Noget I bør vide ... Om udtrapning af psykofarmaka

Tanja A 21/05/2024

Som sygeplejerske mener jeg at denne bog burde være en del af pensum på medicin og sygeplejske studiet. Derudover alle der arbejder i psykiatrien. Det er banebrydende viden som kan forstås og læses af alle. Til alle jer der tager medicin og ikke trives-læs den. Personligt ved jeg ikke hvor jeg havde været uden den viden. TAK Anders.

Trine H 09/05/2024

Det her er den bog, jeg ville ønske, at jeg, min familie, min læge, psykolog, sagsbehandler m.fl. havde kendt til, dengang jeg selv trappede ud af psykofarma. Den havde afgjort været en stor hjælp, både praktisk og personligt. Bogen belyser så mange vigtige aspekter af udtrapning, og i et let forståeligt sprog.

Camilla B 05/05/2024

Fantastisk god, konkret, lavpraktisk og informativ bog. Et uundværligt redskab i den voldsomme proces der er udtrapning af psykofarmaka. Den kan også bruges som opslagsværk løbende i processen. Den bør være pensum på alle uddannelser som har med mennesker at gøre herunder sygeplejersker, pædagoger, sosu, socialrådgivere, læger osv. Tak for at oplyse og dele ud af din store viden. Det gør en utålelig proces tålelig.

