MOD ISSENS BAKSKULD

Anonym 12/11/2023

UDTALELSE Undertiden bliver læseren af Jørgen Wassilefskys nye digtsamling med en titel, som var det oprindelsen, der hænger til tørre: MOD ISSENS BAKSKULD (skrubbe, ising) sendt af sted til steder, der ikke længere findes. Og selve kernen i disse digte, er da også netop stederne - i et sted. "Stedets aftryk / At træde i lagnet / I stedets / Snefald", som det siges smukt og inderligt i et af digtene. Mange linjer og sætninger rammer desværre ofte plet, ved deres uundgåelighed. F.eks. i erindringsord om skuespilleren Philip Seymour Hoffmann: "Dødens hvide stier / Kredser / Vasker, hænger til / Tørre / Runder fiskens bug". Her viser afsavnet på ny sit flygtige ansigt frem. Som "Et varsel / Bortgemt som lyset i natten, som / ilden i krematoriets ovn, for de døde", fra et digt om maleren Oluf Høst. Om ting, der er levende i en opfattelse af form, kan der skrives: "Er taburetten / LIge der // Den afgik ved døden". Eller: "Tro at man / Er / Bundet til / Egen form". Om lyrikken hos Henrik Nordbrandt udtrykkes det således funklende: "En pyramide / Hvis top satte anker i det / Uvisse, det landskab / Som er poesiens udspring". Det er et af de betydelige sproglige møder, man gennem denne antændende udgivelse, bliver stlllet overfor. "I en tid før / Tiden nu", som Wassilefsky i digtet Genkomst har udtrykt det - rent og ubeskyttet. Erik Helger