Forfølgerne
- Format
- E-bog, ePub
- Dansk
- 320 sider
Normalpris
Medlemspris
Kan streames i Saxos app
Som medlem hos Saxo kan du læse e-bogen i Saxos app med det samme
Beskrivelse
I Magasins undertøjsafdeling får Julie øje på kvinden der ødelagde hendes liv. Hvad skal hun gøre? Lade som ingenting? Eller følge efter hende, hævne sig på hende - hævne sig fordi hun stjal Julies mand?Samme aften er der vejfest i et villakvarter uden for København. De fire naboer, Julie, Beatrice, Asger og Casper kender ikke hinanden særlig godt, men ender ved samme bord. Og ud på de små timer betror Julie dem pludselig at hun har brugt dagen på at følge efter den kvinde der ødelagde hendes ægteskab. Og hun fotograferede hende. Mens hun havde sex med en fremmed mand inde i et prøverum. Julie viser de andre billedet. Alle er i oprør. Manden er ikke en hvilken som helst mand. Og hvad vil Julie bruge billedet til? Julie forsvarer sig: "Se på jer selv. Kender I måske ikke en person som I har lyst til at forfølge? En fra fortiden -en der har gjort jer ondt?" Ordene får lov at hænge i luften. De er nemme at afvise. Men ikke nemme at få ud af hovedet.FORFØLGERNE er en historie om fire helt almindelige mennesker, der hver især indleder forfølgelsen af et andet menneske Hemmeligheder dukker op, løgne bliver afsløret, skandaler ruller. Men hvad er det egentlig de leder efter? Hvad stiller de op med deres ny viden? Snart er de viklet ind i et net af intriger. Og muligheden for at trække sig ud, forsvinder i takt med at en uhyggelig sandhed langsomt begynder at åbenbare sig Forfatterne: A.J. Kazinski er pseudonym for forfatter og tidligere filminstruktør Anders Rønnow Klarlund og forfatter Jacob Weinreich. A.J. Kazinski har tidligere udgivet de internationale bestsellere Den sidste gode mand(2010) og Søvnen og døden (2012). Den sidste gode mand fik Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom 2010 og den prestigefyldte franske pris, Prix Relay, i 2011.Fil størrelse: 1125 KB
Detaljer
- SprogDansk
- Sidetal320
- Udgivelsesdato08-05-2014
- ISBN139788740016321
- Forlag JP/Politikens Forlag
- FormatePub
- Udgave1. e-bogsudgave
Anmeldelser
Niels T 28/03/2024
Det mangler bare at Moesgaard også har en hemmelighed og forfølger nogen i sin fritid, så er hele pladen fuld.
Janne R 18/05/2022
Har nu hørt 4 timer og giver op. Har elsket alle tidligere bøger og glædede mig til denne, men er ved at kede mig ihjel.
Lise J 10/01/2022
Lidt af en cliffhanger til sidst!
Tina N. Thrane 25/07/2014
Efter at have læst bogen helt til ende sidder jeg med en lidt tom fornemmelse. Der er ting i bogen som er fuldstændigt urealistiske - ting jeg vil mene slet ikke kan lade sig gøre i det virkelige liv. vil ikke gå i detaljer med tingene som skrives i bogen, da de tidligere anmeldere har gjort dette, men jeg vil gerne sige, jeg synes det er en del rodet læsning. Man springer frem og tilbage til personer, nutid, datid og det kan godt forvirre lidt. Det er ikke en topdollar spændende bog, men tidsfordriv som man faktisk hurtigt glemmer igen. Jeg er selv offer for en stalker - en som jeg datede i 2 måneder - men som ikke var enig da jeg mente vi ikke skulle ses mere. Det har stået på i 7 år nu, men er på retur. Jeg kan på ingen måde sidestille noget af min egen historie med dette, men man skal passe på med at lege med et så farligt og massivt ødelæggende emne. Hvis der kommer en fortsættelse, behøver jeg på ingen måde læse den.
Hanne J 1 19/11/2016
Hanne. Den absolut dårligste af Kazinskis bøger.
Anonym 15/09/2014
Uh det var godt nok en skuffelse. Læste side efter side i håb om at der da snart måtte ske noget. Det gjorde der ikke.