My K 27/04/2024

Denne her anmeldelse er mest en tale 💓 Kære Anders Sørensen - PhD, nu hvor jeg har læst din bog, Noget i bør vide… om udtrapning af psykofarmaka… - vil jeg gerne holde en tale… - i hvert fald skrive en. Den er til dig, som TAK, for et Mesterværk af en bog, som skaber SÅ meget Håb i mig. Håb for det der kaldes Fremtidens Psykiatri, mærker jeg i mig… - og derfor er denne tale også til jer, med den magt, der har konsekvenser for dem I kalder sværest psykisk syge. Og sådan set også for dem, der (endnu) ikke er psykisk syge nok. Jer i Dansk Psykiatrisk Selskab bl.a., - Mikkel Rasmussen og Merete Nordentoft, og så også Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil, vil I ikke godt læse denne bog, før I vitterligt lader mere såkaldt “omsorgs”tvang, blive en (endnu større) realitet i alle jeres anbefalinger og lovforslag?  I bør læse den!  Kunne jeg, tvang jeg jer til det, af ren omsorg selvfølgelig, og ikke kun i omsorg for jer, men i særdeleshed i omsorgen for alle dem, jeres magt og beføjelser vil få konsekvenser for, hvis det primært er jeres magt, der former fremtidens psykiatri. Jeg håber denne bog kan være et meget vigtigt supplement, og tilføje ekstra nuancer ind i hvad psykiske lidelser også er, (eller ikke er).  Fremtidens psykiatri er pinedød nødt til at være andet, end mere af det, der allerede ikke virker… - og i hvert fald ikke virker særlig humant, eller egentlig efter hensigten. Mennesker får det jo ofte ikke reelt bedre af behandlingen, men til gengæld får mennesker ofte endnu flere traumer med sig i behandlingen… - som nærmest ligeså “almene” bivirkninger, som dem psykofarmaka også giver… - Traumerne kan man ikke rigtig få bivirkningsmedicin mod vel… - For øvrigt giver bivirkningsmedicin ofte også bivirkninger. 🤷🏼‍♀️  Fremtidens psykiatri er nødt til at være andet end det, som påstås at virke, og beskrives som “den rette behandling”, hvilket især jo er psykofarmaka, og mere, og tidligere, brug af tvang, som jeg har forstået det. Talen her  er også til ALLE, SAMTLIGE ALLE, der arbejder med mennesker, der har fået psykiatriske diagnoser, og hvor behandlingen i allerhøjeste grad er psykofarmaka, (og/eller tvang), - vil I ikke godt læse denne bog! Og så Alle jer der ønsker at trappe ud af psykofarmaka, gør det med denne her bog og dens ord i hånden, og som støtte. Og sammen med de nærtstående, (et meget bedre ord for pårørende, som du bruger i bogen Anders, og kommer med en fin beskrivelse af grunden til også), som I kan få støtte af i processen… - Jeres nærtstående, læs den evt. sammen med dem. Og i hvert fald så vigtigt de også læser den. Og find en psykiater, der tør, og vil, og er åben for andet end den patologiske sygdomsforståelse, - de findes faktisk!  Bor I på et bosted, der ikke som sådan arbejder Recovery orienteret, selvom er det efterhånden ikke også vedtaget ved lov? - i hvert fald et krav, at det skal man da… - folk skal da have mulighed for at komme sig, eller hvad? 🤷🏼‍♀️ Jeg kan sige så meget, Recovery orienteret eller ej, man kommer sig ikke nødvendigvis igennem behandling af psykiske lidelser, men fastholdes ofte i både sygdomsidentitet, og den underposition, man bare får med i diagnosepakken, psykiatripakken, psykofarmakapakken, og bostedspakken, og i den kendsgerning, at fagprofessionelle alene i kraft af deres position som fagprofessionelle, oftest bare har mere magt over en, end man selv har.  Det er et ret dårligt udgangspunkt at kunne komme sig i faktisk.  Nå, men bor I på et bosted, der ikke er særlig Recovery orienteret, (for ja de findes altså, uanset hvis/om der er krav om andet), og får mulighed for at trappe ned, eller helt ud af psykofarmaka, skal I ikke forvente I kan blive støttet særlig meget af personalet der… - Men måske I kan støtte dem, når de frygter at eventuelle abstinenser er såkaldt sygdoms-tilbagefald, og de måske har brug for, at du igen begynder at tage psykofarmakaen. De vil selvfølgelig sige, at det er for din egen skyld. Men de ved ikke bedst! Det er dit liv!  Måske er de heller ikke modtagelig for din støtte faktisk. Det kommer an på hvor farvet de er af en patologisk tankegang, eller af en sygdomsforståelse, der tror på psykofarmaka er den bedste og mest primære behandling. Men måske de er åbne for andet også, og hvis, så kunne bogen her bestemt være et godt fælles tredje, at dykke ind i sammen.  (Fælles tredje er bare et slags fagudtryk, som bruges meget på f.eks. bosteder, for almene ting man gør sammen).    Jeg ønsker uanset at denne bog læses på alle psykiatriske og socialpædagogiske bosteder, sammen med de mennesker der bor der, - selvfølgelig kun hvis det giver mening for den enkelte beboer… - ingen skal tvinges ud af psykofarmaka, hvis det er den, man oplever hjælper en også. Psykofarmaka er vist også kun noget man kan blive tvunget ind i, ikke ud af.  