Solstål

Lars P 24/03/2018

For en del år siden læste jeg Chris Cleaves vidunderlige "Brevet til Osama". Bogen var ét langt brev fra en mor til Osama Bin Laden, fyldt med stavefejl og uden et eneste komma. Det virkede helt fantastisk, fordi det supplerede og understregede historien, og næsten blev en historie i sig selv. Mike McCormack har med "Solstål" begået et lignende kunstgreb. "Solstål" består af én sætning der løber over 269 sider, uden et eneste punktum. Men hvor Cleaves stavefejl og manglende kommaer understregede og supplerede historien, virker McCormacks manglende punktummer mere som en gimmick. Javist, det giver teksten en intensitet og en nerve han måske ville have svært ved at få frem ved at gå traditionelt til værks, men den 269 sider lange sætning supplerer og understøtter egentlig ikke fortællingen som sådan. Derved kommer det til at virke som et projekt forfatteren har kørende ved siden af fortællingen. Sammenhængen glider lidt ud, og efterlader en samlet undren over hvad det skulle gøre godt for. Om "Solstål" siger forlaget: "Det er Alle Sjæles Dag. Dagen, hvor de døde siges at kunne vende tilbage. Marcus Conway, en midaldrene ingeniør, har været langt undervejs for endelig at stå i sit hjem og gruble over sit livs rytmer og ritualer. Med ingeniørens blik spekulerer han over, hvordan broer, banker, økonomier, familier,og ægteskaber er konstrueret, og hvordan de kan bryde sammen. Mike McCormack portrætterer orden og kaos, kærlighed og tab i én mands liv, fastholdt i en time, i én lang, flydende sætning." Jeg var meget spændt på at læse "Solstål". Jeg kan godt lide når forfattere prøver grænser, og udforsker nye græsgange, sådan som f.eks. danske Dorthe Nors gør i "Dage" og "Minna mangler et øvelokale". Men lige med "Solstål" er jeg meget i tvivl. For ja, de manglende punktummer gør som nævnt, teksten meget intens, i hvert fald de steder hvor det fungerer. Mange steder vælger McCormack at erstatte punktummet med et linjeskift til et nyt afsnit, men lader teksten stå som om der var et punktum. Andre steder væves sætninger fornemt ind i hinanden, og får fortællingens mange skift til at ske glidende og i bølger. De dele fungerer virkelig godt. Der hvor han bare skifter afsnit, virker det mere som en sjuskefejl at der ikke er noget punktum. Så nogle steder glider teksten flot og andre steder bliver den hakket over. Jeg er klar over at McCormack's "Solstål" har vundet et par priser, og er blevet indstillet til andre, så på et eller andet plan må der vel være tale om kunst af en vis kvalitet. Men det virkede ikke helt for mig. Nogle steder gjorde det, og andre steder virkede det påtaget og krampagtigt. Punktummer eller ej, så kommer man ikke udenom at McCormack skriver virkelig godt. Hans sprog er stort og hans sætninger (hvis man kan tale om det, når bogen teknisk set kun består af én sætning) er velkomponerede og smukke. Den ros skal han have, og jeg vil meget gerne læse forfatteren en anden gang - men helst med punktummer.