Spionerne der kom ind med varmen

Brian B 03/08/2025

Rusland er et mafia land. Putin er mafiabossen

Aage D 17/03/2025

Tankevækkende

Anne G 09/01/2024

Virkelig relevant indhold. Synd oplæseren har forkert udtale og læsefejl.

Alice K 12/03/2023

Meget interessant og skræmmende. Dog irriterende mange fejl af oplæser.

Cecilie N 6 15/10/2022

Super relevant og interessant bog, og det er nok også en god ide at læse op på hvorfor vi står i denne gaskrise hvor Rusland var blevet vores hovedleverandør, inden man sætter sit kryds til folketingsvalget 1. november.

Anonym 13/10/2022

Absolut interessant og relevant indspark henset den aktuelle situation i Ukraine. Godt dokumenteret og kommer omkring omend i en sammenfattende form. Desværre skæmmes oplevelsen af afskillige udtale- og oplæsningsfejl, der nemt ville kunne undgåes ved en simpel efterredigering.

Jesper Folke A 08/10/2022

Bogen er velskreven og oplysende, og giver et sjældent indblik i hvor udbredt den russiske korruption er.

Henrik M 31/05/2022

I denne tid med krigen i Ukraine , er det en bog man må læse eller høre 😳.

Anonym 11/04/2022

Roman der har fået ny aktualitet efter Ruslands invasion i Ukraine

Jan Ø 14/02/2022

Fakta om den verden vi lever i og hvorfor vi ikke kan stole på "vores" myndigheder og medier som styres af organisationer fremfor demokratiske stemmer.

