Rooftoppers

Anonym 28/12/2017

Rooftoppers er en børnebog og en særlig en af slagsen. Det var en sand fornøjelse at læse den – selvom jeg ikke er et barn – dog en voksen med en barnlig sjæl. Katherine Rundell formår at skrive en børnebog, der nærmest er lyrisk og samtidig i børnehøjde. Sproget er derfor let og poetisk på samme tid, og teksten og især dialogerne er præget af en fin humor. Charles Maxim redder Sophie ved et skibsforlis i den Engelske Kanal, da hun er ca. 1 år gammel. Han fisker hende op af vandet, hvor hun ligger i en cellokasse pakket ind i noderne til en symfoni af Beethoven. Sophie vokser op hos Charles, der tager sig af hende med kærlighed og humor. Han kan sætte sig ind i et barn, og hans indlevelsesevne gør det nemt for ham at skabe en god tilværelse for dem begge to. Sophie nyder godt af hans utraditionelle metoder: F.eks. får hun lov til at gå i lange bukser i stedet for kjoler, må spise og læse samtidigt, synge højt og fløjte og klatre i træer. Sophie trives med det liv, hun har fået. Charles´ tilgang til tilværelsen er imidlertid ikke konform med den gængse opfattelse af livet som helhed og børneopdragelse i særdeleshed. Derfor får de i tidens løb problemer med de sociale myndigheder, der ikke synes, at Charles er egnet til at opdrage en lille pige, og derfor vil fjerne hende fra ham. Da Sophie er 12 år, flygter de begge, fordi det ser ud til, at Sophie vil blive tvangsfjernet og anbragt på et børnehjem. De tager til Paris i håb om at finde Sophies mor – deres eneste spor er nemlig en henvisning på cellokassen, hun blev fundet i, der tyder på, at instrumentet er blevet fremstillet i Paris. Myndighederne i Paris er ikke til stor hjælp, men det er en speciel gruppe unge til gengæld: En særlig gruppe unge hjemløse, der bor på byens hustage og kun er aktive om natten, da de så ikke bliver bemærket af samfundets autoriteter. Det er tagklatrerne – the Rooftoppers, som bogens titel hentyder til. Sophie havde allerede, da de boede i England, en forkærlighed for træer og tage, og da hun en nat udforsker taget på det hus, hvor de bor, støder hun på Matteo. Efter et stykke tid udvikler de en form for venskab, i takt med at Sophie lærer hans verden at kende, og han begynder at acceptere hende. Matteo erklærer sig parat til at hjælpe Sophie med at finde hendes mor. Det er starten på et spændende, vildt og lidt rørende eventyr, der fører læseren ind i den specielle verden, der er usynlig for alle andre. Kathrine Rundell beskriver den særlige verden, som de unge lever i, med den samme indlevelsesevne og varme, som hun beskriver Sophies og Charles tilgang til verden. Hun har en meget levende fantasi, der fører læseren ind i en magisk verden, uden at man dog mister fodfæstet. Det er en af de bøger, man har lyst til at læse flere gange, og jeg kan kun varmt anbefale den.