Pyntesmil

Bente K 15/06/2024

Voldsom historie, godt fortalt. Om historien skulle være endt som en roman kan måske diskuteres. Emnet er dog vigtigt at få fokus på.

Merete S 31/05/2023

Grusom god bog om vold i familien

Nanna M 21/04/2023

Meget bevægende …

Anonym 18/03/2023

Pyntesmil burde være obligatorisk læsning for alle politikere, beslutningstagere samt fag- og myndighedspersoner, der kommer i kontakt med voldsramte voksne og børn. Rachel Röst skriver fantastisk. Hun har en intelligent, afmålt, tydelig og sansemættet måde at skrive på. Som tidligere voldsramt kan jeg mærke smerten, desperationen, angsten og alt det usagte, som man nok kun helt kan forstå, hvis man selv har været udsat for vold af én, man elsker. Bogen er bygget op omkring brudstykker af hukommelsen hos et voldsramt barn, der er blevet voksent. Det giver et stærkt bevægende og tragisk indblik i spildt liv. Rachel fortæller som ingen anden, hvordan valget af den forkerte partner, manglende indsigt hos omgivelserne og børns frygtsomme accept af tingenes tilstand giver en ’skudt-i-roen-og-voldsomt-manipulerende’ overgrebsmand frit spil til at ødelægge andre menneskers livsbane. Jeg valgte selv den forkerte partner og fik endda børn med ham. Det har påvirket min livsudfoldelse på en måde, som jeg aldrig havde forestillet mig kunne ske for en intelligent, ressourcestærk og veluddannet kvinde. Men der er ingen garantier. Det kan ske for os alle. Og det sker for nogen hver dag. Faktisk sker det for rigtig mange. Og for nogen er det endestationen. Det ender fatalt - enten ved drab eller ved at offeret er så nedbrudt på krop og psyke, at vejen til heling er mindst lige så lang og hård, som det var at være i forholdet. PTSD er overraskende ofte en konsekvens af volden. Og hvor overgrebsmanden kan danse videre, sidder offeret tilbage med knæk på den tidligere så ranke ryg. Rachel beskriver på rørende vis, hvordan vold i barndommen trækker tydelige spor langt ind i voksenlivet, og hvad det betyder for et barn at holde på en hemmelighed så voldsom og grusom. Jeg tænker på, hvor mange børn der er vokset eller netop nu vokser op i et voldeligt hjem? Hvor mange børn går hver dag i skole uden at fortælle? Hvor mange voksne børn holder det stadig hemmeligt? Tiderne har ændret sig, men har tabuiseringen af vold i hjemmet ligeså? Når jeg fortæller, at mine børn og jeg har levet i vold, kommer voksne til mig og fortæller, hvad de var udsat for som børn. De gør det i et fortroligt rum på tomandshånd. For der er stadig smerte, skrøbelighed og bevidsthed om tabuet. Vi er langt fra den forstående og omsorgsfulde omfavnelse af voldsofre, vi som samfund burde tilbyde. I stedet mødes ofre for vold i nære relationer med fordomme og stigmatisering. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det. Vold i hjemmet er ofte en velbevaret hemmelighed, og det kan være svært at tro på dét, man ikke selv har set. Mine børn og jeg dækkede over deres far. Vi var så gode til det, at da vi endelig stod frem, lykkedes han næsten med at bilde mine nærmeste ind, at jeg var psykisk syg, ramt af en depression, og uegnet til at tage hånd om de børn jeg havde bragt på krisecenter. Jeg sad alene med 2 traumatiserede børn og skulle både kæmpe i systemet, i nærværet med mine børn, for mit eget mentale helbred – og opleve at mit nære netværk alligevel ikke var mit nære netværk. Nogle betvivlede min sandhed, andre talte uden om, og nogle glemte at ringe tilbage. Jeg kan godt forstå, at så mange ofre for partnervold ikke kommer væk. Og at hvis de gør, så ender de med alligevel at gå tilbage til fuseren. For alternativet synes endnu mere uoverskueligt. Rachel Röst rejser også debatten om, hvad vold i hjemmet gør ved et barns relationer som voksen? En af grundene til, at jeg kom væk med mine børn, var angsten for at de nåede at blive så prægede af volden, at de senere i livet ville vælge en partner, der udøvede vold. Eller at de selv blev overgrebspersonen i forholdet. Jeg tænkte på mine børns liv her & nu og i fremtiden. Men mange kommer ikke væk i tide. Det gjorde mine børns far ikke. Jeg så nemlig mine børns bedstefar i deres far, og jeg blev panisk angst ved tanken om, at mine børn selv skulle reproducere voldsmønsteret som voksne. Jeg kiggede på mine børn og forstod, at det var nu, voldspiralen skulle stoppes. Som det så smertefuldt beskrives i bogen, så har vi alle forskellige strategier til at leve vores liv, som vi kan, med den bagage vi slæber rundt på. Men ar på sjælen forsvinder ikke af sig selv. De sniger sig tilmed umærkeligt med ind i fremtidens relationer og ødelægger nye liv, som en virus, der får lov til at sprede sig. Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne stoppe den psykiske og fysiske vold, som forpester så mange menneskers liv hver dag. Hvor ville det være dejligt, hvis flere turde stå frem og beskrive volden, så samfundet med tiden forstod os voldsramte, som det vi er: Ofre for et menneske, der ikke blev standset! Jeg håber på flere bøger fra Rachels Röst. Hun er et stærkt talerør for os voldsofre. Ditte - Instagramprofil: @fri_af_vold Mail: voldsfri@gmail.com

Amalie K 11/03/2023

Interessant læsning, kunne godt spejle mig i interview delen

Claudia L 28/12/2022

virkelig barsk læsning...

Sille L 15/10/2022

Meget levende fortalt om barndommens traumer.

Alis N 17/09/2022

Levende, omsorgsfuld. Egne barne' indlevelse og nu voksen er rørende.

Jette R 05/09/2022

Puha hårdt at lytte til når man selv er vokset op i et hjem, hvor ens far bankede min mor og at man selv har fået et par lussinger

Lis S 01/09/2022

utrolig personlig beskrivelse af nogle forfærdelige forhold.

Arabella O 26/08/2022

Barsk historie