Du må ikke slå ihjel. En samtale om liv og død mellem konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless
- Format
- E-bog, ePub
- Dansk
- 208 sider
Normalpris
Medlemspris
Kan streames i Saxos app
Som medlem hos Saxo kan du læse e-bogen i Saxos app med det samme
Beskrivelse
Den 14. maj 2007 skyder og dræber Jakob Bruun Larsen en iraker, da danske soldater falder i det hidtil værste baghold ved Basra. Jakobs ven, Henrik Nøbbe, bliver dræbt. Få måneder senere er Jakob blandt de sidste danske landsoldater, som forlader Irak.
I DU MÅ IKKE SLÅ IHJEL taler den unge soldat med sognepræst Flemming Pless om at miste og om at slå ihjel, og mange af livets store spørgsmål tages op: Er det nogensinde i orden at tage et andet menneskes liv? Kan man leve med det? Er nogen sag værd at dø for? Hvorfor vælger danske kvinder og mænd frivilligt at drage i krig? Hvordan kommer man videre efter tabet af en kammerat, kollega eller søn?
Det, der starter som en sjælesørgersamtale, bliver til en snak mellem to personligheder med stærke meninger, og både soldaten og præsten bliver udfordret på deres holdninger
Fil størrelse: 517 KB
Detaljer
- SprogDansk
- Sidetal208
- Udgivelsesdato01-04-2010
- ISBN139788711411292
- Forlag Lindhardt og Ringhof
- FormatePub
Anmeldelser
Anonym 04/12/2011
”Du må ikke slå ihjel” En samtalebog om liv og død mellem konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless. Lindhardt og Ringhof, 2008 Dette er i sig selv ikke en anmeldelse, men uddrag fra bogen. Uddrag, der taler for sig selv. Hvis du ønsker at vide mere om konteksten for uddragene, kan jeg anbefale dig at læse bogen. En interviewbog af denne karakter, hvor de interviewede til tider er ”for ærlige” og derved kommer til at røbe for mange lidet flatterende sider af dem selv, kan ikke være tænkt og udført i god kristen ånd. Fra præstens side mangler der både eftertanke og diskretion, ligesom han adskillige gange misser chancen for at komme dybere ind i nogle problematikker, som det kunne være interessant at forfølge. På smukkeste vis, viser bogen dog også, at når mennesker oplever et personligt ”face to face” møde, så opstår der ofte en gensidig respekt og forståelse; der i denne bog munder ud i, at den unge soldat spørger præsten om han vil forestå sin begravelse, hvis han skulle dø i Afghanistan. Kriterier for uddragene er i store træk soldatens/veteranens bevæggrunde for frivilligt at melde sig til krig, forældrenes meninger om dette, miljø og omgangsformer i militæret, følelser og reaktioner ved at være i krig mm. Der er nogle få kommentarer til uddragene. Forklaringer i []-parentes. Personerne: J = soldaten FP = præsten Far Mor Forfatteren *** Side 18 Jacob er 18 år, da han bliver rekrut. Nu er han 21 år og krigsveteran. Forfatter skriver: ”Der er sket mere i de tre år, end i hele de foregående 18 år.” Side 22 Far: ”J har været uhyggeligt forkælet.” – J. ”Jeg går fuldstændig grassat, hvis nogen [af mine bamser] bliver smidt ud.” – ” Jeg ved ikke hvad der ville ske, hvis jeg mistede den [bamsen]” – ”Jeg er sådan set ligeglad med andre folks meninger, og det har jeg altid været.” Side 23 Forfatter: ”J slår ofte en håndflade hårdt i bordet, for at understrege en pointe.” Side 25 Far: ”Det har overrasket mig voldsomt, at han blev [soldat].” - en typisk soldat ”er nok en type der havde været lidt mere vild og sprælsk som knægt…” – Jakob var stille og rolig som barn ”derfor skal han også have lov til at gå ind i nogle lidt farligere situationer. Så er der ligesom lidt balance i tingene.” Side 26 De har en 13 år gammel hund. J: ”Herude… tager vi riflen og skyder dem i nakken. Men det ville være svært…” Side 29 J: ”Jeg er blevet mere selvstændig, moden og beslutsom…Nu siger jeg tingene som de er. .. Jeg er blevet meget mere selvstændig.” - Mor: ”…han er pludselig blevet en mand.” Side 31 Far: ”Mange af de ting han havde som fritidsinteresser, var ikke