læberne. Man ryster efterfølgende på hovedet over demokraternes manglende evne til at kalde en spade for en spade og kommunikere med deres vælgere. Indirekte giver Westen en mulig forklaring på, hvorfor ekstreme partier har en så stor tiltrækningskraft. De er ikke bange for at polarisere, tværtimod, og adresserer vælgernes mest primitive følelser og angst. I stedet for at møde dem i øjenhøjde, selvom den kan være lav, så vælger de konsoliderede partier alt for ofte at ”beholde handskerne på” og blot ignorere dem. Dermed afgiver de initiativet til at tale til vælgernes følelser og hvad det fører til, kan aktuelt ses på den anden side af Øresund. ”Issues – the economy, the Iraq war, energy, immigration, health care, whatever they may be – play a major role in elections. But as every presidential election since the advent of modern polling has shown, successful candidates are the ones whose personal stories, principles, ways of talking about their virtues and concerns for the nation, and personalities capture the imagination of the public (or create enough doubt about their opponent to win despite a less compelling story of their own). Successful candidates are those who set the emotional agenda of the electorate.” Er det noget vi kan genkende fra en vis valgsejr i 2008? YES WE CAN! Enno Hoffmann-Dose