Hvis det er

Dorrit D 09/09/2023

Super god

Anonym 18/07/2022

Igen en fantastisk bog af Helle Helle😘😎

Anonym 06/05/2019

Kedelig stil

Patrick L 4 20/03/2016

Det her er simpelthen noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Denne korte, elegante fortælling rummer så meget lys, så mange ekkoer. Jeg har set anmeldelser, som hævder, at romanen er kedelig, at den ikke handler om noget. Ganske vist er der ikke tale om nogen spændingsroman eller en krimi. Der er tale om en skrøbelig skønhed, der udfolder sig mere i læserens hoved end på siden.

Michael F 35 03/02/2016

Hvis det er er Helle Helles seneste roman fra 2014 om to løbere, en mand og en kvinde, der er faret vild i en skov – og i livet. Den ene hedder Roar og arbejder på et kontor kaldet Drop IT Shoppen, hvor han reparerer folks PC’ere. Kontoret ligger afsides, hvorfor kontakten med kollegaerne er begrænset. I det hele taget er Roar lidt af en ensom starut. Selvom det er ham, der er fortælleren, hører vi ikke meget om hans fortid. Måske, fordi der ikke er så meget at fortælle. Han er 48 år, men har stort set boet alene hele livet, og altid det samme sted, i Hundige. Imidlertid afsløres det hen imod slutningen af bogen, at der engang var en, der hed Grete, uden at han evner eller ønsker at gå i detaljer om forholdet. “Tiden er bare gået,” siger han. Da Roar møder den kvindelige løber, der næsten hedder Jens Vejmand til efternavn, i skoven, er han iført et par løbesko i to forskellige størrelser. Det er første gang, han er ude at løbe, mens Vejmand, der er ti år yngre, har løbet i næsten et år, hun har mistet 12 kg og så meget andet. Et stykke inde i romanen udfoldes hendes historie igennem Roar, og herfra krydsklipper romanen mellem de to løberes vildfaren i skoven og Vejmands fortid. Man skal, går jeg ud fra, forestille sig, at den kvindelige løber fortæller sin livshistorie til Roar i det shelter, hvor de har søgt ly, og at det er den, Roar refererer. Konstruktionen med en roman inde i romanen er et spændende valg, men knapt så vellykket. Bogens to dele er hver for sig eminent skrevet, men de hænger kun løst sammen. Vi hører om hendes omtumlede liv og omskiftelige tilværelse, hvor hun ustandseligt flytter fra by til by og fra job til job. Selvom det udefra kan se ud, som om hun har haft et mere interessant liv end Roar, minder de påfaldende meget om hinanden på ét punkt. Som Roar er hun heller “ikke i stand til at sige præcis, hvad årene ellers gik med.” Tiden er med andre ord løbet fra dem begge. Og så er vi tilbage ved et tilbagevendende tema hos Helle Helle: De såkaldte “jeg-svage” kvinder, der navigerer retningsløst gennem tilværelsen, lever fra dag til dag uden noget større perspektiv for fremtiden, og som i det hele taget ikke gør meget væsen af sig. Der er ingen som Helle, der kan skrive så godt om mennesker, der ikke ved, hvad de vil. Det særlige ved denne roman er, at det er den første roman fra Helle Helle, som har en mandlig jeg-fortæller, ligesom det er første gang en af hendes romaner foregår i Jylland. Det er anden gang, jeg læser bogen, og skønt den var bedre, end jeg husker den, er Hvis det er ikke forfatterskabets bedste bog. Det er, som om hun kun når halvt i mål denne gang. Alligevel er det en fin, lille bog, som fortjener at blive læst.

Lene Søgaard K 09/05/2015

Endnu har jeg med stor fornøjelse læst en sproglig perle fra Helle Helles pen. Endnu engang sad jeg med en fornemmelse af at komme under huden på helt almindelige mennesker. Og endnu engang nød jeg at blive væk i et langsommeligt og nærværende univers, som den direkte kontrast til nutidens nok så fortravlede liv.