noget, han kunne vise frem for nogen. Men så ramte han pludselig plet og fik succes i militæret.” Side 34 J: ”Jeg afskyr folk der kommer for sent.” – ”Jeg er en hidsigprop.” Side 36 J vil aldrig indrømme fejl. Side 50 J. ”Jeg elskede også at se actionfilm og krigsfilm.” – ”Det er jo pissefedt at se på fjernsyn og jeg troede at sådan var det sikkert også i hæren.” – ”Det er de film, som har medvirket til, at jeg fandt ud af, hvad jeg ville være.” Side 51 J: ”Jeg er primært i hæren for spændingens skyld. Jeg vil selvfølgelig også gerne have penge for det…” Side 52 J: ”…det var bare noget med skydevåben og den slags.” – ”En af grundene til, at jeg ville ind i Forsvaret var, at jeg ville have lov til at bruge deres våben.” Side 53 J. ”Folk i hæren er sgu nogle drengerøve. De gør det, fordi det er et fedt arbejde.” – ”Jeg ville prøve at være udsendt, prøve spændingen”. Side 54 J blev skuffet, da han kom i militæret: Forfatter: ”Men hvis J havde troet, at det var det samme som action, bliver han skuffet.” Side 60 J: ”… i en ekstrem situation skulle vi skyde, hvis vi var i tvivl, for [lederen] ville hellere have, at vi kom hjem levende, selvom vi havde fem civile på samvittigheden…” J: ”Jeg ville til Irak. Jeg havde mange konflikter med mine forældre omkring det... og det var svært for dem at forstå. De så det, som om jeg var blevet hjernevasket [i forsvaret] og det er jo næsten også det, der sker. Vi træner til at kunne slå mennesker ihjel … og det kunne de godt have svært ved at forstå i starten.” Side 62 [Ved hjemkomsten] I to måneder ”gik jeg inde langs med husmurerne og kiggede op…” - ”Man skal også huske at bevæge sig hvert 10. sekund.” – Soldaterne går i krig med videokamera på hjelmen ”så vi kan smide nogle seje film på You Tube.” Side 63 ”…[J ville] holde sit løfte til forældrene om at komme hjem i live.” Side 64 J: …. det duer ikke, at man har nogle forældre, der sidder derhjemme og græder i telefonen… eller en kæreste, der er fuldstændig panisk.”. Side 68 J: ”I militæret har man en meget stærk facade, som man hele tiden skal holde.” – ”Vi skal overfor hinanden være tough guys” - ”I Forsvaret er der mange ting, som alle folk ved, men som der ikke bliver talt om. Vi ved alle sammen, at en af os kan risikere at komme hjem i en kiste, og når vi ser os omkring, ved vi alle sammen, hvem det kunne være. Men vi taler ikke om det.” Side 69 J: ”… du kan ryge al det hash, du vil, og du kan tage alle de stoffer, du vil, men du vil aldrig nogensinde komme i nærheden af det kick, det er at være i ildkamp.” Side 70 J: ”… det er det vildeste kick, du nogensinde vil kunne opleve.” – ”Det er så hårdt et kick, og når folk bliver spurgt, hvorfor de vil være soldater, så svarer de, at det er på grund af det kick. Folk tror, at man er syg i hovedet, men det er bare, fordi de ikke selv har prøvet. Nogle tager i forlystelsesparker eller springer ud i faldskærm. Man har forskellige kick, og det her er mit kick.” – Side 71 J skriver i sit farvel-brev: ”Undskyld, at jeg ikke holdt mit løfte” – ”At skrive det brev er nok den største udfordring, jeg har haft i mit liv.” Side 72 J: ”Jeg tror ikke, at jeg får lov til at komme af sted igen, hvis jeg ikke lover [at komme hjem i god behold]. I det hele taget tror jeg ikke, at nogen soldater ville få lov, hvis de ikke lovede det.” Side 73 J: ”Det var nu, frugten skulle høstes efter hård træning. Nu skulle vi se, om det, vi kunne, også virkede.” – ”Alle soldater ønsker at undgå krig, men alle soldater også ønsker at komme i krig.” Side 76 J: ”Jeg tror ikke, at det går op for én, at man er udsendt [og er i risiko for at dø] før man bliver skudt på første gang.” Side 80 J: ”Jeg tog til Irak for at få en oplevelse og ikke … for at redde verden.” Side 87 J: ”Jeg ser hæren som et sted, hvor jeg personligt kan udfordre mig selv.” – ”½ års kamp-stress påvirker soldater voldsomt, så de er psykisk ustabile og reagerer