Identitet

Benedicta P 02/12/2009

Oplevelse af identitet - identitet spændt ud mellem moralfilosofi og psykologi I en tid hvor forbrugerkapitalismen er stakåndet og det hyper-moderne menneske udfordres på sin selvforståelse, bliver emnet identitet interessant på nye måder. Svend Brinkmann, professor i psykologi på Aalborg Universitet siden 1. februar 2009, har i sin forskning og sine ph.d.-studier beskæftiget sig med hvordan det moderne menneske fortolker sit liv ind i en psykologisering af dets verdensopfattelse. I bogen Identitet – Udfordringer i forbrugersamfundet sætter Brinkmanns også filosofi – især moralfilosofien på arbejde. Identitet bliver problematisk, når man mangler den – eller når livet i storbyens anonymitet med adskillelse af privatliv og arbejdsliv bliver hverdag for de mange. De fleste diskussioner af identitet som fænomen og begreb har fundet sted i forlængelse af industrialiseringens modernisering af samfundet. Identitet er her knyttet til individets indre eller private liv og overvejelserne handler om, hvorvidt identitet er noget man har eller det man gør? Symptomer på manglende indre sammenhæng er for eksempel neurosen. Globalisering rejser nye diskussioner og udtryk som ’situid’ eller ’trajekt’ kommer i brug. ’Situid’ er betegnelsen for mennesket i evig bevægelse og udvikling med en flydende identitet knyttet til den aktuelle situation. ’Trajektet’ henviser også til mennesket i bevægelse, som en rute i et imaginært landskab, her en livsbane – trajektorie, der kan genfortælles i livshistorier. Identitetsbegrebet udfordres også af psykologien selv. I dele af den moderne hjerneforskning tilskrives hjernen determinerende egenskaber, som i bund og grund kun giver mening, hvis de tilskrives organismen eller personen. Det kaldes den mereologiske fejlslutning. Det moralske selv Svend Brinkmann fremskriver i Identitet en identitetsforståelse som knytter individets selvforståelser og refleksioner over et ’selv’ til moral. At være en ’nogen’ er også altid at indgå i et fællesskab der allerede eksisterer - forud for den enkeltes ankomst, et fællesskab der bygger på værdier og moral. Livet leves inden for en moralsk orden, som individet ikke er ophav til. Den canadiske filosof Charles Taylors tænkning ligger som en ledetråd i bogen. For ham er identitet defineret ved de forpligtelser og identifikationer, som danner ramme eller horisont inden for hvilken individet kan bestemme – fra sag til sag – hvad der er godt. Det betyder at identitet ikke skal forstås som det vi er, men snarere som det vi gerne vil være – inden for en moralsk horisont. Dette moralske syn præger Brinkmanns identitetsforståelse og står i kontrast til den æstetisering af identitet, som gennemsyrer oplevelsessamfundet, hvor identiteten kobles til kroppen og de mulige oplevelser i øjeblikket. Udgangspunktet er hermeneutikken, dvs. fortolkningslæren. Livet er det rene biologi – indtil det fortolkes, skriver den franske filosof Paul Ricoeur. Identitet er det fortolkelige og forudsætter at begrebet og fænomenet findes inden for fortolkningsrammen og –horisonten, dvs. at der forudsættes et personbegreb, en fortolkningspraksis og et historisk fundament. Med denne tilgang bliver identitet aldrig et individualistisk projekt, men altid en del af en kollektiv praksis i en given tid. Der skal være noget ’at leve op til’, så problemer med identitet ikke forstås som et personligt anliggende men som et spørgsmål om tilhørsforhold. Med andre ord: Man skal kunne finde og være sig selv – og samtidig udvikle sig selv, skriver Brinkmann. Overensstemmelse og sammenhæng Svend Brinkmann bruger begrebsparret kohærens og korrespondens til at beskrive den vellykkede identitetsdannelse med. Tilværelsens korrespondens handler om, at individet etablerer overensstemmelse mellem sine egne og de fælles værdier. Tilværelsens kohærens berører den sammenhæng individet skaber i sit liv over tid, hvis det konstant mødes med en fordring om at forandre sig, for eksempel i forbrugerismens krav om konstant overskridelse i jagten på unikke oplevelser. Det gælder altså om at genkende sig selv i fortolkningsfællesskaberne og forstå deres historiske udstrækning. Udfordringen fra vores (for)tids form for kapitalisme er både statens og arbejdslivet invasion af personligheden. Det moderne kompetencemenneske skal både være terapeut og empatisk, selvstændig, selvledende og skal kunne indgå i dialoger, skriver Brinkmann. Man skal have ”lyst til faglig og personlig udvikling” samtidig med at denne kapitalisering af det emotionelle liv hægtes op på individet, specielt når det mislykkes. I ’gode gamle dage’ skete selvrealiseringen som reaktion på ’systemet’. I dag er selvrealisering et krav fra selv samme system. Identitet er blevet vareliggjort, og Svend Brinkmann henviser til en citatstump fra en radioudsendelse i en periode, hvor det diskuteres hvordan man får de sidste arbejdsledige i arbejde. En person i æteren omtaler en af samfundets hårdest trængte, nemlig en hjemløs som manglende ’selvtillid og tænder’! Begge ting findes der råd for: Der er coach til det første og tandlæger til det sidste. Krop vs. refleksion Men hvad skal man stille op, hvis værdierne og etikken ’bor’ i tidsånden? Svend Brinkmann beskriver i bogens afslutning netop forbrugersamfundets centrale værdi som jagten på den gode, intense, spændende og udviklende oplevelse og etikken som et spørgsmål om at opleve sine rettigheder til at begå sig i oplevelsesdomænet opfyldt. Hvad sker der, når identitet og oplevelse af identitet flyder sammen? Hvordan skelner man mellem identitet og oplevelse af identitet, dvs. mellem refleksion over identitet og kropslig forankret identitet? Realiseringen af en vellykket identitetsdannelse, hvor kohærens og korrespondens fungerer, er vel noget, der optræder i momentet – eller findes der et metaplan, hvorfra værdier og etik i nuet’s historisering af selv samme kan diskuteres og kritiseres? Vil det ikke blot være en fortsættelse af den pointillisme, som den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman ifølge Brinkmann kendetegner vores tid ved, nemlig en forherligelse af nuet, hvilket igen hindrer muligheden for kontinuitet i det levede liv og fælles fodslag i værdiantagelserne? Hvordan finder vi de ’rigtige’ værdier at koble os på og hvordan fortæller vi den ’gode’ livshistorie? Brinkmanns svar er – som jeg læser det – at vi i højere grad skal fokusere på fortolkningstraditioner i stedet for at kræve af hinanden, at vi skal finde sandheden om ’hvem vi er’ som et individuelt indre anliggende. ’Hvem vi er’ ses bedst i de historiske udviklingslinier. Det endelige spørgsmål er, om Brinkmanns identitetsteori retter sig mod analyse af en epoke - eller tilbyder sig som et refleksionsrum for det identitetssøgende menneske, der er ramt af tidens krav om foranderlighed og acceleration. Bogen om identitet i forbrugersamfundet henvender sig primært til folk, der beskæftiger sig med psykologi, sociologi, filosofi, uddannelse og pædagogik. Læserne får en flot og ubesværet gennemgang af relevant filosofi, sociologi og psykologi. Bogen er også et værdigt og bredt favnende bidrag i debatten om identitetsbegrebet og de former for ondt, det moderne mennesker oplever, når identiteten ikke vil lykkes, nemlig depression og stress. Den giver inspiration til at deltage i debatten.