Sandhedsministeriet

Anonym 09/01/2022

I ”Sandhedsministeriet” tager Vincent Hendricks og Camilla Mehlsen udgangspunkt i de dramatiske dage, hvor techgiganterne endelig udviste et samfundsengagement på det, som er blevet kaldt ”Deplatforming Day”. Millioner af mennesker verden over drog et lettelsen suk, da Twitter, Facebook m.v. endelig lukkede af for Donald Trumps muligheder for at udøve uindskrænket påvirkning af Inter-nettet. Var det godt at de gjorde det? De viste endelig et ansvar, men samtidig var det dybt problematisk – ”corporate fascism” bliver ikke mindre diktatorisk af at blive udøvet i, hvad de fleste vil mene var en god sags tjeneste. Ved at lukke munden på verdens mest magtfulde menneske viste de, at: ”Vi kan gøre hvad vi vil, når som helst og til enhver tid!”. Og de kan VIRKELIG gøre hvad de vil, og på en måde, som har langt større betydning, end de fleste gør sig klart: De fleste unge mennesker i den industrialiserede verden får det meste af deres nyhedsinformation gennem ”Some” – de sociale medier som Twitter, Facebook osv. De mener det som får flest ”upvotes” og ”likes”. Enklere kan det ikke siges, og det redegør Mehlsen og Hendricks grundigt for i denne uhyggeligt spændende afdækning af mekanismerne bag verdenshistoriens største forandring i den måde mennesker kollektivt modtager information og tager stilling til deres omverden på. Efter at have gennemgået status quo for techgiganternes indflydelse og den historiske baggrund for dem i de to første kapitler ” Fra borger til forbruger på ideernes markedsplads ”og ”Fra bruger til produkt i opmærksomhedsøkononien” går Mehlsen og Hendricks over til en grundig gennemgang af mekanismerne bag techgiganternes markedsmodel og baggrunden for at den er mulig. Det teoretiske og tekniske stof er letforståeligt og på bedste vis vævet sammen med konkrete eksempler, så disse netop ikke opfattes som ”illustrerende eksempler”, men som en naturlig del af teksten. Til slut føler man sig, af gode grunde, temmelig afmægtig – er der da intet vi kan gøre? Jo! Forhåbentlig! God willing! I det afsluttende kapitel ”Hvad nu?", gør Mehlsen og Hendricks det klart, at, jo, vi kan gøre meget, både individuelt og ”institutionelt”. Som Mehlsen og Hendricks har beskrevet før, kan vi forsøge at blive ”digitalt dannede” – vi kan lære vore teenage børn at lade være med at ”like” selvmordstrusler fra deres jævnaldrende – såkaldt ”Todding” – ikke omtalt her, men i en anden bog af Hendricks - vi kan lære dem at lade være med at dele ”hævnporno” – for at det ikke skal være løgn, et nyt fast udtryk i sproget! Sagt på en anden måde: Det, at man kan erstatte ”Brandi Love”s smukke ansigt med en tidligere kærestes ansigt betyder ikke, at man SKAL gøre det! I hvert fald ikke uden at tænke over konsekvenserne! Socialt og ”institutionelt” kan vi gøre noget, som WHO gør det med deres ”Social Media Listening” initiativ fra 2021, som netop gør brug af den selv samme teknologi – algoritmer, ”bots” mv. , som Facebook bruger til at pådutte teenagere selvmordskure, til at finde ud af, hvilke temaer, som ”trender” i offentligheden, med det formål at sprede værdifuld information. Så, jo, der ER håb!