Selvportræt

Michael F 35 03/07/2017

Det er svært at give en fyldestgørende resumé af Édouard Levés roman “Selvportræt”. Den falder åbenlyst udenfor andre (selv spinkelt) plotbårne romaner, selv om end der findes antydninger af et undervejs. Bogen består (næsten kun) af løsrevne hovedsætninger, der i næsten samtlige tilfælde begynder med “jeg”: om henkastede ting og tanker, forkærligheder, aversioner, idiosynkrasier etc. Sætningerne listes op efter hinanden uden nogen (forklaret) forbindelse med hinanden. En passage fra en tilfældig side kan illustrere bogens kværnende sprog: "Når jeg går tur for anden gang, ser jeg mindre af landskabet og går hurtigere. Jeg lader telefonen ringe indtil telefonsvareren har sorteret opkaldene. Jeg kan tale i to timer med en ven, men på få fem minutter overstå en samtale med en anden. Når jeg taler i telefon er jeg ikke bevidst om mit ansigtsudtryk. Jeg kan blive utålmodig når jeg venter på et opkald, men ikke når jeg selv skal foretage et. Jeg har flere gode end dårlige minder (s. 24)" Denne sprængte og fragmenterede form synes Levé at forklare på første side: “At beskrive mit liv nøjagtigt ville tage længere tid at leve det” (s. 7). Og som han senere skriver: “Jeg forklarer ikke. Jeg begrunder ikke. Jeg sorterer ikke” (s. 29). Han er lige så sammensat og modsætningsfyldt menneske som alle andre. Det forhindrer ham eksempelvis ikke i at skrive “‘Jeg vil gerne smile mindre” (s. 39) blot få sider efter denne sætning: “Når jeg smiler, bruger jeg færre ansigtsmuskler end når jeg ikke smiler, jeg burde smile mere for at hvile mit ansigt” (s. 33). Fortælleren refererer flere steder til sit virke som både fotograf, billedkunstner og forfatter, til blandt andet bogen Oeuvres. Det synes derfor ikke urimeligt at antage, at der finder et sammenfald mellem fortælleren og forfatteren sted, så bogen er i bogstaveligste forstand et selvportræt. Den har da meget, meget typisk for sin slags, heller ingen genrebetegnelse. Han skriver et sted, at han bedre kan lide begyndelser end slutninger, og man kan forestille sig, at bogen i princippet kunne fortsætte “i det uendelige”, at han kunne være stoppet når som helst, men bare satte punktum for at blive kvit med bogen. Det er ikke nogen naturlig, selvfølgelig slutning, og kronologien er underordnet. Man kan, vil jeg vove at påstå, lige så godt læse bogen bagfra med samme effekt. Bogen beskriver flere steder døden og selvmordet som en formildende omstændighed – “Det som venter for enden af livet gør mig ikke bange” (s. 7); “Jeg har forsøgt at begå selvmord en gang, jeg har forsøgt at forsøge at begå selvmord fire gange” (s. 9) – og det er derfor svært ikke at komme til at tænke på Levés sidste bog “Selvmord” (opr. udgivet i 2008; for nylig udgivet på dansk), han indleverede kort tid før han begik selvmord. Det er en undertone, der løber gennem bogen, men ikke på nogen dominerer den. Édouard Levés Selvportræt er først og fremmest en – original – hyldest til livet.