I Love Dick

Natasja C 14/01/2018

Holdt kæft, hvor den ramte mig! Da jeg købte bogen var jeg i den tro, at det ville være humoristisk fiktion, så da jeg begyndte at læse og opdagede, at det i virkeligheden var en intellektuel, semi-autobiografisk brevroman, blev jeg slået lidt ud af kurs, men der gik dog ikke længe, før Chris Kraus havde fanget mig med sit smukke sprog, sin hudløse ærlighed, sin skrøbelighed, sin åbenhed og med sine interessante og tankevækkende essays om kunst, feminisme og kærlighed. Man skal ikke lade sig skræmme, for der er utrolig meget at hente i dette værk, der rørte og underholdte mig i meget stor grad. En klar anbefaling herfra.

Anonym 03/11/2016

en utrolig spændene bog som udfordre men sammentidig også er meget underholdene

Marie F 30/03/2017

Forventningerne til denne bog har været tårnhøje. Bogen er blevet kaldt "Den bedste bog, der er skrevet om mænd og kvinder i det 20. århundrede" af The Guardian og flashed på diverse sociale medier af blandt andet Lordy, Lena Dunham og Emma Holten. Meget kort handler bogen om parret Chris og Sylvére, der efter en middag med Dick vælger at overnatte hos ham pga. dårlig vejr. Da de vågner næste dag, er Dick væk, hvilket leder Chris's tanker hen på et konceptuel knald. Dette udvikler sig langsomt til en besættelse af Dick fra Chris side, og parret begynder langsomt at skrive breve til Dick, som aldrig afsendes. Brevene udvikler sig til en blanding af dagbog, bekendelse, autofiktion, kunstkritik, og samfundsanalyse. Dette trekantsdrama bliver langsomt til at blive mere og mere bizart, indtil det ender med et brag på sidste side. "Din manglende respons på beskeder gør din telefonsvarer til et blankt læred, som vi kan projicere vores fantasier op på" Personligt synes jeg at det er forkert at kalde bogen "Den bedste bog, der er skrevet om mænd og kvinder" For det er ikke en bog der handler om mænd og kvinder som de er flest, men om en intellektuel og velprivilegeret gruppe. Det er ikke fordi bogen ikke er vigtig, det er den, men bare ikke lige vigtig for alle. "Dick flirter med hende, hans umådelige intellekt strækker sig ud over postmodernismens retorik og gloser og røber en fundamental ensomhed, som kun hun og han kan have tilfælles" Min egen læseoplevelse med bogen er en smule blandet. Bogen er fyldt til randen med intellektuelle henvisninger og tanker, hvilket i længden virkede en smule trættende på mig. Jeg havde en mindre læsekrise halvvejs i bogen, hvor jeg bare havde fået nok af alle de lag og al den intellektuelle snak. På den anden side ser jeg også bogen som en blomster mark, hvor jeg kan plukke en fin bukket med smukke tankevækkende citater og historier til at sætte mit liv i perspektiv. "At eksistere i steder for at være eksistentialist, at lave objekter istedet for at være et. Måden, mit smil bare stråler på, måden, jeg nipper til min te på. " Selve setuppet bag bogen har jeg det lidt svært med. Det er måske en smule urimeligt at lade alt sexisme og strukturel undertrykkelse personificere igennem en mand, særligt når vi ikke har at gøre med en fiktionel. Samtidig føler jeg også der ligger en tanke under bogen, at bare man er en klog kvinde, så kan man tillade sig alt og hvis det ikke går som man vil, så må det jo være kvindeundertrykkelse der spiller ind. Jeg ved godt at det ikke er helt politisk korrekt at sige om denne "feministiske helt", men det er den indstilling jeg synes Chris har. Det kan godt være hun ikke bliver behandlet godt af Dick, men hun behandler ham heller ikke ligefrem strålende. Jeg har svært ved at forholde mig til hende som karakter. På den anden side kan jeg sagtens se fidusen i at bogen forsøger at udfordre vores billede af hvad en kvindelig hovedrolle er. At hun ikke nødvendigvis skal være finpudset og from, men et sammensat individ. Jeg har bare ikke rigtig nogen sympati med Chris, jeg afskyer hende faktisk en smule. Men måske er det pointet? Det kan jeg ikke helt gennemskue. Det er virkelig en bog jeg ville ønske jeg havde læst i en læseklub, for der er så mange paradokser og lag jeg gerne vil have diskuteret og hørt andres meninger om. "Men i ny og næ dukkede den foruroligende tanke dog op til overfladen, at et par uden sex nærmest slet ikke er et par." Da I Love Dick udkom i 1997 druknede den efter sigende i sladder omkring den rigtige "Dick". Nu, godt tyve år efter, anses bogen som et nyere feministisk hovedværk. Dette er i sig selv interessant, da det viser noget om den udvikling der er sket på området. I love Dick falder ind under hvad mange vil kalde fjerdebølge feminisme, som arbejder med at skubbe grænser for hvordan en kvinde kan udtrykke sig offentligt. Derudover indeholderen også flere observationer om en kvindes rolle i ægteskabet med en mere anerkendt mand. Uanset hvor mange film og hvor dygtig en redaktør Chris er, vil hun altid være Sylvére ledsager. Hver gang Dick besvare hendes breve eller opkald, er det igennem hendes mand. I gennem bogen forsøger Chris at frigøre sig fra alt dette, med mere eller mindre drastiske metoder. Bonus: I maj er der præmiere på en tv-serie der basere sig på I Love Dick på Amazon. Emme Holten har skrevet et super godt og spændende efterord til I Love Dick.

Pia B 06/04/2025

Latterlig historie, som ikke levede op til mine forventninger. Oplæser okay. Pia Birch

Ulla D 6 19/01/2018

Not really sure what to say about this book. I didn't like it much, left me mostly bored even though it did have a few great moments. I find the main character, Chris Kraus the author, very self-centered and whiny. I couldn't really relate much to her but do recognize her state of mind during this great infatuation with Dick. However, the way that she continues to strongly and relentlessly pursue a man who is so obviously not interested in her is hard to grasp. The main theme of the book centers around shame of rejection but it seems like a weirdly twisted form of shame that is sought out by the main character and purposely multiplied by her own actions. Almost like a study in shame; let's see how much we can rub it in and how toe curling it can get. And it gets quite painful! Is she seeking out pain and suffering in order to be inspired to write and create, which she does - and those essay parts about schizophrenia, acid, art, freedom fighters and travel, are certainly some of the more interesting writing in the book? Is she crazy? Is this whole story just a piece of performance art involving real people where few have actually signed on to participate? In any case, it's just not that interesting to me.