Hvordan kan vi

Simon B 17/10/2025

Det er en vild roman. Det er en ypperlig, begavet og enestående velskrevet bog. Det er en historie som lander smukt og stærkt mellem knoglerne, sindet og hjertet. Det er blod, smerte, glæde, vanvid, natur og kærlighed og den grænseløse ide om at stille spørgsmål ved sig selv, de andre og om at have smagt på den indre ild og holde den ved lige, så den aldrig går ud. Det er også en meget modig roman fordi den trækker på hovedstolen, Iben Mondrups eget liv, hendes barndom, ungdom, nutid, familie, kærester, mænd, sex, opbrud, sammenbrud, nedbrud, forandring, fremdrift og viljen til dristigt at blande det hele sammen, så vi ikke længere ved hvad der er op og ned, hvad der er digt og virkelighed. Det er også bogens styrke, at hun digter og skriver så fantastisk sanseligt og bruger virkeligheden til selv at blive en romanfigur – alle hendes personer er romanfigurer – og samtidig må vi tro og vide, at der også er en god luns af virkeligheden i dem vi møder og de historier der i rap præsenteres kapitel efter kapitel. Men det er skrevet så godt, stramt og overbevisende, at vi tror det er virkelighed. Jeg sidder med følelsen af at det må og skal være virkeligt, ønsker der er sandt og samtidig må man tage til efterretning af der står ROMAN på bogens omslag. For det er en roman (og virkelighed også) og det er hvad fremragende litteratur kan; holde os fast i et dramaturgisk og psykologisk greb, der griber og virker. Spændt ud på bristefærdige superstrenge af levet liv, erfaring, erindring og dygtigt skruet sammen, så vi forføres og næsten håber på at det lykkes vores forfatterego at klare livet og konflikterne, at komme igennem det hele, healet og at alt igen bliver godt og fattet. Vi har med en heltinde at gøre, ikke en som nedkæmper fremmede kanonstillinger, sprænger dæmninger i stykker, så vandet oversvømmer byer og veje eller trænger ind i regeringskontoret og slår diktatoren ihjel, men en heltinde med et indre naturligt gåpåmod om at blotte sig og sit indre, så vi gennem hende kan lære at forstå verden, os selv og den tid vi allerede har levet, vil leve i og kommer til at dø i. Og vi har et valg; vil vi udfordre os selv, leve, overleve og lære af de samlede erfaringer? Det er de spørgsmål og den fortælling, som på hver eneste side dukker op. Personlig blev jeg ramt af denne kvindelig romankarakter aka Iben, som hun også hedder i romanen, fordi jeg genkender de samme spørgsmål, den samme tid, de samme konflikter og jeg gætter på, at mange andre har stået overfor de samme udfordringer og muligheder, men spørgsmålet står tilbage: hvem tør springe ud fra klippen og se hvad der sker i faldet? Hvordan lander vi – på begge ben eller dør vi faldet? Det er det, som denne fantastiske kvinde af kød, blod, styrke, uro og stærk sanselighed gennemgår. Hun tager springet næsten hver eneste dag og man sidder og håber på at hun lader være og vi kan næsten heller ikke vente på at hun alligevel gør det – tager springet ned i sjælhavet og konflikterne for at opdage hvad der findes dér. Denne frygtløse hverdagskvinde som beslutter sig til at have mod til at gøre, sige, skrive og føle det højt og livsbekræftende, dét som de fleste af os ikke tør. Det er mesterligt og rørende smukt foldet ud. Det er sjældent man har lært så meget om at være kvinde, mand og menneske ved at læse denne bog. Iben Mondrup er et helt særligt stjerneskud af en forfatter.