Rystet spejl

Anonym 14/09/2022

Sublimt beherskelse af det danske sprog

Helle F 24 22/02/2022

Så læste jeg ord, som fik mening af en, der kan det der.

Lars F 13/01/2021

Der forekommer en melankoli og ærlighed om døden i denne samling. Lyt den endelig.

Kirsten E 16 25/03/2018

Det er virkelig suverænt. SUT er den bedste.

Lars P 25/10/2014

Det var Inger Christensens "Alfabet" og "Sommerfugledalen" der sparkede mig i digtenes retning. Senere fulgte Theis Ørntofts meget roste "Digte 2014". I alle tre tilfælde blev jeg næsten fysisk blæst bagover af digtene i disse samlinger. Til dato har jeg ingen anelse om hvad de handler om, men jeg kan fortabe mig fuldstændig i sætningernes konstruktion, i ordenes indbyrdes afhængighed og i den mystik der opstår når digteren sætter ordene ind i sammenhænge jeg ikke helt kan gribe om. Så bliver jeg vidne til noget stort. Noget der er meget større end mig. Derfor var det helt naturligt at følge op på succesen med at kaste mig over et af Danmarks store digterikoner: Søren Ulrik Thomsen. Jeg mener, en mand der har været på banen siden han i 1981 debuterede med digtsamlingen "Cityslang", må jo ligesom kunne og vide noget om digtningens svære kunst. Derfor røg både digtsamlingen "Rystet spejl" fra 2011 og "Samlede Thomsen" fra 2014 i indkøbskurven hos den lokale bogpusher. Men nogle gange er det sådan med ikoner, at lyset fra dem er kraftigere end pæren der forårsager selvsamme lys, for "Rystet spejl" var godt nok en tam omgang. Altså, det var da fine små digte, det er da ikke det. Men ord som "poesibog", "festsang" og "Kejserens nye klæder" randt mig i hu flere gange mens jeg læste. Måske fordi jeg forstod digtene. De er så simple, og umiddelbart forståelige, at magien udebliver. Det bliver simpelthen for kedeligt. Bevares, anmelderne, altså dem af smagsdommertypen, de finkulturelle, kan slet ikke få armene ned over digte som dette: Her skulle egentlig have stået et digt som jeg nu har kasseret selvom det indeholdt en rammende bemærkning om mine fjender plus et par rigtig flotte linjer som er typiske for min poesi men hvad skal det til for nu hvor syrenerne blomstrer og jeg underligt nok er ældre end min morfar nåede at blive så iført hans koksgrå jakkesæt går jeg en tur i den moderne verden hvis uforståelighed er banal sammenlignet med at krydse grænsen fra det selvfølgelige ved at være til til det mærkelig i ikke at være død. Og det er da pænt, men så er det heller ikke ret meget mere. Ordene står pænt, der er en vis rytme, en lille fortælling uden en hel masse dybde, og så er det ligesom det. Det er for nydeligt og kedeligt. Det er rent parcelhus. Så hellere Benny Andersen, han kan da i det mindste rime, på en eller anden hyggelig folkeagtig måde, der ikke giver sig ud for at være andet end det. Jeg har Thomsens succes mistænkt for at stamme fra en tid hvor der var for mange ledige piedestaler efter 60'ernes og 70'ernes Højholt'er, Turell'er og alle de andre fra dengang. Inger Christensens næsten overjordiske skønhed og Theis Ørntofts insisterende voldsomhed, var der i hvert fald ikke noget af i "Rystet spejl". Nu vil jeg så gå i gang med "Cityslang", for at se hvad det var der var så fantastisk dengang i begyndelsen af 80'erne.

Anonym 09/06/2012

Det er en udmærket men også lidt uinteressant digtsamling. Ærlig talt. Bundniveauet er klædelig højt hos Thomsen, men der er desværre langt mellem højdepunkterne.

Anonym 18/04/2011

Det er med dirrende hænder jeg åbner Rystet spejl, der består af 42 digte, ét på hver side, sådan som det nu er kendetegnet for digteren. Jeg ved at jeg nok kommer til at læse noget der gør ondt, noget som minder mig om hvor vigtigt det er at leve nu og her, og hvor svært det er at miste. Som digteren, mistede jeg også min elskede kat efter 16 år. Meget bevægende hører vi om den sidste rejse gennem byen med katten Kis. Han har grebet mig hårdt om hjertet, og jeg lader det ske. Søren Ulrik Thomsen har igen overgået sig selv.