Pendlerne

Rebekka L 11/03/2017

Simon Fruelund skaber et lille samfund med et tog som centrum Det er lidt sjovt og underligt på samme tid, at jeg læser denne bog i toget bogen omhandler. Men jeg kan se noget af det, han skriver om. Menneskerne i bogen er måske fiktive, men jeg kan se lidt dem alle i menneskerne omkring mig. Den er skrevet let og man mærker de forskellige personer, selv om enkelte afsnit kun er en side eller halv. Nogle er flere sider, men det er faktisk de små, som fungerer bedst. Man kunne tro at en bog med små øjebliksbilleder af mange forskellige personer ville være kaotisk, men det er det ikke. Der er nogle historier, som går igen. De danner en fin tråd gennem fortællingerne. Det er en kort og lille bog, men den har stort indhold. Den er nok mere spændende at læse, hvis man kender til strækningen toget passerer. Der bliver nemlig refereret meget til lokale ting og hændelser. Jeg er blevet undervist af Simon Fruelund på Vallekilde Højskole så det er lidt sjovt at læse hans bøger. Men jeg får også virkelig en respekt. Pendlerne er så enkelt, men det spiller og fungerer. Det er ikke nemt, og jeg respekterer ham for det. Virkelig en fed bog, som alle pendlere burde læse! :D

Lars P 02/10/2014

I 2007 læste jeg Simon Fruelunds "Borgerligt tusmørke". Den var jeg meget lidt begejstret for. Jeg kan godt lide at følge forfattere, og den udvikling de gennemgår i deres værker, og da jeg så at Fruelund udkom med "Pendlerne" (i 2014), var det oplagt at læse den. De mellemliggende værker, "Verden og Varvara" (2009) og "Panamericana" (2012) har jeg ikke læst. "Pendlerne" minder på mange måder om "Borgerligt tusmørke", omend "Pendlerne" virker mere målrettet og gennemarbejdet. Når jeg benytter mig af offentlige transportmidler, kan jeg ikke lade være med at betragte mine medpassagerer, og fantasere over hvad deres historie er. Der går en række hændelser forud for at jeg selv er endt i lige netop dét tog, eller dén bus, lige netop på dét tidspunkt. Hvad er de andres historie? Da jeg læste om "Pendlerne", at den gav disse mennesker en historie, var jeg ikke i tvivl om at jeg skulle læse den. Bogen er inddelt i kapitler der hver især er navngivet efter stoppesteder. Den begynder med "Kalundborg 7:11", fortsætter med "Svebølle 7:23", "Jyderup 7:30", og fortsætter indtil sidste kapitel "Østerport 9:11", der er endestationen. I hvert kapitel får vi nogle af de nye passagerers historie i små korte afsnit. Nogle få af dem interagerer med hinanden, og deres respektive historier vikles sammen for en stund. Men ellers er toget blot fyldt med enkeltstående historier der for en tid deler den fælles ramme som dobbeltdækkertoget tilbyder, uden at de i øvrigt har nogen indflydelse på hinanden. Den enkeltes historie fortsætter når vedkommende forlader toget, men den historie fortælles ikke her. Til at begynde med var jeg fascineret. Så irriteret, og stopfodret. De mange ultrakorte livshistorier blev for meget. Men da jeg nåede sidste kapitel, "Østerport 9:11" og så, at det ikke indeholdt nogen tekst, blev jeg igen fascineret. Hvor kan der tænkes meget og længe over hele setup'et, og over den måde vi hver især forholder os til hinanden under givne omstændigheder. Efter de første par stoppesteder vaklede jeg mellem en og to stjerner til Fruelund. Men efter sidste stoppested, ser jeg ikke anden udvej end at give ham de fem han fortjener for denne lille bog. For jeg har aldrig tidligere læst en så lille bog med så meget indhold - og vel at mærke indhold der først viser sig når bogen er lukket efter endt læsning. I min verden er den slags ganske enkelt kunst.