Ebba

Susanne P 17/02/2017

"Jeg vandrede i en dis af uvidenhed, og jeg snublede ind i en tavshed, som kun opløstes, når Rainer og Frida var i nærheden. Men selv når de var der og forsvandt i deres vidende snak om politik og kunst og musik, blev jeg ofte stille. Jeg vidste ikke mere, hvad min drøm var. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg skulle hen." Sådan siger Ebba mod slutningen i Garbi Schmidts debutroman. Hvor hun ville hen og hvad hendes drømme var, har hun ellers nok vidst, husmandsdatteren Ebba, som vi følger fra barndommen i Bække over pladsen hos grossererfamilien i Randers til tiden som boghandlerske på Nørrebro i København. ’Ebba’ griber. Ebba levede omkring århundredeskiftet, hvor fattigdommen var udbredt og kvindebevægelsen på vej. Første Verdenskrig bryder ud og sætter en stopper for Ebbas drøm om at rejse. Hun lever og ånder for litteraturen, realiserer sin boghandlerdrøm, lige indtil .. ja, indtil den brister. Hvorledes skal ikke afsløres her. ’Ebba’ giver os indblik i følelser, tanker og ikke mindst i længsler og kræfter, som vi normalt ikke forbinder med billedet af kvinden fra landet på dén tid. Ebba har en ’vild’ søster, som forsvinder ud i skoven - og andre steder hen, som ingen rigtig tør vide hvor er. Ebba selv savner ikke lidenskab, om den nu er kropslig, sjælelig eller af mere åndelig art. Tiden er tung af snærende bånd, men Ebba har sine måder: ”Med papiret, pennen og ordet kan jeg alt. Der er ingen begrænsning. Jeg kan skabe min egen virkelighed, hvis jeg vil. Jeg kan blive en mand. Jeg kan være Jeanne d’Arc, som kæmper mænd til døde i Sydfrankrig. Jeg kan bo i Amerika. Jeg kan leve i fortiden, jeg kan leve i fremtiden. Jeg kan elske en mand vanvittigt i skrift, hvis jeg vil. Og få ham til at elske mig endnu mere vanvittigt. Jeg kan ændre verdens gang. Jeg kan skitsere det onde. Jeg kan skrive mig udover det gode og det onde. Nogle gange tillader jeg mig det umulige, ord for ord. Himlen kan være lyserød og min elskers krop ung og spændstig som et ungt lindetræ. Eller den kan være ældre, mærket af livet, så jeg kan snuse efter historier i furer og sprækker og ar, nysgerrigt. Og jeg kan være manden, og en anden – skabt, fordi jeg i mit indre vil – kan blive kvinden.” Sådan fabulerer Ebba, og ikke sjældent efterlades læseren med en følelse af, at Garbi Schmidt skriver i både vores tid og i Ebbas. Forfatteren er tydelig i sin optagethed af kvindernes længsel efter frihed, den økonomiske, politiske og sociale, og ikke mindst den kropslige. Eller rettere den kropsligt-sjælelige. Om det er den lesbiske veninde Frida, den ’vilde’ søster Sigrid, der excellerer i både livgivende og dødbringende urter eller Ebba selv, som ikke er ukendt med sit eget begær: ”Jeg blev stående ved siden af ham, rykkede mig hverken tættere på eller længere væk. Jeg måtte gerne være der og fylde det rum, der var ved siden af ham. Jeg skulle ikke gå væk, og jeg kunne heller ikke.” Hun får ham, manden, Rainer, journalisten på besøg i hendes boghandel. Men da bogen slutter, står Ebba dér og ved ”ikke mere, hvad min drøm var. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg skulle hen." Ebba og hendes endnu (?) noget stækkede lidenskab, hendes drømme om frihed. Hvordan, i hvilken form og udstrækning får hendes kraft vinger? Denne læser kan næsten ikke vente på bind II.