Sommerdrys

Jes H 20/09/2018

Martin Ellermans debutroman Sommerdrys er en lille del af en sommer, hvor solen er blevet borte og skyggesiden krøbet ind under huden. Den graver sig ind til det hjørne af sjælen, hvor mørket er så mørkt, at man aldrig rigtig kan nå helt derind og jo mere man prøver, jo mere mørkt bliver det. Så derfor lader man det være i en ude af øje ude af sind tilstand uden at bemærke, at det er præcis den tilsidesættelse og ligegyldighed overfor mørket, som det lever af. Øjet, både det ydre og det indre er måske påtaget, måske tvunget blindt, men sindets kroge, især de mørke, kan man ikke løbe fra. Og som Momos grå mænd, så jo hurtigere man prøver at løbe, jo langsommere går det og jo mere fanget bliver man. David er vendt hjem fra festival til en kæreste, der går fra ham. Dette bliver blot gnisten og katalysatoren til en tour de force af afløb og benægtelse, som han har haft liggende i sin trykkoger af en sjæl i årevis. Endelig har han en undskyldning. Det er dog ikke sådan han oplever det selv, eller nærmere, ikke sådan hans indre mørke oplevet det. Det er som om, at med bruddet med kæresten åbnes låget til trykkogeren, men det er ikke damp og raseri men derimod selvudslettende mørke og en form for lyseskapisme, virkelighedens om man vil. Og som en deus ex machina dukker Noah op. Noah er blæsebælgen til skyggernes ulmen, og han formår, som Davids egen personlige Tyler Durden, at blæse ild i Davids mørke. Hånd i hånd, ånd i ånd og med den ene bane kokain efter den anden jagter de et mørke, der hele tiden er et skridt foran. Mørket er korroderende og for enden af de endeløse baner kokain hænger en forkrøblet og tæret gulerod, der leder dem hen imod et mørkets Shangri-La, mod deres personlige upside down og de har bidt sig fast - coke, line and sinker. Bogen foregår over en nærmest endeløs weekend, hvor jagten og rusen bliver en flugt fra virkeligheden og hver eneste kontakt med mennesker bliver et fatamorgana af en virkelighed, hvor alt er godt, hvor der præcis var det, som David manglede. Men det er flygtigt og forsvinder i tågen, i røgen og ilden. Man er hele tiden på vagt, når man læser. Man slapper ikke af. Man er med på turen, og Davids sitrende indre syre og hans sjæls deroute river dig med i faldet. Det er ubehageligt, det er stressende og man sidder tilbage med ondt i maven, lettere rystende fingre og et ekko af skriget fra den scene i bogen, der gik fra dyb smerte til at rykke en oktav op og blev dødsfrygteligt panisk. Det, at man ikke hører mere til det, at man, som David og Noah, ikke rigtig tænker over konsekvensen og blot rykker videre, gør det nærmest værre. Man føler sig medskyldig, man føler sig sølle og ubehagelig. Man bliver bange. Martin Ellerman formår at involvere sin læser i den frygt og panik og flugt han gennemgår og som ét langt angstanfald bliver man guidet gennem mørket, fra krog til krog, og man kan aldrig rigtig helt få fat i den. Det er som sjælens sorte brønd og hver gang man forsøger at tømme den for vand, løber det ud mellem fingrene, eller op i næsen og forsvinder ind i dig. Jeg blev ængstelig og rystet. Men også fascineret. Fascineret over, hvor lidt der skal til. Hvor let det er. At flygte. At omfavne mørket. Mørket, som altid virker dragende i sin umiddelbare rus, som en konsekvensløs Dionysos. Men der findes en solskygge, hvor hverken lyset eller mørket kan nå. Den er kønsløs, altfavnende og uden skånsel. Og den kræver regnskab i den sidste ende. Om den svedes eller tvinges ud eller om den låses inde er det, der i sidste ende gør forskellen. Om man når ud på den anden side, når igennem. Når fri. Sommerdrys er en god bog. Det er en bog der rører dig. Det er en bog du dykker ned i uden at ænse dine omgivelser. Men det er ikke nogen rar bog.