voldsomt i nogle situationer.” Side 88 J: ”Kammeratskabet er specielt, for det er jo en mærkelig situation, man er i. Man ved, at man har været igennem de samme ting psykisk, og det giver en gensidig respekt, som ikke rager andre. Man tilhører en indercirkel…” Side 92: J: ”Når man er hjemme [i DK], føler man, at man svigter dem dernede.” Side 93: J: ”Det er næsten umuligt at forklare kammeratskabet i hæren, hvis man ikke selv har prøvet det.” Side 97: ”I dag er bukserne [fra en blodig træfning den 14.maj] J’s lykkebukser. Han prøver at have dem på så ofte som mulig, og de skal også med til Afghanistan.” Side 99: J fortæller om, at han har skudt en iraker: ”Jeg vælger at sige, at den mand er farlig. Det kunne lige så godt have været en civil med en skovl i hånden, det skal jeg ikke kunne sige, men så har han bare været en meget dum civil, der har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.” Side 102-103: J om dén iraker, han skød: ”Muligvis har han en familie, men jeg er faktisk ligeglad. Han er dum at være på det forkerte hold. Han er en modspiller, som ikke er hurtig nok, og det er ærgerligt for ham”…” Jeg har ingen moralske skrupler over det”…”Jeg ser ikke mine fjender som mennesker…” FP: ”Hvordan reagerer dine forældre?” J svarer: ”De har det fint med det.” FP spørger til Biblens ord om, at du ikke må slå ihjel, men J svarer udenom, og FP forfølger desværre ikke spørgsmålet. Side 104: J: ”[En kampsituation] er følelsen af, at det er dit liv, der er oppe til revision.” Side 105: FP: ”Så man kan altså vænne sig til at dø?” [tåbeligt spm.] Side 107: J er nu på orlov i DK. Når J vurderer, at folk ikke hører ordentlig efter, når han fortæller historier fra fronten bliver han ”pissesur og får lyst til at lappe dem en lige i skallen og sige, hvad fanden bilder du dig ind.” J: ”De skal kraftedeme også høre efter, for ellers hakker spætten fandeme.” ”Jeg synes, at det er respektløst ikke at høre efter.” Side 108: J: ”Det, der er godt ved den 14.maj [en træfning] er, at vi får lov til at gøre gengæld for de mange gange, vi er blevet skudt på af snigskytter eller blevet angrebet af mortergranater.” Side 111: Efter den 14.maj er det J, der går forrest og sparker døre ind. J: ”Måske er det, fordi jeg har det godt med det, fordi jeg så kan afreagere lidt.” Ved en anholdelse af en iraker tager J fat i nakken på ham og hiver ham op. ”Det gør sindssygt ondt at blive vredet lige der, og han råber også en del op. Helikopteren skal af sted, og hvis de ikke vil med, så tager vi hårdt fat i armene på dem. Til den brækker, hvis det er nødvendigt.” (side 115) ”Jeg er hård ved ham. Ikke at jeg brækker armene på ham og den slags, men jeg behandler ham ikke pænt. Vi kalder det ”firm but fair”. Side 112: To irakere ligger bagbundet på gulvet af helikopteren. Den ene er skrækslagen, og de to mumler noget sammen. ”Så får de et spark hver.” ”Hvis de ikke vil følge med, så får de et par på skrinet, og så makker de som regel ret.” FP: ”Så der kommer en vis hårdhed i dig. Føler du, at du bliver et mandfolk?” [tåbeligt spm.] J: ”Jeg bliver nok bare blind, fordi jeg er ligeglad.” … ”Jeg tænker fuck det…” Side 113: J: ”Jeg har det sådan, at de tog noget fra mig, og jeg føler, at jeg skal gøre gengæld.” … ”Civilbefolkningen skal være glad for, at vi ikke hiver vores panserværnsraketter frem.” ”Jeg tror, at jo mere soldater er ude, desto mere begynder de at reagere negativt mod civilbefolkningen. Man bliver mere soldat end menneske…. Sagt meget groft, kan en perfekt soldat slå fuldstændig fra og dræbe, indtil der ikke er flere fjender at slå ihjel.” ”Hvis nu [min ven] ryger i Afghanistan. Hvis han bliver skudt, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan overholde de love, jeg skal, og de ting, jeg har lovet mig selv.” Side 114: J beskytter sig selv ved at sige, at han er ligeglad. J: ” …jeg siger til mig selv, at alle irakere er nogle svin, og