Anonym 01/03/2015

Det er længe siden jeg har åbnet en bog for at læse den ud i et. Denne bog er på en måne meget banal og dog indeholder den så meget. Den rørte et eller andet i mig, kan ikke helt pege på hvad, men jeg kunne bare ikke lægge den fra mig igen. Og nu er jeg lidt skuffet over, at jeg læste den så hurtigt, for hvad skal jeg så nyde at læse i morgen? En bog jeg ikke glemmer med det samme.

Rasmus H 1 2 3 4 5 6 7 8 18/10/2014

Er det fair igen at give Helle Helle 5 stjerner for en roman? Ja, for det er umuligt for mig at  retfærdiggøre at give hende mindre, da hun mildest talt på ny har skrevet en virkelig god og  stilsikker bog, hvis nøgterne skildring af hverdagsliv med ensomhed og en underspillet - ikke desto mindre hjerteknusende - elendighed har efterladt mig med en stærk følelse af at være kommet meget tættere på to fiktive liv, hvis eksempler har en lille rod i os alle.  "Dette burde skrives i nutid" står stadig for mig som mesterværket, men denne fortjener ligeledes topkarakter. 3 års ventetid var absolut det værd, og denne bog vil fra min side af blive læst igen og igen. 

Lars P 07/10/2014

Som altid er forventningerne skyhøje, når Helle Helle begår en ny bog. Forventningerne til "Hvis det er" var ingen undtagelse, og måske var de også for høje. Helle Helle er mester i hverdag og almindelighed. Hun kan skrive bøger og noveller om dagligdagen og ganske almindelige kedelige ting, så man hører englene synge. Men når hun bevæger sig udenfor hverdagen, forstummer englesangen ligesom lidt, og det bliver bare en smule mærkeligt i stedet. Roar fra Hundige er på kursus i Nordjylland et sted. Han tager en løbetur i en af de store skove - og farer vild. Det samme gør sig gældende for en kvinde han møder i skoven. Det er efterår, det er koldt, der er ikke dækning på telefonen, det er ved at blive mørkt og de har ingen idé om hvordan de kommer ud af skoven. De tilbringer natten i et shelter i skoven et sted, og kvinden fortæller sin livshistorie. Roar siger ikke noget. Han er der bare. To vildfarne sjæle mødes, og mærkelig musik opstår. Den klart stærkeste del af bogen, er kvindens livshistorie. Her finder vi ind i den hverdag der er hendes, og det er tydeligt at Helle Helle er på hjemmebane. Alle de småting som vi er tilbøjelige til at glemme, fordi de er så almindelige, får et eget liv, uden at de gøres til mere end de er. Der er ingen overflødige ord, og meget af handlingen foregår mellem linjerne i læserens hoved, fordi vi kan relatere til det. De afsnit af "Hvis det er" der foregår i skoven, shelteren og senere i et udhus, er ligeså velskrevne som resten af bogen, men handlingen mellem linjerne udebliver i nogen grad. Fordi det er for underligt, og fordi jeg som læser ikke har noget fra mit eget liv der viser handlingen for mit indre blik. Jeg kan ikke relatere til det skrevne. I mine øjne står "Rødby-Puttgarden" stadig som det absolut bedste af Helle Helles værker. "Ned til hundene" var en tand for underlig, og i "Dette burde skrives i nutid" var Helle Helle tilbage i det hun gør bedst. "Hvis det er" virker som et forsøg på at blande det hele, og det fungerer bare ikke rigtigt. Jeg fandt aldrig ind i bogen, og efter sidste side sad jeg lidt med en "nå..." fornemmelse. Men næste gang Helle Helle sender noget på gaden, er jeg klar igen. Hun har tidligere vist at hun er en af dansk litteraturs store mestre, så jeg venter tålmodigt.