Opgør med Kierkegaard

Rasmus S 20/03/2025

K.E. Løgstrups opgør med Søren Kierkegaard er en central del af Løgstrups teologiske og filosofiske tænkning og markerer et vigtigt brud med eksistentialismens individualisme. Mens Løgstrup anerkendte Kierkegaard som en betydningsfuld tænker, mente han, at Kierkegaards syn på forholdet mellem individet og Gud var problematisk, især når det kom til menneskets etiske ansvar og relationen til andre mennesker. Kierkegaard betonede individets ensomhed over for Gud og hævdede, at troen var et personligt anliggende, der krævede en radikal beslutning. I denne tænkning ligger en stærk vægt på den enkeltes indre kamp og på den "enkeltstående" som den egentlige arena for det religiøse liv. For Kierkegaard må mennesket træde ud af det sociale fællesskab og stå alene foran Gud for at tage ansvar for sin eksistens. Løgstrup mente, at dette individfokus var for snævert og overså, at mennesket altid er indfældet i relationer med andre. I sit hovedværk "Den etiske fordring" (1956) argumenterede han for, at der i mødet med andre mennesker ligger en spontan og uundgåelig etisk fordring. Ifølge Løgstrup bliver vi i hverdagen konstant betroet dele af vores medmenneskers liv – deres sårbarhed, tillid og håb. Denne fordring kræver ikke en bevidst moralsk beslutning, men opstår umiddelbart i det mellemmenneskelige forhold. For Løgstrup er mennesket altså ikke først og fremmest en isoleret skikkelse foran Gud, men et væsen, der altid lever i afhængighed og ansvar over for andre. Et centralt kritikpunkt fra Løgstrup er, at Kierkegaards individfokus kan føre til en form for etisk passivitet, fordi den personlige tro og det individuelle ansvar bliver sat over de mellemmenneskelige relationer. Løgstrup mente, at kristendommen ikke udelukkende handler om den enkelte sjæls frelse, men også om ansvar og medmenneskelighed i hverdagen. For ham var det et problem, hvis det religiøse liv blev set som en indadvendt, isoleret proces på bekostning af den spontane medmenneskelige omsorg. I stedet for Kierkegaards forestilling om troen som en ensom beslutning, fremhævede Løgstrup den etiske fordring som noget, der viser sig umiddelbart i vores møde med andre mennesker. Han beskrev denne fordring som radikal og ubetinget – ikke fordi den kommer fra Gud i en direkte åbenbaring, men fordi den udspringer af selve vores menneskelige væren. Løgstrups opgør med Kierkegaard står som et forsøg på at forene et dybt religiøst perspektiv med en stærk vægt på det sociale ansvar og menneskets relationelle natur. Hvor Kierkegaard understregede individets ensomhed foran Gud, insisterede Løgstrup på, at mennesket først og fremmest møder det etiske ansvar i mødet med den anden. Dette perspektiv gør Løgstrups tænkning både relevant i teologiske kredse og i moderne etik og samfundstænkning.

Adam S 30/10/2020

Fremragende bog til teologen