Pow pow pow

Hanne C 18/03/2025

Christina Hagen har fået et comeback med denne digtsamling. Du vidste ikke du gad at læse en digtsamling, men det gør du, nemlig denne. “Bare læs den - farvel!”, som en anmelder i Politiken skrev. Eller lyt den, som jeg har gjort, oplæsning med digterens egen stemme. Dyb, smertende og humoristisk. Tør du grine og er der noget at grine af?

Birgit T 06/01/2025

Helt anderledes fortællestil til dybt personlig fortælling om smertelige oplevelser, mange vil kunne genkende men ikke magte at beskrive. Ramte maven og hjertekulen. Gjorde dybt indtryk.

Jan M 07/12/2024

Blid og grusom. Genial indlæsning af digteren.

Tanja J 27/10/2024

Læs hele min anmeldelse på Instagram (Livet_Paa_Olof) eller på www.livetpaaolof,dk

Ole J 16/10/2024

Vildeste digtsamling, jeg nogensinde har læst!

Lykke Pia J 19/08/2024

Kunne jeg give 6 stjerner, ville den få det. Suverænt læst op af forfatteren selv. Grumt, men så velbeskrevet at man alligevel klarer at læse/høre teksten. Flot!

Aksel M 30/03/2024

Pow pow pow (Digte 2024) Christina Hagen. GYLDENDAL: ”Hvad kalder man en enlig mor med en diskusprolaps? Hvad kalder man en stedfar, der går op i soveværelset og skyder sig? Hvad kalder man en dame, der koger en undulat ved et uheld? Hvad kalder man en lille pige, der bliver kørt over af et tog? Hvad kalder man en adopteret mand, der kører ind i et træ? Hvad kalder man en kvinde, der filmer sin kæreste, når han spiser en banan? Hvad kalder man en bedstemor, der bliver kvalt i flæsk? Hvad kalder man en stedfar, der rører ved sin steddatter? Hvad kalder man en dreng, der spiser en hundelort? Hvad kalder man en far, der skyder familiens hund? Hvad kalder man en etbenet mand, der hænger sig? Hvad kalder man en mand, der sælger ydmygende billeder til dem, han har taget ydmygende billeder af? Hvad kalder man en kvinde, der lever bedst på bunden af et badekar? Hvorfor nedtramper molboen enhver lykke, der kunne findes? POW POW POW er pistoldigte om vold mellem børn og voksne, mellem elskende og fremmede, mellem molboer og normale mennesker. ::::::::::::::::::::::::::::: CHRISTINA HAGEN har tidligere spillet på sin ordblindhed og har forarget nogle læsere med de seksuelle beskrivelser, fx i BOYFRIEND og JUNGLE, hvor jeg kunne følge ideen i bevidst vulgære tekster. En vittighed er sjovest, første gang man hører den, ligesom en nyhed ikke forbliver en nyhed. Og POW POW POW bringer ikke rigtig noget nyt (ud over at em molbo ikke er en han/hun/hen, men en DEN, helt tingsliggjort., men igen ret kedsommeligt sprog og noget trivielle beskrivelser, ofte henvendt til et DU, om forladthed, jalousi, had og suicidalt selvhad. Man kommer til at tænke på VITA ANDERSENs TRYGHEDSNARKOMANER, knækprosa, nu i mere up-to-date-sprog, og så en aldeles inkonsekvent tegnsætning, som virker irriterende på en gammel dansklærer. Indimellem nogle gode linjer, såsom: ” … Jeg en ost. Der tæller med. Sine huller er. Ikke meget værd. Den kan ligge. Der og være. Gul og blå. Pow pow pow. Fed eller mager. Og når den. Er væk vil. Ingen huske den . For andet end. Hullerne og lugten. … ” MOLBO-OST? :::::::::::::::::::::::::::