Strømmen

Et tiår efter udgivelsen af Tempeltjenere breder Gyrithe Lemche det østsjællandske perspektiv endnu længere ud og tilbage i de kulturhistoriske fortællinger om Strømmen (1-4, 1929-1932), fra Roskilde Fjord til Øresund, hvor vandmøllebyggeriet havde sin storhedstid, fra munkene byggede de første i 1200-tallet og frem til industrialiseringen. Som i Edwardsgave er der tale om virksomhedshistorie, i de sidste bind til dels om familiehistorie. Men det er også billeddigtning over en sjællandsk natur, hvor det voldsomt strømmende vand får symbolsk betydning som en livskraft, der som anden drift hos Lemche altid er voldsomt truende.Fortællingerne omkring strømmen er som den selv bestemt af hævn, som om det strømmende vand stadig truer med at vende sig mod alle de virksomme mennesker, der flittige og bjergsomme dæmmer op for den med møller og sluser. I hævnen og hadet er lidenskaben fordrejet og viser sit mest destruktive ansigt, og dette ansigt kommer ofte til syne som den mørke fremmede, hittebarnet, den prostituerede taterkvinde. Både vandet og seksualitetens strømmende kraft skal omgås varsomt, og det er et dårligt varsel for ægteskabet, når kvinden ingen skam føler ved at have hengiv