Helle2 27/06/2014
Et tilfældigt møde, et hurtigt snapshot, en ”våd” vejfest – hvordan kan dette udvikle sig til forfølgelse? Ved et tilfælde møder Julie den kvinde, der forførte hendes mand. Men Ulrikke venter sjovt nok ikke på Julies mand, men derimod på en anden, ukendt mand. Dette møde får Julie til at tage et noget uoverlagt billede over skillevæggen i Magasins prøverum. Dette billede får senere gang i en lavine af begivenheder, da Julie til vejfesten kommer til at vise billedet til 3 naboer – hvoraf den ene er ansat ved statsanklageren, og derfor har styr på, hvad man må, og hvad man ikke må tage billeder af. På en forunderlig og tåkrummende måde får dette tilfældige billede og lige så tilfældige møde mellem naboerne sat gang i en større omgang stalking; både af Ulrikke, en kendt fodboldspiller og også internt i naboskabet! Ingen kan vide sig sikker for firkløverets udfoldelser; meget bliver afsløret og metoderne er mildest talt ikke for sarte sjæle. Selvom de flere gange bliver enige om at stoppe deres stalking, ender der med at gå ”hat og blå briller” i det, når de i bedste agent-stil overvåger både fodboldspillere og psykiatere. Denne bog er bestemt ikke som forfatternes øvrige. Derfor må man ikke læse den og forvente en ny del af serien. Tværtimod er den milevidt fra krimiuniverset. Denne bog er mere i kategorien ”snage-bog”, da den i høj grad går ud på at afdække andres færden via alle tænkelige metoder – både forfølgelse og aflytning. Jeg ville aldrig anbefale den til hardcore-krimifans, men nærmere til personer, der er til psykologiske ”dame-romaner”, da den nærmest er over i Mary Higgins Clark-kategorien. Man må også være forberedt på, at der går noget tid, før handlingen for alvor bliver interessant. Hænger man på, får man en meget nervepirrende og spændende afslutning, der ikke er helt som forventet. Så til trods for at bogen ikke var helt som forventet, vil jeg helt klart også læse fortsættelsen, når den engang kommer.
John og Marianne K 22/06/2014
Rammerne for romanen er spændende og inciterende. Kunne du finde på at forfølge nogen? Nogen der havde gjort dig ondt eller nogen du vil have ned med nakken? Hvad nu hvis nogen forfulgte dig – hvordan ville det føles og hvornår ville du opdage det. Hvilke konsekvenser ville det have for dig selv og dine omgivelser? En ganske almindelig dag i Magasin ser Julie den kvinde, som hendes mand har været hende utro med. Hun drages mod kvinden, der ikke kender hende og har en stor lyst til at lave en scene – lige der midt i stormagasinet. I stedet følger Julie efter kvinden og tager et billede af hende, mens hun har sex i et prøverum. Julie tænker ikke over, hvad billedet skal bruges til – hun tager det bare. Under en vejfest i villakvarteret viser Julie billedet til et par naboer – og historien er i gang. For det viser sig, at flere af naboerne har nogen fra deres fortid, som de bliver inspireret til at forfølge – og inden vi får set os om følger vi fire ganske almindelige mennesker, der hvirvler sig ud i nogle brogede forfølgelseshistorier, nogle mere sandsynlige end andre. Efter min mening var der lidt for meget James Bond over det – og hvor sandsynligt er det lige, at de fire menneskers historier til sidst ender op i ét stort plot. Retfærdigvis skal det dog siges, at bogen flere steder var spændende og tankevækkende, men jeg har ikke behov for at læse den efterfølger (…..) der lægges op til i slutningen. En slutning hvor det hele summeres op – og en ganske usandsynlig en af slagsen. Bogen blev læst som e-bog. Havde det været en fysisk bog, var den blevet givet væk – i håb om at den næste læser ville blive mere tændt, end jeg gjorde. Nu ligger den og samle støv på min e-bogslæser.
Camila K 15/06/2014
Åh jeg ville så gerne skrive, at jeg var helt vild med Kazinskis nye bog "Forfølgerne". Dette er dog desværre ikke tilfældet. Først og fremmest, har hvert kapitel en titel, hvilket for mig slet ikke fungerede, især fordi hvert kapitel samtlige har hver sin " hovedperson". På den måde kommer det nemt til at føles som om man læser noveller frem for en roman. Jeg vænnede mig dog til det efterhånden som jeg nåede ind i bogen og selve historien. Forfølgelse som tema er spændende, og man bliver klart fanget af at man gerne vil vide hvad der sker, og om f.eks. Casper har ret i sin mistanke, eller hvad Julie finder ud af om Ulrikke. Desværre synes jeg at selve "forfølgelsesscenerne" i bogen bliver lidt for urealistiske. Nu har jeg selvfølgelig aldrig selv prøvet, at forfølge nogen, men jeg er sikker på, at det er sværere end som så. At Julie f.eks. får sat en mikrofon under et bord, og at Casper får sat en gps-tracker under en bil, har jeg svært ved at tro ville kunne lade sig gøre i virkeligheden, medmindre man er professionel forfølger. Jeg har givet "Forfølgerne" 3 stjerner, og det er på baggrund af, at jeg trods alt blev fanget af historierne, og gerne ville vide hvad der skete til sidst.
