Jagten på morderne stopper aldrig - Genåbnede danske kriminalsager

Allan C 29/04/2024

spændende

Nicole Z 26/11/2021

Behagelig lytning med en god oplæser.

Marina N 22/08/2021

Spændende og indsigtsrig værd at læse og høre

Anonym 25/08/2020

super spændende fra start til slut

Camilla Mader Laugesen 13/03/2018

Mange kriminalsager har i korte eller længere perioder været henlagte, enten fordi at beviser, eller spor efter forbrydelserne, har været utilstrækkelige. Morderen kan også have være så durkdreven at forbrydelsen har været perfekt – næsten Sæbefabrikant Philipsen troede han havde begået den perfekte forbrydelse, og gjorde store anstalter for at skjule mordet på inkassator Johan Meyer. Efter mordet smider han liget i en tønde med læsket kalk og får ovenikøbet en medarbejder til at hjælpe sig med at få tønden sendt til New York, hvor tønden står på havnen i lang tid. Både afsenderadresse og modtageradresse er fiktive. Så havnearbejderne har ikke vidst hvad de skulle gøre ved den På grund af en meget ihærdig politiopdager bliver Philipsen forhindret i at forsvinde. Han bliver anholdt på vej til Sydafrika, om bord på at skib. Året er 1890 og dengang var opklaringsarbejde lidt specielt. Da mordofret kommer retur til Danmark, er det morderen selv, der bliver sat til at identificere sit offer. En plejemor fra et børnehjem for små drenge blev anklaget for mord på et af sine plejebørn. Drengen var i første omgang blevet erklæret død af den praktiserende læge på børnehjemmet. Dødsårsagen var ifølge ham en blodprop og blev karakteriseret som en naturlig dødsårsag Men da drengens mor senere gik til politiet med mistanke om at blodproppen ikke var den reelle dødsårsag, at plejemoderen ikke var helt uskyldig, rullede sagen. Det blev en af de mest spektakulære sager i dansk kriminalhistorie Indtil omkring 1900 tallet var identifikation af forbrydere ikke så præcist. Men nu begyndte der at komme skred i denne proces Man opfandt en omfattende identifikationsmetode, som man brugte overfor mistænkelig personer og forbrydere. Man målte alt på personen, og skrev det ned til allermindste detalje ansigtet – øjne, øjenfarve, hovedets facon, tatoveringer, hårfarve o. lign. Og man ligeledes fik indført forbryderbilledet, som man kender det i dag. Man fik oprettet en arbejdsstation så tæt på forbryderne som muligt – en fængselscelle, og fangerne blev simpelthen sendt ned til “målerne” De indsatte vænnede sig til at skulle ned til målerne. Dette blev efter nogen tid dog kritiseret, for hvad hvis de målte forkert ? Det egentlige gennembrud kom, da man fandt ud af at arbejde med fingeraftryk. Politiet har i mange sager op gennem årene enten får mange henvendelser med vidneberetninger og ledetråde til pågribelse af voldsmænd o lign. Eller også ingen overhovedet. I en sag om en forsvundet og kvalt lille pige i 1940’erne rene kom der hele 1700 henvendelser, plus et par seancer med synske medier – man kan så også få alt for meget hjælp ! Denne bog beskriver kriminalsager der har været opgivet, og taget op igen. Nogen af dem, rigtig mange år efter første forbrydelse. Enten fordi der pludselig melder sig et nyt vidne, eller også at forbryderen har gjort noget lignenden igen. Opklaringsarbejdet bliver beskrevet godt i bogen, udviklingen fra de tidlige målinger af fangerne til dagens meget præcise DNA-metode. Er man til autentisk politiopklaringsarbejde er Frederik Strands bog helt klart værd at bruge tid sammen med. Han beskriver sagerne meget grundigt, og det er tydeligt at han har brugt en masse tid på research. Mordsagerne er beskrevet i kronologisk rækkefølge, hvilket gør det nemt for læseren at følge udviklingen indenfor politiets arbejde. Man bliver ligeledes præsenteret for efterforskere i “gamle dage” der var utrolig ihærdige, som nok var deres stærkeste våben, idet teknologien ikke var så fremskredet. Det eneste minus er nok at naturligvis er mange af historierne nok nogen man kender noget til i forvejen, idet Danmark jo er et lille land og der er grænser for hvor mange spektakulære historier vi har haft op igennem tiderne.