Our Endless Numbered Days

Katja N 9 20/09/2016

"Our Endless Numbered Days" er en hård roman. Det er en roman der tager pusten fra en, som holder fast i en, og som ikke slipper en lige med det samme. Det er en roman, der nærmest tvinger dig til at vende side efter side. Men det er samtidig også en stille roman. En roman om overlevelse. Peggy bliver som 8-årig flyttet ud i en hytte i en tysk skov af sin far. Faren fortæller Peggy, at verden er gået under, og de er de eneste to mennesker tilbage i verden. Og som enhver anden 8-årig, så tror Peggy på sin far. Herfra udfolder historien om Peggy sig. Tidslinjen skifter mellem Peggys liv før hun flytter ud i "Die Hütte", mens hun er i "Die Hütte", og til sidst efter hun er kommet tilbage til den "virkelige verden". Historien er fortalt fra Peggys synspunkt, og det har både sine fordele og ulemper. Ved at Peggy er fortælleren får man historiens fra hendes synspunkt, og man er helt inde i alle hendes følelser og tanker. Man mærker virkelig hendes frustration, frygt, glæde og forvirring. Man er helt med, når hun er tæt på at drukne i en flod, og når hun nyde stille eftermiddage i skoven omkring "Die Hütte". Ulempen er dog, at man netop ikke får alt med. For Claire Fuller er en rigtig god forfatter. De ting, der sker omkring Peggy, men som ikke virker relevante for hende, bliver nærmest ikke registreret. Når de ses med 8-årige øjne, så er de ikke vigtige. At Peggys far har et skænderi med en ven er da lige meget. Men når man læser bogen med voksne øjne, så ser man alligevel et lidt andet billede. Man mærker ret hurtigt, at der er nogle underliggende ting bag farens beslutning om, at tage Peggy med ud til en afsidesliggende hytte i skoven. Man ved bare ikke ved hvad. Man har begrænset information, som kun bliver afdækket langsomt i takt med at Peggy selv lærer mere og mere om omstændighederne bag hendes fars beslutning. Og jeg var med hele vejen. Fuller havde mig fanget fra starten af. Selvom man ved fra første side nærmest, at Peggy slipper væk fra hytten, så kan man ikke lade være med at miste håbet en gang i mellem. Der er tidspunkter, hvor det er så svært at se, at det ender godt for Peggy. Men man er stadig med. Jeg havde ikke lyst til at give slip på historien og på Peggy, men samtidig kunne jeg ikke vente på at få vendt siderne og vide mere og mere. Jeg har tænkt meget på denne bog siden jeg blev færdig med den. Og jeg tror ikke den stopper med at fylde i mine tanker i et stykke tid endnu. Kæmpe anbefaling her fra!