Hvem kan gøre en dukke fortræd?

Lars P 26/08/2017

Han har gjort det igen, Sten Jacobsen. I 2016 debuterede han med novellesamlingen "Blind trappe", der var en samling pudsige og skæve fortællinger. "Hvem kan gøre en dukke fortræd?" er også en samling pudsige og skæve fortællinger, denne gang med overgangen fra barn til voksen som tema. Og jeg kan lige så godt sige det som det er: det er virkelig godt! "Hvem kan gøre en dukke fortræd?" består af 11 korte noveller, hvor hovedpersonerne er børn i lige netop den alder hvor de begynder at gå fra at være børn til at være voksne. Novellerne handler om hvad der sker med disse børn i forandringens spæde start, ikke så meget hvordan deres kroppe forandrer sig, men mere hvordan de forandrer sig som mennesker. Hvordan de begynder at tænke anderledes, hvordan piger holder op med at lege med dukker og hvordan drenge begynder at interessere sig for piger, uden at nogen af dem helt forstår hvorfor. At teenagere er "under ombygning", og derfor ofte lettere utilregnelige, er de fleste voksne nok klar over. Dels fordi vi selv har været der, og dels fordi nogle af os har/har haft børn i den alder. Jacobsen understreger børnenes mærkeligheder ved at skrive novellerne som mærkelige historier. Ikke sådan at det virker kunstigt og påtaget, tværtimod. Uanset hvor underlige novellerne måtte være, så er de troværdige fordi der ikke bliver gjort noget ud af at de er underlige. Det er bare sådan det er, og det er bare sådan det er med børn der tager de første famlende skridt ind i voksenlivet. Som i "Blind trappe", flyder sproget også i "Hvem kan gøre en dukke fortræd?" let og uhindret, uden at være opstyltet og give indtryk af at ville meget mere end det kan bære. Det fungerer bare, og det fungerer rigtig godt. Da jeg læste den sidste novelle, "Fisken", der også er den længste, tænkte jeg at dette så var novellen der var undtagelsen der bekræftede reglen. For den var mærkelig. Som i virkelig mærkelig. Men efterhånden som jeg kom længere ind i den, gav den mere og mere mening, og efterlod et meget smukt billede af en dreng der blev til en mand. Denne novelle var den mest poetiske af dem alle, og stak lidt ud i forhold til de øvrige 10, og det gav god mening at slutte med den. Sten Jacobsens små novellesamlinger gør ikke meget væsen af sig. Det er små, ret tynde bøger, men det skal man ikke lade sig narre af. Der er meget mere indhold end der er sider i bøgerne. Har du ikke tidligere stiftet bekendtskab med forfatterens værker, kan jeg kun opfordre til at kaste dig over dem. Om du læser "Blind trappe" eller "Hvem kan gøre en dukke fortræd?" først, er underordnet. De er hver især enestående værker, der sagtens kan bære sig selv.