Spøgelser, overalt

Michael F 35 06/12/2017

Judith Hermanns novellesamling Spøgelser, overalt er noget af det fineste, jeg længe har læst. Hun skriver dygtigt og overbevisende om menneskelige relationer: om (ulykkelig) kærlighed, venskaber, ensomhed, rastløshed, erindring, og ikke mindst rejser – som mange af hendes karakterer, ofte spontant og med kort varsel, tager på for at komme væk fra hverdagens trivialiteter. Novellerne, indhyllet i melankoli, har ofte storbyer og hovedstader som kulisse: Norge, Italien, Tjekkoslovakiet, Island. Uanset hvor de kvindelige hovedpersoner ender, synes de at være lammet af det nu, de krampagtigt forsøger at holde fast i, og fælles for dem alle er, at ting bare sker for dem, tilfældigt og uforklarligt, både mens de står på og i retrospekt. Hermanns noveller er både lange at læse og svære at fordøje, måske især fordi man kan tage sig selv i at dvæle længe ved enkeltstående og perfekt udskårne sætninger og passager, som hver især rummer en kvalitet i sig selv. Sætningen "Al erindring forekommer mig at være sørgelig" gjorde, blandt mange, et dybt og varigt indtryk på mig, og da jeg vendte sidste side, indtrådte en øjeblikkelig følelse af tomhed og meningsløshed, men også en stor glæde over at have opdaget en forfatter, der skriver så forbandet godt, at man ikke skulle tro, det var muligt. Trods min manglende interesse for enkelte af novellerne, er der ikke nogen vej udenom: jeg må se at få læst alt, hvad Judith Hermann har skrevet!