Hør vinden synge & Flipperspil 1973

Michael F 35 04/11/2016

I forordet kalder han bøgerne for sine “køkkenbordsromaner”, fordi han skrev dem ved køkkenbordet sent om aftenen, efter at han var kommet hjem fra den jazzbar, han bestyrede, inden han blev forfatter på fuldtid. I mange år har Murakami afvist oversættelser af køkkenbordsromanerne, fordi han ikke selv er tilfreds med dem (omend de, som han selv tilføjer, er “uundværlige” og “vigtige” for hans karriere som forfatter), og de har således hidtil kun været tilgængelige på japansk og engelsk. Nu har han, til stor glæde for hans læsere, ombestemt sig, og oversættelsen – som altid ved den sikre og dygtige Mette Holm – foreligger nu på dansk. "Når jeg sidder alene og ser ud over havet, får jeg altid lyst til at se andre, og når jeg er sammen med andre, får jeg altid lyst til at sidde alene og se ud over havet" (Hør vinden synge, 50) Hovedpersonerne i begge bøger er den unavngivne fortæller og hans ven, Rotten. Begge er de venner fra universitetet,. Den meste af tiden får de til at gå på Jays bar, hvor de ubekymret om morgendagen bæller utallige liter øl i sig, mens de taler om livets meningsløshed, litteratur (som Rotten i starten også finder meningsløs), musik og deres flygtige kvindebekendtskaber. Tre år senere, i “Flipperspil, 1973” arbejder fortælleren som oversætter og har afsluttet sine universitetsstudier, som Rotten i mellemtiden har droppet (fordi han ikke “brød sig om den måde de slog græsset på i universitetshaven” – ha!). Nu har fortælleren sat alt ind på at opstøve den sjældne Spaceship-flippermaskine, han i sine universitetsår forelskede sig i (i den spillehal der nu er en donutcafé), og som han romanen igennem menneskeliggør: “Hun var helt vidunderlig, min ‘ Spaceship’-maskine med tre flippere”. Lykkedes det ham? Det vil jeg lade op til den enkelte læser selv at finde ud af. “Hør vinden synge” og “Flipperspil, 1973” rummer kimen til Haruki Murakamis forfatterskab, men allerede i dem støder man på en række af de elementer, der er så karakteristiske for hans univers: bøger, musik, brønde og mystiske kvinder – for blot at nævne nogle af dem. På trods af dette er det alligevel tydeligt at mærke, at det netop er bøger fra begyndelsen af hans karriere: køkkenskabsromanerne er langt fra (og med god grund) lige så helstøbte og fuldendte som de senere bøger. Denne udgivelse kommer derfor næppe til at rykke ved opfattelsen af hvilke værker, der er hans bedste, selvom “Hør vinden synge” og “Flipperspil, 1973 stadig er umiskendeligt Murakamiske. For nye læsere er der med andre ord mere oplagte steder at begynde. Det er bare vigtigt at huske på, at disse romaner udgør fundamentet for hans videre forfatterskab, og uden dem ville vi ikke have fået mesterværker som “Norwegian Wood”, “Trækopfuglens Krønike” og “1Q84”.