Menneskenes børn

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.(Dansk litteraturs historie)