Sonetten om åndedrættet

En kvinde forsøger at skrive et portræt af en anden kvinde, K, som ikke længere er en del af hendes liv. Et ungt par rejser til Cypern for at sole sig og læse paperbacks med klistrede fingre og fanges undervejs i øjeblikke af fuldstændig alvor. På et pensionat i Lissabon lytter en kvinde til lydene fra værelse 307, mens hun venter på en mand, hun mødte samme sted otte år tidligere. På et svensk hospital taler en spansk terminalpatient og en ung tolk sammen i stilhed, mens dødens usynlige hænder graver en grav i kroppen. 

Sonetten om åndedrættet er spansk-svenske Caterina Pascual Söderbaums prisbelønnede debut fra 2001. Det er tekster om nærvær og samhørighed, ensomhed og længsel. Om magiske tal og steder, om minder der skifter plads og fæstner sig på ny.

Uddrag: Åndedrættet er et sakramente, der er et alfa og et omega af blodkar på hver lunge. Det er takket være hende at jeg ved det; åbenbaringer får man når man er helt og holdent i en andens hænder. Jeg var så nøgen dengang; hendes nærvær skrabede det overflødige ved mig væk, som en kniv der skærer kødet væk rundt om et ben. En dag blev smerten så stor at jeg skreg som en nyfødt. I denne indsigts navn ønsker jeg at ordene skal bevæge sig rundt, som syre gennem blodet. Bladr i mit hoved, og du vil altid havne midt i noget. Jeg vil efterligne livet, den genkommende bevægelse i mine tanker: det sidste stykke bliver slangen, der bider sig selv i halen for at lade alt begynde forfra i det uendelige.