Jeg synes faktisk bogen her, bør være pensum i ethvert medicinhåndterings-kursus også. Bare sådan, som en ekstra sidegevinst, og (bi)virkning. Bogen her er også et oplagt emne i både supervison, og i stedet for alle de der kurser, der bliver taget i hvordan man bedst hjælper mennesker, - hjælp baseret på deres diagnoser f.eks. Og oftest uden at menneskene, der har diagnoserne, og brug for hjælp, selv deltager, og dermed kan være med til at fortælle hvordan de selv oplever sig bedst hjulpet. Vi er ofte så koblet af i vores egen behandling, og dermed også liv, og reel mulighed for bedring, trods Recovery orienterede insatser, og miljøterapeutiske tiltag, og andre af sådanne lignende termer. Og trods fine ord som, “at vi bliver set som mennesker før vores diagnoser”.  Der er ofte gravet kløfter så dybe mellem os, der har diagnoserne, får psykofarmakaen, modtager behandling og hjælp, som andre har bestemt er den rette, (på baggrund af vores diagnoser - hey hvor blev mennesket bag diagnosen egentlig af?), og så de fagprofessionelle, der vitterligt har som ønske og intention, at hjælpe os.  Jeg oplever at vores positioner er med til at grave disse kløfter dybere. Under og overmagt, og ingen reel ligeværdighed. Sygdomsidentitet der overtager det menneske man egentlig søgte hjælp til. Fagprofessionelle og deres definitionsmagt, der også uforvarende kan være med til at puste endnu mere til sygdomsidentiteten, og fastholde en i hjælp der ikke hjælper, og endda give os, og vores diagnoser, alene skylden for, når vi ikke lige profiterer af hjælpen, på den mest ønskede måde… - Det er så fastholdende og nedbrydende, trods alle da absolut ønsker at hjælpe os. Og det kan skabe afmagt, der fører til magtmisbrug, i de fagprofessionelle, som igen bliver os, der har brug for hjælpen, der bliver bærer af konsekvensen af det… - Traumer som bivirkning af behandling.  Tænk hvis vi bare kunne mødes som mennesker først og fremmest, og derfra samarbejde ligeværdigt med hinanden, og derigennem få naturligt gavn af fagligheden også, for det er jo ikke fordi den ikke også er vigtig. Samt at vi kan føle vi selv virkelig bidrager, og ikke mest af alt skal leve op til skjulte agendaer, og bedring på andres præmisser, som fagprofessionelle ofte er underlagt fra højere sted, at sørge for sker.  Vi kan ikke lære at finde ind i hvad der er et meningsfyldt liv for os, og tage ansvar for os selv, når vi igen og igen inviteres ind i endnu mere hjælpeløshed, alene igennem vores underposition, og andres mere magt over os, og vores behandling. Der er seriøst så meget behandling, der gør alt meget værre, både for modtagerne af behandlingen, men faktisk også for dem der skal give den.  Tænk at hjælp bliver noget man frygter, og dermed, for at overleve i den frygt, også modarbejder endnu mere.  Kære Anders, jeg er helt vildt berørt af din bog. Jeg er berørt af tonen i din bog, hvis jeg kan kalde den det. Den er skrevet i en meget ordentlig og ikke fordømmende tone, og uden sarkastiske undertoner i hvert fald. Det er min tale her ikke 😳🤷🏼‍♀️😃  Jeg er virkelig imponeret af din viden om det her emne, og dine erfaringer.  1000 Tak for at gøre mig endnu klogere på mig selv også, og min egen udtrapningsproces, set i lyset af dine ord også, og på bagkant. Til august har jeg været ude af psykofarmaka i to år.  Jeg har umiddelbart ikke abstinenser længere. Og alligevel ved jeg stadig ikke altid hvad der er hvad. Jeg er stadig i gang med at lære at være i en krop, med en følsomhed, der ikke er lukket ned for, af psykofarmaka længere.  Jeg er stadig i gang med at smide sygdomsidentitet, og erobre og erfare mit liv udenfor institutioner, og behandlingsmiljøer, på ny, og med de traumebivirkninger jeg har fået ekstra med mig også.  Det tager den tid, det nu tager. Som et sår der skal have tid til at hele… - helt af sig selv, uden unødig indblanding… - en beskrivelse du også et sted har med i din bog.  Tak for at lære mig mere om tanker og følelser også. Og om mætningspunkt… - jeg tænker på om man nærmest kan få psykofarmaka uden egentlig at være overmedicineret? - fordi dosis jo ofte er noget man bare stiger i, og ofte jo langt over mætningspunktet, hvis jeg har forstået det rigtigt. Jeg tænker på det, og lader det så passere… - der er jo ingen grund til grublerier. 😏 Det var den tale. Og det TAK! 💓 - Anders, din bog mærkes revolutionerende på sin helt egen måde… 😎

Sonja S 26/09/2025

Fantastisk. Er pårørende til en bror med skizofreni, og dette giver en enorm inspiration. Jeg vil anbefale alle at læse denne bog, samt stemme på det nye parti Anders har oprettet ❤️