Sprækker

Marlene S 26/04/2022

Uhu uhyggen kommer krybende og holder dig i et fast greb.

Naomi H 29/04/2023

Novellerne er gode, men jeg får en fornemmelse af at han ikke kan lide boganmeldere 😅 og så har en del af novellerne et seksuelt element, som af eller anden grund får mig til at tænke "typisk mandlige forfattere", selvom jeg ellers er ret seksuelt frisindet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerer på den måde. Enten er jeg træt af mænd, af en del mænds sterotypiske fokus på sex eller også synes jeg det er uoriginalt at bruge sex som virkemiddel. I don't know 🤷🏻‍♂️

Jette H 62 12/11/2014

Siden jeg læste Teddy Vorks debut, novellesamlingen ”Hvor skyggen falder”, har jeg været begejstret for hans måde at skrive på. Historierne er fyldt med referencer, sproget er nærmest lavmælt, men alligevel springer gruen ud af hver side, så man sidder med en ustyrlig trang til at tænde alt lys i huset for at jage skyggerne bort. Hans seneste udgivelse er også en novellesamling, hvor seks af novellerne har været trykt i andre sammenhænge, mens tre er nyskrevne. Og ligesom debuten (og hans to romaner) er her tale om horror af høj kvalitet, hvor Vork demonstrerer sin alsidighed som forfatter. Han kan fortælle sine historier gennem en jeg-fortæller såvel som gennem både mandlige og kvindelige hovedpersoner. Han forankrer sin fortælling i dagligdagen og lader så det uventede opstå, og forvandler dermed hverdagslokaliteter til rædselsvækkende steder. Han er aldrig mild mod sine personer, han og er en af de fineste horror-forfattere i Danmark. Titlen ”Sprækker” refererer til, at der i hver af de ni noveller opstår en sprække i vores kendte og normale hverdag, hvor det ukendte pludselig sniger sig ind, og forandrer de trivielle hverdagsbekymringer til dødelig alvor. Blandt de tre nyskrevne noveller var jeg særligt glad for ”Og de kommer ind og tager bolig der” om dagplejeren Gitte, der for nyligt mistede sin far, en pensioneret præst der til sidst led af Alzheimers. Sorgen har gjort hende træt, men hverdagen går videre, og dagpleje-børnene Loke, Gustav og Karen-Johanne fylder dagen ud. Men denne dag kan Gitte ikke rigtig slippe tankerne om faren, og pludselig hører hun hans stemme.  Jeg er dog også vældig begejstret for ”Hic sunt dracones”, hvor Vork undersøger mørket. På sin vis er mørke jo blot fravær af lys, men i visse situationer er det meget mere end det. Det opdager Jannie, da hun småfuld efter en hyggelig aften med veninderne kommer hjem til et tomt hus og opdager, at lyset er gået. Selvom hun forstandsmæssigt siger til sig selv, at der ikke er noget at frygte, begynder hjernen at lege med hende, og trods alle sine forsøg på at berolige sig selv, presser frygten sig ind over hende. Men det var bestemt også fint med et gensyn med de øvrige noveller, og alt i alt er her tale om en gennemarbejdet og velfungerende novellesamling, som både er velskrevne og skræmmer en vis legemsdel ud af bukserne på læseren.