The Invention of Ancient Israel

Anonym 01/04/2013

Keith W. Whitelam, the Invention of Ancient Israel: The Silencing of Palestinian History Whitelam fremstiller med sin bog to teser: at palæstinensisk historie bør være adskilt fra bibelske studier og at vestlige historikere "har opfundet" oldtidens Israel, hvorimod de har været tavse om palæstinensisk historie. Den mellemøstlige region øst for Middelhavet omfattede flere folkeslag i oldtiden og vestlige historikere beskriver, at udviklingen af jødedommens og kristendommens tekster er forbundet med disse folkeslag. Det etniske, politiske og religiøse ”Israel” er genkendeligt i skrifter som den hebraiske bibel. Historikere er ikke enige i, hvornår det etniske, politiske og religiøse Israel kom i eksistens, men at beskrive tanken om oldtidens Israel som en moderne idé og fiktion er bizart i bedste fald. Den arabiske beskrivelse af Israel som den zionistiske enhed, der skal udryddes er derimod den moderne idé og fiktion, som er grundlaget for muslimers manglende integration og terrorisme i vestlige og muslimske lande. Whitelam kritiserer moderne historikere for at henvise til tidligere indbyggere i Palæstina som kanaanæere og amoriter snarere end palæstinensere. Men de førstnævnte betegnelser er historisk anerkendte og anvendt om slutningen af bronze- og jernalderen, mens betegnelsen palæstinensere først kom i brug i romertiden. Whitelam fordømmer ethvert udtryk, som ikke udtrykkeligt forbinder de historiske kanaanæere med moderne arabisktalende i samme område. Selv om det ikke er forkert at kalde indbyggere i det område palæstinensere på samme måde som folk på den vestlige halvkugle kan benævnes amerikanerne. Forfatteren bruger meget plads til at fastslå, at moderne historikere er interesseret i Palæstina på grund af dets betydning for jødedom og kristendom. Men hvorfor Whitelam finder dette så forkert er ikke klart. Måske viser Whitelam afvisning af at se rationalet bag historikerne den politiske dagsorden, der er dominerende i hans bog. Whitelam synes at mene, at et udtrykt motiv for historisk forskning miskrediterer historisk forskning. Whitelam beskriver flere forhold gældende for de politiske og teologiske miljøer, som vestlige forskere opererer indenfor, men det beviser ikke, at disse historikere benægter eksistensen af palæstinensisk historie. Whitelam pointe med hensyn til undertrykkelse af ikke-israelske stemmer fra det gamle Palæstina er særlig ironisk. Det tyvende århundredes historikers forskning i oldtidens Israel adskiller sig fra deres forgængere netop ved deres opmærksomhed på skrifter fra indbyggere i det gamle Kanaan og andre, der hidtil kun var kendt fra i bibelske og andre hellige tekster. Whitelam forveksler flere forskellige betydninger af ordet palæstinenser. Geografisk henviser det til indbyggere i regionen nordøst for Sinai halvøen. Religiøst henviser det til regionens indbyggere som jøder, kristne, muslimer, romere og grækere. Etnisk henviser det til mangfoldigheden af folk, der befolkede området, som det ses i Jerusalem med fire separate kvarterer som det armenske, jødiske, muslimske og kristne kvarter. Whitelam sammenblander disse betydninger for et politisk, etnisk og racistisk formål. Det er historisk genkendeligt fra tidligere pogromer, nazisme og fascisme.