Planck

Ashraf R 31/08/2017

Max Planck var en af de mest betydningsfulde fysikere nogensinde. Billedet jeg så tegnet af ham, har dog været meget misvisende. Det har været billedet af en person der gjorde én enorm opdagelse, hvorefter andre, mere visionære, tog over. En person der lægger den klassiske fysik i graven, ved at åbne døren til den nye verden, men ikke havde modet til selv at følge med. Det var dét billede der blev tegnet i bøger om fysik, og biografier om Einstein bekræftede det. Einstein følte sig svigtet af Planck, da kritikken af relativitetsteorien blev et spørgsmål om race. Man fik en antydning af en mand der ikke var helt stueren. At hans søn blev henrettet for et attentat mod Hitler, kom derfor som en overraskelse da jeg først hørte det, for det passede slet ikke med det billede jeg havde af Planck. Sønnens handlinger opstår jo ikke ud af den blå luft - han må havde det med i bagagen hjemmefra. Derfor købte jeg denne bog. Samtidig købte jeg også en biografi om Lise Meitner, hvilket viste sig at give en anden god vinkel til Planck. Lise Meitner havde høje tanker om Max Planck; som fysiker, og ikke mindst, som menneske. Hun blev en ven af familien. At fortælle Max Plancks historie, sådan som han fortjener det, er i dag umuligt, da hans bibliotek, med hans arbejde og hans mange noter, gik tabt under krigen. Denne bog vælger at lade alle kapitler tage udgangspunkt under 2. verdenskrig, og bruge dette til tilbageblik. Man får et billede af en mand fuld af modsætninger. En mand fuld af visioner, der støttede de unge talenter, som da den ukendte Einstein pludselig trådte ind på scenen i 1905, med nogle temmelig revolutionerende idéer. Uden Plancks støtte ville Einstein ikke være slået igennem som han gjorde. Og han tog selv ideerne til sig, og gjorde vigtige bidrag i teoriens ungdom. Ikke det billede jeg havde tidligere. Og det var igen Planck der gik mod strømmen, og støttede Lise Meitner, på et tidspunkt hvor kvinder næsten ingen muligheder havde for en akademisk karriere. Da han ansatte hende, blev hun den første kvinde i Preussen med en betalt akademisk position, og han greb chancen da den kom, til at presse hendes løn i vejret. Men der tegnes også et billede af en mand der knækkede under krigen, og havde dårlig samvittighed over det. Man kommer ikke uden om at forholde sig til Plancks handlinger under krigen. På den ene side tog Planck afstand fra nazismen, og han fortsatte med åbenlyst at støtte jødiske kolleger og venner. Han brugte sin position til få et privat møde med Hitler, lige efter at han kom til magten i 1933, hvor han talte jødiske kollegers sag. Han besøgte Lise Meitner, under hendes eksil, efter hendes opdagelse af fission, der gjorde atombomben mulig. Selv om Einstein ikke fik den opbakning han havde forventet, så fortsatte Planck med at støtte ham på den måde som han mente var bedst, og talte positivt om Einstein, også efter at denne blev opfattet som både jøde og forræder - endda under krigen i overværelse af nazistiske topfolk. Farlige folk så skævt til ham, og kaldte ham ”en hvid jøde”. Men han samarbejdede også, da han mente at han opnåede mest derved. Han lod sig bruge i film, og hans berømmelse blev brugt i nazisternes propaganda. Han var over 80 år da krigen brød ud, så han må havde haft rig mulighed for at holde sig uden for. Bogen forholder sig kritisk til hans samarbejde, men træder her selv ved siden af: ved en kritik af et offentligt foredrag han holdt i Kassel, kort før et allieret bombetogt, bliver de allieredes bombning kaldt ”retfærdig gengældelse”, selv om bogen selv redegør for, at bombningerne blev rettet mod civile, i stedet for militære mål, i en sådan grad at det forlængede krigen. Bogen beskriver hvordan man 15. februar 1944 iværksætter det ’mest brutale luftangreb mod Berlin’, hvis formål er at ’terrorisere’ byen, og udraderer flere vestlige forstæder, heriblandt Plancks hjem - så fortsætter bogen med at spekulere i, at Planck nok mest kritiserede sig selv i et foredrag efter krigen. Altså at han selv er skyld i hvad der er sket. Hvordan forskere skal forholde sig under en krig, kunne være en spændende diskussion, men det er ikke en diskussion bogen tager. I stedet vælges den rendyrkede dobbeltmoral. Planck er skyldig fordi han arbejdede for Tyskland under krigen, hvorimod dem der arbejdede for de allierede ikke er det. Hvor det er næsten en krigsforbrydelse at holde et populærvidenskabeligt foredrag på et bibliotek, og hvor de efterfølgende massedrab af de samme civile, er den retfærdige gengældelse. Planck gjorde hvad han mente var det bedste han kunne gøre, og det er meget tænkeligt at han tog fejl, men man kan ikke sige at han ikke kæmpede. Hvilket anden civilperson har kritiseret Hitlers jødepolitik til hans ansigt, og forsvaret jøder under krigen i overværelse af nazistiske topfolk? Han løb en kæmpe risiko, på et tidspunkt hvor den 80-årige kunne have siddet med hænderne i skødet. Andre bøger kan fortælle om, hvordan det nazistiske atombombeprojekt måske blev afsporet af folk indefra, som da den fantastiske eksperimental-fysiker Walther Bothe, der i 1933 var blevet fjernet fra sin direktørstilling, fordi han var anti-nazist, ”kom til” at måle grafits tværsnit til det dobbelte af det korrekte, og derved gjorde den tyske bombe afhængigt af tungt vand produceret på et anlæg i Norge, i stedet for at bruge de store mængder rent grafit indenfor de tyske grænser. Hvis dette var bevidst, er han så stadig krigsforbryder for at samarbejde, eller er han landsforræder? Hvis Bomben var blevet færdig, ville de første atombomber været blevet kastet over tyske byer. Bogens position er en usmagelig oplevelse, der har fået læsningen til at gå næsten i stå, med et nyt kapitel efter lidt pause. Bogen har da bestemt sine kvaliteter, men det er ikke en bog jeg kan anbefale. Hvis bogen fortsætter på denne måde, er jeg ikke sikker på at jeg selv kommer hele vejen igennem.