Indre by

Anonym 21/02/2018

Udmærkede korte fortællinger, måske lidt til den homogene side - det er meget den samme type personer, der går igen i de enkelte historier, men fint sammenvævet.

Michael F 35 04/02/2016

Det lille, næsten ubetydelige og ikke-eksisterende, jordskælv, der ramte København d. 6. august 2012, danner ramme for 18 fortællinger i Jeppe Krogsgaard Christensens Indre by, som på trods af genrebetegnelsen »roman« ikke (skal) læses som en roman. Det samme gælder Åben himmel (2014), som Indre by er en selvstændig fortsættelse til. I begge romaner er der mange personer og skæbner at holde styr på i modsætning til den gængse roman, hvor handlingen er centreret om én person. Således introduceres der i hver fortælling (betitlet efter hovedpersonen i den) – eller novelle, om man vil – en ny person og en ny stemme. På de 200 sider romanen varer, når vi blandt andet at høre om frisøren Lisette, hvis forretning kun er gået ned ad bakke, siden den dag kvinderne – takket være Carmen Curlers – “blev deres egne frisører”. Om VUC-eleven Xenia, der ved en fejl et sender et fem sider langt digt (“jeg er krateret foran tivoli / jeg er to billetter til Justin Timberlake” m.v.) til sin lærer, som i irritation over Xenias manglende aflevering slet ikke opdager dennes åbenlyse talent for at skrive. Om sproglæreren Jack, der bliver rig og berømt for sine foredrag, hvor han plæderer for, at brugen af ‘men’ undlades for i stedet at anvende ‘og’ (“så ville tilværelsen måske komme til at stå i et andet lys, måske endda forandre sig til det bedre”). Og om fotografen Lars, der arbejder for en ejendomsmægler og er i gang med at tage billeder af en lejlighed på Frederiksberg tilhørende kunstneren Inger Ekelöf. Hende, Inger Ekelöf, stiftede undertegnede – og andre læsere – for første gang bekendtskab med i Åben himmel, og således er der flere fortællinger, som peger frem og tilbage og væves ind i hinanden. Det er rigtig godt tænkt og eminent udført. Krogsgaards persongalleri går på tværs af køn, alder og social baggrund og er tilpas varieret til, at man også – og med al ret – kan kalde Indre by for et portræt af København og københavnerne anno 2012. Til tider fremstår fortællingerne dog lidt for flygtige og fragmentariske, hvilket både er en styrke og en svaghed: En styrke, fordi der er skåret ind til benet, og kun det allermest nødvendige står tilbage; en svaghed, fordi personskildringerne nu og da bliver for tynde, og fordi der ganske enkelt er for lidt “at komme efter”, for lidt historie til at læseren engageres. Sproget er der imidlertid intet at udsætte på: Krogsgaard synes at have legende let ved at skrive og gør det med sikker hånd, i et lydefrit og til tider klædeligt lyrisk sprog. Så vidt vides er bøgerne om København og københavnerne tænkt som en trilogi, og allerede nu ser jeg frem frem til at læse om flere københavnerskæbner og se, hvilken begivenhed der kommer til at udgøre omdrejningspunktet i tredje og sidste bind.