Livets febrile hemmeligheder

”Er ved at læse Pontoppidans Totenreich, som fængsler mig.” 

Sådan skrev tyske Thomas Mann i sin dagbog i december 1920. De fleste danskere deler utvivlsomt Thomas Manns glæde ved Henrik Pontoppidans forfatterskab. Men hvor man ofte betragter Pontoppidan som en del af den litterære realisme og til tider også som elev af Georg Brandes, tilhører Mann en helt anden tradition: Den metafysiske roman og et ekko af den tyske romantiks dunkle dyrkelse af livets mørke strømme. 

Livets febrile hemmeligheder beskriver, hvordan Pontoppidan og Mann har langt mere tilfælles end som så. Med fokus på Pontoppidans De Dødes Rige (1912-16) og Manns Trolddomsbjerget (1924) viser Rasmus Vangshardt, at Mann kan have været væsentligt mere inspireret af danske Pontoppidan end hidtil antaget, men også at Pontoppidans forfatterskab gennemstrømmes af en romantisk og metafysisk forestillingsverden, som han delte med fillosofferne Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche – og med Thomas Mann. 

Det giver samtidig anledning til en revurdering af De Dødes Riges slutning: Siden bogens udgivelse har litterater diskuteret, hvorvidt dens slut-utopi er beundringsværdig eller tynd. Men Livets febrile hemmeligheder påpeger noget ganske andet: Der findes slet ikke nogen utopi.