Pia L. 4793 29/05/2014
Mit første møde med A.J. Kazinski - og hvilket et. En stille villavej - hvor 4 naboer af forskellige årsager - begynder at forfølge personer. Der er ikke den metode, der ikke bliver brugt for at komme tættere på de forfulgte personer - hvad enten det drejer sig om besøg hos hypnotisør, matchfixing el. lign. Det er fascinerende at læse, hvordan historierne på forunderlig vis hænger sammen. Lige som man tror, at historien er færdig, kommer den overraskende afslutning. Kommer der en fortsættelse til denne bog? Det håber jeg.
ulla w 19/05/2014
En vejfest ebber ud og folk er ved at bærer deres branderter hjem, et par naboer hænger dog stadig ved et bord, med hver deres drømme og alt er roligt lige ind til den ene hiver sin mobiltelefon frem og viser et foto af to mennesker der dyrker sex i et prøverum hos Magasin. Et foto Julie har taget da hun fulgte efter den kvinde som er skyld i at hun fik ødelagt sit ægteskab. Et foto som nu sætter gang i fire forskellige historier om almindelige mennesker der begynder at forfølge personer fra deres fortid. Vi kender det selv, vi tjekker lige FaceBook for at se hvad vennerne laver, det er ret uskyldigt og vennerne har selv delt deres gøren og laden, men her graves løgne og skandaler dukker ud af mørket, men hvad skal de fire personer bruge deres viden til hvordan kan de forvalte den....? Efterhånden bliver tingene flettet mere og mere ind i hinanden som et edderkoppespind hvor alle hænger fast. Det er en skræmmende god krimi Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich (pseudonymet A. J. Kazinski) her har bedrevet, måske en lidt tam beskrivelse af de enkelte personer men meget aktuel, i disse tider hvor alt bliver registeret og gemt elektronisk oplever den virkelige verden også mange flere "Forfølgere"
Lars P 04/05/2014
Forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, alias A. J. Kazinski, har i "Forfølgerne" begået en tankevækkende bog. I mine øjne, deres bedste hidtil. Julie, fraskilt alenemor, begynder at følge efter Ulrikke - kvinden der stjal hendes mand. I et prøverum i Magasin, tager Julie et billede af Ulrikke og en mand. Et billede der får store konsekvenser for Julie og for tre beboere på Julies vej. Hver især forfølger de en person der på en eller anden måde har såret dem. Og konsekvenserne er uforudsigelige og vidtrækkende. Forfatterne beskæftiger sig med spørgsmålet om skæbne, og om hvorvidt alt er bestemt på forhånd, eller om vi har indflydelse på vores eget liv. Spørgsmålet behandles ved, at lade de fire hovedpersoners forfølgelser gribe ind i hinanden, og få afgørende indflydelse på den enkeltes og alle øvrige impliceredes liv. Det der synes som en ligegyldig detalje for den ene, forandrer den andens liv, og giver spørgsmålet om skæbne og forudbestemmelse nyt liv. I "Forfølgerne" følger vi hovedpersonerne enkeltvis, og først efterhånden som den enkeltes forfølgelse af en anden griber om sig, og hvirvler ud af kontrol, aner vi så småt en større sammenhæng, der bliver tydeligere side for side. Det er spændende skrevet, og bogen kan sine steder være endog overordentlig vanskelig at lægge fra sig. Slutningen irriterede mig dog voldsomt. Den mindede mig om den måde amerikanske tegnefilm for børn, altid slutter med at filmens hovedpersoner gennemgår handlingen i den film man lige har set, og udleder en morale af den. Ærgerligt, for slutningen er på alle måder utroværdig, og bogen kunne være afsluttet mere elegant. Når det er sagt, så bliver der i selvsamme slutning, i den grad lagt vendt op og ned på hele historien, og den får endnu mere vidtrækkende konsekvenser for i hvert fald én af hovedpersonerne. Disse konsekvenser må vi vente til efterfølgeren af "Forfølgerne" med at høre mere om. Og at der er tale om en efterfølger som denne læser bliver nødt til at få fingre i, er der ingen tvivl om.