Give Me Winter, Give Me Dogs

Claus O 04/07/2025

Anmeldelse af Kenn Harper Give Me My Winter, Give Me My Dogs Af Claus Oreskov – formand for Knud Rasmussen Selskabet Kenn Harper’s Give Me My Winter, Give Me My Dogs (2024) er et velkomment nyt bidrag til litteraturen om Knud Rasmussens store 5. Thule-ekspedition (1921–24). Bogen adskiller sig fra langt størstedelen af den omfattende 5.Thule-litteratur ved at lægge vægten på, hvordan ekspeditionen og dens medlemmer blev set af andre — især af inuitter, som mødte eller på anden vis kom i kontakt med ekspeditionen, og af senere generationer. Hvor Knud Rasmussen i sine egne værker i forvejen i høj grad lod informanterne komme til orde og ofte transskriberede lange fortællinger og samtaler, er Harpers projekt et andet: han har med en minutiøs gennemgang af dagbøger, breve, avisartikler, utrykte rapporter og mundtlige traditioner fundet kommentarer og udsagn om ekspeditionen og dens medlemmer, som ikke tidligere er samlet. Det gælder fx betragtninger om forholdet mellem Rasmussen og hans grønlandske deltagere, om de canadiske inuitters førstehåndsindtryk af ekspeditionens metoder, og små erindringsglimt som knytter sig til konkrete steder og situationer. Harpers bog gør også meget ud af at understrege, at inughuit og grønlandske deltagere ikke blot var hjælpere eller tolke, men helt centrale dele af ekspeditionen. Dette er for så vidt ikke nyt — det understregede Rasmussen selv ofte — men Harper giver det en særlig vægt ved at fremdrage endnu flere konkrete situationer og personportrætter. Et andet væsentligt tema i bogen er den grundige, men let tilgængelige redegørelse for ekspeditionens videnskabelige resultater — ikke kun inden for etnografi, men også i lingvistik, zoologi og især arkæologi. Her viser Harper bl.a., hvordan Therkel Mathiassen gennem sine udgravninger ved Naujan og på Southampton Island kom til at formulere den tese om en migration af inuit fra vest (Alaska og Canada) mod øst, som siden blev grundlæggende for forståelsen af arktisk forhistorie. Harper pointerer dog også, at dette ikke var et synspunkt, som ubetinget blev delt af alle ekspeditionens deltagere, og han belyser den interne faglige diskussion, som ofte forsimples i populær fremstilling. Det, som i sidste ende gør Harpers bog særlig, er den systematiske indsamling af spredte udsagn og vurderinger, som giver os et billede af, hvordan ekspeditionen blev opfattet udefra og bagud i tid — fra inuits egne mundtlige traditioner til senere arktiske forskeres og lokales kommentarer. Det giver ikke nødvendigvis et dramatisk nyt billede af ekspeditionen som sådan, men tilfører en mangfoldighed af stemmer og nuancer, der sjældent stilles så systematisk sammen. Konklusion: Kenn Harper leverer med Give Me My Winter, Give Me My Dogs et sobert og kildekritisk supplement til de klassiske fremstillinger af 5. Thule-ekspeditionen. For både historikere, antropologer og andre med interesse for arktiske ekspeditioner tilbyder bogen en rig mosaik af røster og vinkler, som uddyber og nuancerer billedet af ekspeditionens videnskabelige og menneskelige dimensioner.