Anonym 21/10/2017

Ny bog om Rusland, Danmark og Nord Stream Jens Høvsgaard: Spionerne der kom ind med varmen. Historien om en gasledning på bunden af Østersøen, og om hvordan Putin og tidligere agenter fra KGB og Stasi bestak og afpressede politikere helt op på statsministerniveau i Sverige, Finland, Tyskland og Danmark. Gyldendal september 2017. Anmeldt af Lars Grønbjerg, oktober 2017 Dette er en velskrevet og interessant bog om episoder i dansk-russisk historie set i perspektiv af Nord Stream – en gasledning fra Rusland til Tyskland, som blev besluttet i 2005 og sat i drift i 2011. Der tales ikke om det nye Nord Stream 2 projekt, der ventes realiseret om få år. Men bogen er kommet i rette tid til at animere debatten om det nye projekt. Forfatteren fremstår i mange roller. Som en hofreporter fra SE og HØR med kendskab til livet i de højeste rangklasser, inklusive kongefamilien igen og igen. Han optræder som en finansekspert, der fuldt ud forstår fejlene i håndteringen af DONG. Som en historiker, der kan sin danmarks- og ruslandshistorie langt ned i 1800-tallet og har klart blik for sammenhænge med nutidens gasrør. Vi kommer langt omkring men mister ikke helt den røde tråd. Godt skrevet. Bogen fortæller om politikere i de nordiske lande, der har tjent penge på at fremme Nord Stream projektet. Forfatteren viser sin foragt for politikere, der bruger deres stilling til at tjene penge og endog skifter holdning for at tjene flere penge. Den første politiker, der udsættes for kritik er den tidligere kansler Gerhard Schröder. Senere kommer turen til kendte navne fra Sverige og Finland (tidligere statsministre Persson, Bildt og Lipponnen). De har tjent på at få Nord Stream godkendt i deres hjemlande. Der er ikke nævnt tilsvarende danske politikere. Forfatteren hævder, at Nord Stream, ud over betalinger til kendte politikere, har brugt ufine metoder til at fremme projektet. Heller ikke her peges på danske eksempler. Forfatteren forsøger dog at kaste mistanke på firmaet Rambøll, som har lavet miljøvurderingen af Nord Stream. Forfatteren noterer, at Rambøll har flere store projekter for Gazprom og derfor vil undgå at være kritisk over for miljøeffekten af Nord Stream. Forfatteren har ikke oplyst, at firmaet har vigtige projekter i Polen og de baltiske lande. Disse projekter har til formål at begrænse den russiske indflydelse på disse landes energiforsyning. Så er Rambøll for eller imod Rusland? Spørgsmålet er urimeligt, for et ingeniørfirma har kun sin viden og tillid at sælge. Man må give forfatteren ret i, at det var uheldigt, at Energiministeriet i 2009 i et brev til Folketingets Europaudvalg brugte en formulering om, at Danmark var forpligtet til at tillade Nord Stream. Det var ikke rigtigt, og fejlen kan kun forstås med kendskab til konteksten. Spørgsmålet var, hvad der ville ske, hvis Danmark sagde nej til den sydlige linjeføring. Sagen ville ikke slutte med et dansk nej. I stedet ville ledningen blive lagt nord om Bornholm, hvilket de danske og svenske søfartsmyndigheder fandt meget uheldigt men ikke kunne forhindre. Danmark tilbød den sydlige rute for at undgå den uacceptable nordlige rute. Det er bogens hovedargument, at det egentlige danske motiv for godkendelse af Nord Stream i 2009 var ønsket om at fremme eksporten til Rusland, som siden 2002 var hæmmet af den russiske reaktion på et tjetjensk møde i København. Derfor valgte Løkke Rasmussen angiveligt at se bort fra baltiske, polske, ukrainske og amerikanske argumenter mod gasledningen. Forfatteren kan ikke slå sig til tåls med, at den danske afgørelse kom, fordi projektet opfyldte betingelserne i dansk lovgivning, hvilket blev konstateret ved omfattende undersøgelser. Der var ikke behov for en politisk afgørelse i Danmark, fordi alle de kriterier, politikerne ønskede taget i betragtning, var indskrevet i loven. Det hedder retsstat - rule of law - og det lader ude af betragtning, om nogen kan lide Schröder eller ej. Bogen nævner ikke, at EU tidligt i processen vurderede, at Nord Stream var et projekt af fælles europæisk interesse, fordi det ville forøge konkurrencen på markedet og give bedre forsyningssikkerhed. Der var tidligt en EU holdning til projektet. Værre er, at forfatteren har misforstået sagens kerne. Nord Stream fremstår i bogen som et 100% russisk projekt alene inspireret af russiske interesser. Projektet beskrives som gasrør, der kommer fra Rusland og løber forbi Bornholm til et sted, hvis interesse i projektet ikke omtales. Bogen omhandler kun russiske aktiviteter under ledelse af Schröder, som forfatteren anser for at være i lommen på Putin og en forræder mod sin egen fortid. Det ville dog ikke være svært at afdække tyske (og europæiske) interesser i projektet og finde argumenter for, at Schröder arbejder for tyske interesser med rødder tilbage til Willy Brandts idé om tysk-russisk samarbejde, integration af Rusland i Europa og dermed en forandring af Rusland. Skal vi kun harmes over Schröder’s foragtelige personlige optræden i offentligheden, eller står han for tyske interesser, som ikke bør ignoreres? Misforståelse om at dette er et russisk projekt gennemført med russisk pres, ville ikke være opstået, hvis forfatteren havde fået den aktindsigt, han søgte. Nu må vi vente mange år på at se arkiverne, som vil vise, at det var et tysk projekt, der blev fulgt op af den tyske regering bl.a. over for Danmark. Danmark lagde stor vægt på miljøaspektet af ledningen. Her var det vigtigt, at Tyskland garanterede opretholdelse af international miljølovgivning (Espoo-konventionen), for det betød, at miljødebatten i Danmark blev holdt på fagligt grundlag. Den garanti kunne Rusland ikke give, for Rusland havde ikke ratificeret. Og desuden ville vi i Danmark naturligvis ikke have tillid til russiske forsikringer. Næste projekt, Nord Stream 2, vil blive behandlet anderledes. Nu ønsker danske politikere, at der skal tages sikkerheds og udenrigspolitiske hensyn. Det vil forhåbentlig føre til en vurdering af, hvor de reelle danske interesser ligger, og ikke kun til ligegyldige anti-russiske tweets, som vi har set hidtil. Tyskland er langt vigtigere end Rusland, som jo for os er et fjernt og fattigt land. Det ses bl.a. ved, at Rusland ikke er højt på listen over danske eksportmarkeder. Det bilaterale forhold til Rusland er ikke vigtigt for en dansk beslutning. Rusland har ingen indflydelse. Anderledes med Tyskland. På utallige områder har vi brug for samarbejde med Tyskland, som er vort største eksportmarked og meget, meget mere. Vi bør undgå at stå alene imod tyske interesser. I den kommende danske debat bør indgå, at Nord Stream (også, og især) er et tysk projekt. Bogen bygger på omfattende søgning i mange retninger. En del materiale er velkendt fra pressen, og det er godt skrevet sammen med mange andre kilder. Referencematerialet er anført i bogen, men det er ærgerligt, at der ikke bruges fodnoter. Det er ofte umuligt at se præcist, hvor en oplysning kommer fra. Hvem har ønsket dette skridt bort fra seriøsitet? Lars Grønbjerg