at de bare skal lukke røven. Jeg får ligesom en form for had til dem. Det er der mange, der gør…” …”man har sateme lyst til at smække dem [indbyggerne] en på hovedet…” Efter at en af hans kammerater blev skudt: ”Hvis jeg [derefter] var blevet indsat i Al Harta med et våben, så havde jeg nok skudt alt, hvad der bevægede sig.” Side 116: FP: ”Det virker som om [de irakiske soldater] er sådan nogle fedtmuler med nogle grimme uniformer på.” [dét siger en præst!] J’s opfattelse af irakerne: De er luddovne latinoer, deres arbejdsmoral er slap, de er ikke vant til at lave noget; han har ikke oplevet noget positivt fra en iraker, alle irakere er nogle svin, de skal bare lukke røven, de er et utaknemmeligt folkefærd, man kan aldrig stole 100% på dem. Side 118: J: Vil Danmark ”… gøre det nemt, interessant og ”sjovt ” at være soldat.” Sjovt forstået på den måde, at man har noget udrustning, der siger spar to. Vi har de samme evner som de amerikanske soldater, hvis vi ikke er bedre, men det er ydmygende, når man står og kigger på deres våben, udrustning og køretøjer. Det er en skændsel for vores eget land, når vi ikke kan vise omverdenen, at vi er professionelle soldater med professionelt udstyr og har en hær, man kan stole på.” J: ”Kampsoldater er gode til at slå ihjel, så lad os dog for fanden få noget at slå ihjel med.” Side 120: J: ”… vi står og savler over [amerikanernes] våben og missilsystemer…” Side 123: J: ”De [Taleban] skyder for at ramme, sådan er det. Men ofte skyder de hovedsageligt for at såre, for det koster jo mere at have en såret soldat end en død. Gid at alle så bare gjorde det på den måde og kun skød for at såre. Det kunne være lidt fedt. Men de ser det som en form for status at kunne sige, at de har dræbt så og så mange fjender og gerne amerikanere.” Side 123: Oberst Lars Møller tør kritisere forsvaret indefra, hvilket gør ham til en helt i J’s øjne. Side 124: J. Hvis der kommer flere internationale missioner skal hæren have flere penge, officererne er slidt op og det skal kunne betale sig at være udsendt. Side 125: J om sin kritik af hæren: ”Jeg skal nok op og snakke med en overordnet. Måske skal jeg tage ordene i mig igen, de forflytter mig eller jeg bliver uønsket i forsvaret …”jeg synes det er træls, at man skal censureres på den måde. Hvorfor skal det være en hemmelighed, hvordan hæren i virkeligheden har det? Det er jo kraftedeme som at være i en gammel russisk hær, hvor man går og skjuler dårlige ting. … Hvorfor er der ikke nogen, der tør tage det ansvar?” Side 126: J: ”vi er i krig, og i en krig dør mennesker. Det må man bare acceptere.” Side 127: J: ”Jeg hader pressen, for hvorfor fanden forklarer de ikke realiteterne… Jeg tror, at en af grundene til, at vi tog hjem fra Irak, var på grund af aviserne.” Side 130: J: ”Jeg gør det ikke [melder mig frivilligt til krig] for landets skyld, eller for Afghanernes skyld. Jeg er soldat for min egen skyld. Jeg vil gerne af sted. Ikke fordi jeg er krigsliderlig. Tværtimod. Jeg kan bare godt lide arbejdet. Jeg kan lide stemningen med folkene man er ude med” …”Jeg kan godt lide autoriteten og den helt specielle fornemmelse, man har, når man går som soldat i et andet land.”… ”Det er for oplevelsens skyld. Om 30-40 år vil jeg gerne kunne sætte mig ned og fortælle mine børnebørn om, hvordan det var dengang, deres bedstefar var soldat.” Side 131: J: ”Jeg kan ikke lide civilbefolkningen i Irak. Det tror jeg, at der er mange af de udsendte, der ikke kan. En af grundene er, at man ikke kan se, hvem fanden fjenden er dernede.” Sidste aften i Irak tænker J, at han vil blive sur, hvis han bliver ramt nu, og at det ikke vil være fair, hvis han skal dø nu. Side 132: I samme øjeblik han er ude af Irak tænker han: ”Hold kæft, hvor er det godt, at vi er ude af det her lorteland, og så vender jeg mig om og giver det en fuckfinger.” Side 133: J har forskellige tanker om sin udsendelse og