Kamp om anerkendelse

Anonym 16/04/2008

Erkend anerkendelsen. I hovedparten af den videnskabelige økonomiske litteratur bliver mennesket betragtet som et nyttemaksimerende, kalkulerende og egocentrisk væsen, der stort set kun er drevet af såkaldte økonomiske incitamenter. Ufattelig mange økonomer har kun et træk på skulderen, over for begreber som det gode liv og individets selvrealisering. Det hører efter hardcoreøkonomernes opfattelse til følelseslivets overdrev, langt væk fra det økonomisk rationelle. Det er i hvert tilfælde begreber, der ikke kan sættes på matematiske formler og indgå i økonometriske modeller. Det der ikke kan ses, vejes, måles eller lugtes eksisterer tilsyneladende ikke i denne verden. De økonomer der har den indstilling, og som ikke har til hensigt at flytte sig fagligt og/eller mentalt, skal ikke læse Axel Honneths bog Kamp om Anerkendelse. For dem vil det være en vederstyggelig plage at læse om etik og moral, om de filosofiske overvejelser som fx Kant, Hegel og Mead har gjort sig om hvad det er, der grundlæggende driver mennesket, om hvad det er, der giver mennesker værdi som enkeltindivider, og som en del af et socialt og kulturelt fællesskab. Jo, det ligger langt fra fx Velfærdskommissionens velfærdsbegreb – om de overhovedet havde et. Det skal medgives at man som økonom, der tør udfordre egne statements, skal være i god lune og have god tid, inden at man kaster sig over denne bog. Den kræver nemlig både vilje til indsigt i mange af filosofiens kringelkroge, og overbærenhed med forfatterens hang til et krøllet filosofisk vokabularium. Almindeligheder bliver ofte pakket ind i en sociologisk tågesnak af værste skuffe. Til gengæld vil man, hvis man bekæmper sin egen dovenskab og indgroede modvilje mod andres fagdiscipliner, blive belønnet for sin indsats. Bogen giver en skarpsindig analyse af menneskers behov for indbyrdes at anerkende hinanden og fremhæver de sociale relationers betydning for udviklingen af den enkelte borgers identitet. Anerkendelse er et universelt menneskeligt behov og en grundbetingelse for en vellykket identitetsdannelse. Det påvises hvordan manglende anerkendelse slår igennem i form af en række sygdomsfremkaldende bevidsthedsforstyrrelser, der udstiller det moderne velfærdssamfunds skrøbelighed og peger på den ubalance der opstår mellem individuel frihed og social anerkendelse. Bogen har en udmærket encyklopædisk indledning skrevet af Rasmus Willing, der tager læseren ved hånden igennem Honneths til tider svært gennemtrængelige filosofiske univers. For den travle økonom, der bredt ønsker at orientere sig i anerkendelsesteorien kan såmænd bare slutte her, og alligevel føle sig ordentligt klædt på. For andre med bedre tid giver indledningen en god guidning til mesteren selv. Fra forlaget får vi at vide, at Axel Honneth (f. 1949) er Jürgen Habermas' efterfølger på Johann Wolfgang Goethe Universität i Frankfurt, og at han i dag regnes for den ledende tredjegenerationsteoretiker fra den såkaldte kritiske Frankfurterskole. Vi får også at vide, at Kamp om anerkendelse første gang udkom på tysk i 1992 og som i dag har status som et uomgængeligt socialfilosofisk hovedværk. Honneths analyse tager teoretisk afsæt i et af den tyske filosof Hegels ungdomsværker (Jenaer Realphilosophie), hvor han skriver, at mennesket grundlæggende er socialt anlagt, dvs. rettet mod andre, men på grund af begær fører socialiteten til en kamp mellem mennesker, hvilket betyder, at uden anerkendelse går mennesket i stå, da det i bund og grund er anerkendelsen der gør det til hele mennesker. Det er også det, der dybest set driver os til at hævde os selv over for andre. Det menneskelige samværs indbyggede konflikter kan kun afdæmpes og samordnes, hvis der findes nogle socialt og moralsk set acceptable spilleregler – såkaldte sædelighedstilstande. Det er så at sige ikke tilstrækkeligt kun at lave en samfunds- eller forfatningskontrakt: ”Det, der afslutte den farlige tilstand, hvor alle kæmper mod alle for at overleve, er altså ikke en mellemmenneskelig kontrakt; tværtimod er kampen moralsk medium, der fører fra en underudviklet sædelighedstilstand til en mere modent stadium af sædelige forhold […] Et individ er kun i stand til helt at identificere sig med sig selv i den udstrækning dets egenskaber og særegenheder møder opmuntring og støtte fra dets sociale interaktionspartnere […] Udgangspunktet for Hegels model er den spekulative tese, at dannelsen af det praktiske jeg forudsætter en gensidig anerkendelse mellem subjekterne. Først når begge individer gensidigt har bekræftet hinandens selvstændighed, kan de hver især opnå en forståelse af deres autonomt handlende og individualiserende jeger”. Det er jo ikke ligefrem en tekst for pigespejdere, men det der ligger i det, er, at det ikke er tilstrækkeligt at en person er erkendt af omgivelserne, men at det er anerkendt for sin individuelle anderledeshed. Det er det, der giver det enkelte menneske så stor en selvagtelse og selvværd, at det kan spille positivt