Ned til hundene

Marie K 12/04/2025

Helt fantastisk menneskelig

Kirsten G 04/10/2024

det kedeligste jeg har læst i min tid

Anne L 19/03/2024

Gid den aldrig stoppede! Jeg vil bare høre mere om Putte og John og Bente!

Eilert L 16/03/2024

Dette er ikke en roman men et rent fupnummer! Bogen er uden dybde i både tematik, handling og budskab!  Ordforrådet er på laveste lix- niveau og er blottet for originalitet og dynamik! Du bliver holdt for nar ved at bruge tid på den art ligegyldighed og sniksnak! - hvordan har den nogensinde opnåetstøtte fra SK?

Anonym 04/03/2023

En virkelig skøn oplevelse at læse denne bog.

Anonym 19/09/2022

Helt fantastisk god bog - en sproglig oplevelse!

gbruhn2007 03/07/2017

En dame (der måske, måske ikke hedder Bente) ankomme med sin kuffert til en lille by på Sjælland. Hun søger efter et sted, hvor hun kan græde. Da hun ikke kan komme videre, fordi der ingen busser kører før næste dag, bliver hun samlet op af Putte og John, og flytter ind hos dem, nærmest som en del af familien. I tilbageblik får vi nogle glimt af hendes tidligere liv, der giver os en fornemmelse af, hvorfor hun rejste og hvofor hun har lyst til at græde, men tilbageblikkene efterlader også læseren med mange ubesvarede spørgsmål. Der er heller ikke rigtig nogen slutning, man må selv gætte sig til, hvad der videre sker med romanens personer. Helle Helle er langt fra min yndlingsforfatter, men der er noget facinerende ved hendes minimalistiske skrivestil, der gør, at man alligevel bliver fanget af hendes romaner. Man får ikke det hele serveret og udpenslet, men bliver nødt til selv at tænke over alt det, der ikke bliver skrevet, men ligger mellem linjerne

Josefine N 2 03/03/2015

Når man læser de andre anmeldelser af denne bog, er det ret sjovt at se hvordan den enten begejstrer sin læser, eller ikke gør, og det er netop det, der er så interessant ved det Helle Helle skriver. Stilen er minimalistisk, og dette kræver at man som læser selv skal "arbejde videre" med historien. Hos Helle Helle får man ikke svar eller løsninger serveret. I "Ned til hundende", ankommer en kvinde med en bus til en udkant et sted på Sjælland. Hun er rejst fra sin mand og leder efter et sted at græde. Kort efter hun står af bussen, bliver hun samlet op af ægteparret John og Putte der indlogerer hende på deres hjørnesofa. Hovedpersonen er en forfatter der skriver bøger om folk der drikker kaffe og sådan noget. Dette er måske et selvironisk greb fra Helle Helles side, der jo netop skriver om hverdagssituationer, og "Ned til hundende" er ikke nogen undtagelse. Den unavngivne hovedperson dumper ned i Putte og Johns hverdag, og bliver nærmest bare indlemmet i den, som havde hun altid været der. I korte blik tilbage til hovedpersonens liv før hun tog bussen, får man en fornemmelse af hvad der har ført til at hun rejste, men intet bliver udtalt eksplicit, og det er her at man som læser selv kan arbejde videre med historien. Nogen egentlig afslutning på historien er der heller ikke - man får som sagt ikke svarene serveret.  Hvis man leder efter en actionfyld fortælling, skal man gå andetstedshen end til Helle Helle. Formår man derimod at se de mange nuancer der er i fortællingen trods det simple sprog, og giver man sig tid til at se alt det der uden at der egentlig står særlig meget, ja så er der en stor gevinst at hente ved at læse denne bog. Jeg fandt den meget underholdende, og specielt den måde Helle Helle kan karakterisere sine figurer på, via det simple, er for mig et imponerende stykke arbejde.   

Ulla D 6 09/10/2014

Ja, undskyld, men jeg kedede mig. Jeg er ikke meget for den minimalistiske skrivestil hvor der sker meget lidt udadtil, men underforstaaet en hel masse paa det foelelsesmaessige plan. Jeg savner eventyr, fantasi, finurlige og smukke vendinger. Det er svaert at blive foelelsesmaessigt involveret og investere i en hovedperson der virker saa uendeligt kedelig, passiv, usikker og ulykkelig. Lidt mere interessante er nogle af de omgivende figurer, og jeg vil bestemt ikke kalde bogen et totalt spild af tid idet den er ganske velskrevet, og ogsaa vaekker nogle tanker. Det faktum at jeg stadig taenker over aspekter af bogen flere maaneder efter jeg laeste den har vaeret en overraskelse.