Leve posthornet!

Jeg ville ringe til Stein og fortælle ham det, men lod være, man bliver ikke spontan i en håndevending. Jeg så Stein for mig, da han stift og anstrengt gik ned ad Rosenkrantz gate på vej mod restauranten for at møde sin kæreste, og jeg følte en ømhed for ham, hvorfor havde jeg ikke set det før, at han også stod på vippen? Giveren Ellinor lever et stille liv, uden mening føler hun til og med ind imellem. Da en kollega forsvinder, overtager hun det arbejde, han sad med – implementeringen af EU´s tredje postdirektiv. Ellinor går halvhjertet ind i arbejdet, for hvad er meningen med det hele, men så møder hun den ældre herre Rudolf Karena Hansen, som fortæller hende en historie om at være ulykkelig, og måske er det nu, Ellinor skal springe ud fra vippen, måske er det nu? I Leve posthornet er det almindelige menneske helten personificeret ved postbudene. De vækker Ellinor med deres engagement, med deres historier og troen på deres sag – og de viser den halvslumrende kommunikationsrådgiver, hvad kommunikation virkelig handler om, nemlig ægthed, nærhed og ærlighed.