sammen med sine omgivelser. For økonomer er dette særdeles interessant, for det er ofte det, der først bliver krænket med menneskers kontakt med det offentlige system. Her bliver medmenneskelig hjælp til social klientgørelse, pga. at systemets økonomiske rationaler koloniserer livsverdenens opfattelse af det gode liv. Det hele menneske bliver omdannet til normtal, resultatkontrakter og bundlinetænkning i stedet for indføling og anerkendelse. Det gælder inden for ældreplejen, undervisning og arbejdsløshed – ja, inden for alle offentlige aktiviteter. Man bliver et nummer – uden selvstændig identitet, og mennesket bliver betragtet og behandlet derefter. Honneth kalder det krænkelse. Det er Honneths påstand, at mennesket ikke som mange økonomer og økonomiske teorier lægger op til, er et isoleret individ. Mennesket forudsætter faktisk andres anerkendelse for at kunne realisere sig selv. Uden anerkendelse intet selvværd. Kampen for anerkendelse bliver derfor det centrale for alle mennesker. Uden anerkendelse ingen velfærd, og det uanset hvilken økonomisk velstand samfundet frembringer. Honneth når med udgangspunkt i Hegels teoretiske konstruktioner frem et samtidig krav til tre fundamentale anerkendelseskrav: 1. Anerkendelse i venskabet, familien og kærligheden. Kærligheden skaber det mål af individuel selvtillid, som er en uomgængelig basis for en selvstændig deltagelse i det offentlige liv. Lige gyldig deltagelse i det offentlige liv må ikke forveksles med ligegyldighed over for borgeren. 2. Anerkendelse af individets og gruppens juridiske rettigheder. Denne form for anerkendelse baserer sig på almene politisk accepterede normer. Disse kan bl.a. opdeles i politiske deltagerrettigheder, i kulturelle og religiøse rettigheder og i sociale velfærdsrettigheder. Denne form for anerkendelse kan imidlertid lettest eftervises i sin negative form, dvs. når disse rettigheder ikke respekteres eller ligefrem krænkes. Dette kan i værste tilfælde føre til at personers og minoritetsgruppers selvværd og selvagtelse nedbrydes og forsvinder. Dette har især været synligt i den danske indvandrerpolitik, hvor man har udelukket visse indvandrere fra bestemte rettigheder, hvorved man indirekte siger, at man ikke regner med personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne til at indgå i det offentlige liv. 3. Anerkendelse af egne egenskaber og præstationer. Her er der tale om en samfundsmæssig anerkendelse af de værdier og egenskaber, den enkelte borger tilskriver sig selv. En anerkendelsesform der ikke kun er begrænset til vores egne men drejer sig om værdsættelse af den anden, også når den anden adskiller sig fra os. Det er det, der i moderne form kaldes for solidaritet, og som udtrykker alle menneskers ret til at forfølge deres egen vision om det gode liv for herigennem at realisere sig selv. Der har faktisk været mange kulturelle og historiske forandringer i anerkendelsesbegrebet hen over tiden. Således kan man fx se, at kvindernes retsstilling har forandret sig drastisk gennem forrige århundrede. På samme måde kan man se at mænds retsstilling ikke har været uforandret i forbindelse med skilsmisser. Ligeledes har man set store ændringer i de homoseksuelles retsstilling. Kampen for anerkendelse er den motor, siger Honneth, der giver samfundets udvikling dynamik såvel som i folks mulighed for selvrealisering. Anerkendelsen udgør så at sige det basale moralske grundlag for samfundsudvikling og -kritik. Fravær af anerkendelse, dvs. krænkelser, kan efter Honneths opfattelse føre til både personlighedstab, lidelser og personlige skader. Honneth er selv overbevist om, at en manglende indsigt i og erkendelse af menneskers fundamentale anerkendelsesbehov formuler: ”en moralsk logik for sociale konflikter”. Et forhold økonomer nok bør skrive sig bag ørerne inden at de bidrager med at opstille rationelle samfundsmodeller, der dybest set ikke værdsætter/anerkender folk, der på forskellig måde ligger samfundet til byrde. Arbejdsløse der bliver betragtet som dovne, da de alene spekulerer i for høje dagpengesatser. Indvandrerne der er for religiøse til at finde ud på arbejdsmarkedet. Unge der er for sløve til at stryge igennem uddannelsessystemet. Ældre der ikke viser tilstrækkeligt samfundssind fordi de ikke blive på arbejdsmarkedet til de segner. Jo, man italesætter krænkelserne, som i det moderne samfund findes i mange former og varianter. Bogen slutter af med en opfordring til at omsætte teorien om anerkendelse til en kamp for forandringer: For så vidt disse indholdsbestemte værdier peger i retning af politisk republikanisme, en økologisk begrundet askese eller en kollektiv eksistentialisme, samt hvorvidt de forudsætter forandringer i de økonomiske og sociale omstændigheder eller forbliver forenelige med et kapitalistisk samfunds betingelser – dette er ikke længere en sag for teorien, men for de sociale kampes fremtid”. Med disse ord skal bogen varmt anbefales til alle Samfundsøkonomens læsere. Den vil med garanti give stof til eftertanke.