Tango

Bjarne J 22/08/2025

Jeg må sige det er en bog, der afkræver en stor respekt. Den er skrevet i et dejligt levende og ikke mindst personligt sprog, så den historie, man ellers kender fra så mange andre kilder, igen bliver levende. Samtidig giver den en indførsel i de fleste tænkelige aspekter af tangoen. Dermed kan man vist godt kalde den for en slags tangobibel i Danmark. Et fremtidigt referenceværk. Især taget i betragtning af, at der nok ikke vil blive udgivet så mange andre af den slags værker på dansk. Så det bliver nok den bog, mine børn vil bruge til at lære mine børnebørn om tango i Danmark. Derfor er det også ærgerligt, at bogens sandhedsværdi har store mangler, netop når det drejer sig om den specifikke danske tangohistorie. Så mange at jeg kunne driste mig til at kalde det for historieforfalskning. Det er mig en gåde, at Ole, der tydeligvis har brugt utroligt mange kræfter på at researche materialet til denne bog, har sløset, når det gælder den nyere danske tangohistorie. Så meget mere som denne historie burde være lettere at skrive og skrive korrekt end den historie, der foregik i Argentina for mange år siden. I afsnittet om tangoens revival i Danmark starter Ole med at skrive: I begyndelsen af 1990'erne kom tangoen til København igen. De første pionerer, der havde lært sig tango i Buenos Aires, var Navina Østergård, Marcelo Turcot, Diana Toxværd og Victor Hugo Díaz, mens Gunner Svendsen slog sig ned i Århus. Senere nævnes en festival i København, hvor Daniela og Armando optrådte. Og videre nævnes gæstende argentinske undervisere i København ved navn, mens tyske og hollandske undervisere ikke nævnes ved navn. Endelig nævnes Tangoforeningens opståen. Jeg må gå ud fra, at Ole bor i København eller er meget stærkt knyttet dertil. Ellers kan jeg ikke se nogen grund til at starte historien i København. Eller nogen grund til så ensidigt at fokusere på Københavns pionerrolle. Som jeg ser det, er der kun to rigtige pionerer, og det er Navina og Gunner. I januar 1991 inviterede de en tysk tangoinstruktør fra Berlin til Århus. Hans navn var Michael Rühl. Han kom tilbage mange gange og var altså den første til at grundlægge den tangoviden, der siden blev bygget ovenpå. Så i 1991 kom tangoen altså til Århus via en berlinsk tangoinstruktør. Siden var det Navina, der slog sig ned i København, ikke Gunner, der slog sig ned i Århus. De kunne jo ikke slå sig ned i Århus, for de havde hele tiden været der. Og dernæst var det Allan Hansen og Kirsten Jakobsen, der var med til at etablere miljøet i Århus. Omdrejningsaksen i den nyere danske tangohistorie hedder således først og fremmest Århus-Berlin og siden København-Buenos Aires. Med hensyn til tangoforeninger var det også i Århus, at pionererne fandtes. Der blev den første tangoforening med navnet Tangoakademiet oprettet i april 1997. Halvandet år efter blev Tangoforeningen oprettet i København. Jeg vil blive ked af det, hvis nogen kommer til at opfatte tonen i dette indlæg som spids eller fornærmet. Min mening er ikke at kaste mudder, blot at få historiske fakta på plads, og jeg insisterer på dette, fordi jeg tror den omtalte bog, hvis ikke allerede har, så med tiden vil få referencestatus