fremtid. ”Hold kæft hvor er det godt, at jeg skal ud af det lort” – ”Det bliver godt at komme hjem – ”Jeg skal aldrig nogensinde udsendes mere” – ”Jeg kan alligevel godt tænke mig at komme ud igen” – ”Men ikke til Kosovo, det er ikke det helt vilde” – ”Jeg ville sige ja til et sikkerhedsfirma” Side 134: J: ”Gider ikke vise sin respekt overfor de andre soldater.” J: ”Man vænner sig virkelig til den spænding og action, der er i hæren.” Side 136: J: ”Jeg er blevet mere robust, hærdet og mere voksen.” Side 137: J om at han har skudt et menneske: ”Jeg ville gøre det samme igen.” Side 139: J viser sine lykkebukser frem, som også var med i Irak. Dem skal han have på i Afghanistan. side 140: J: ”Når man ikke er udsendt, savner man spænding.” Side 141: J om en veteran som i frustration har skudt på nogle træer: ”Selvom han var gået ned i byen og havde knaldet et par mennesker ned, ville han stadigvæk være min kammerat. Lige meget hvor meget en kammerat fucker op, så har vi stadigvæk det her sammen. Om han går ud og dræber 1000 små babybørn og skærer dem i stykker eller noget andet psykopatisk, så vil jeg stadigvæk være der for ham og altid tage hans parti.”[!] Side 142: J: ”Vi dækker hinanden. .. Selv når en går ud med alkohol i blodet og hygger sig lidt og skyder for sjov, så dækker man ham.” ”Én for alle og alle for én.” J svarer undvigende på FPs spørgsmål om man dækker over hinandens krigsforbrydelser. Side 144: J: ”… jeg mener godt, at man kan tilsidesætte krigens love, når det gælder andre menneskers liv.” ”Det vigtigste er at holde mig selv i live, mine kammerater, andre allierede soldater… Allerede dér har jeg bøjet krigens love…” ”Krigens virkelighed foregår i nuet.” Side 145: J: ”Jeg er stærk modstander af al form for tortur og moderat psykisk og fysisk pres og alt, hvad man kalder det. Men jeg er sikker på, at samtlige nationer, der er i krig, bruger det.” Side 146: Soldaterne har set og overværet grufulde situationer. J siger om følelserne i dagene efter 14.maj, at mange har lyst til at tage hjem, men de fleste bliver for at støtte holdet og for kammeraternes skyld…. det betyder, at man kæmper for noget…. jeg gør det altid for ham, der står ved siden af. Man gør det for at løse en opgave, for oplevelsen og udfordringen. Og for ham, der står ved siden af.” Side 147: J: ”Som soldat lærer man at skifte mellem to funktioner med hver sin knap. Det er on og off. Når man er off, går man og smiler venligt og smiler til civilbefolkningen og pjatter med kammeraterne. Så er vi ”normale” mennesker som dig. Men når det første skud lyder, er man on. Det er det, vi træner til.” ”Der er mange [andre soldater], der har nosser nok til at sige, at de sgu ikke kan klare det, og stor respekt for, at de ikke bliver …” Side 148: J: ”Jeg sætter livet på spil, fordi jeg godt kan lide spændingen i mit arbejde…. Jeg synes det er spændende og udfordrende, og jeg føler, at jeg får en masse ud af det.” Side 149: J: ”Kosovo er den eneste rigtige danske succesmission, vi har haft.” Side 151: J synes, at hans væsentligste kvalitet er, at han kan trykke på aftrækkeren. Side 152: J mener, at 99 % af soldaterne har det godt efter en udsendelse i krig. Side 153: J om sin tid i forsvaret: ”…alt det i gåseøjne svage og dumme bliver pillet af mig, så jeg får selvtillid og gåpåmod.” Omtaler sig selv som før værende ”en dum civilist”. Side 155: J: ”I hæren får jeg sådan en selvtillidsboble. Det er sådan en boble, jeg har omkring mig, hvor jeg står med en hård attitude over for alle… Vi er trænet til at have den boble, der beskytter os, samtidig med at vi stadigvæk skal være mennesker. Min medmenneskelighed ligger inde i boblen. Derinde ligger min hund, som jeg har haft i 12 år.” Side 162-163: Præsten FP giver på disse sider køb på buddet om, at du ikke må slå ihjel. ”Når jeg snakker med J bliver jeg oprørt og berørt følelsesmæssigt…. Man må ikke slå ihjel, men der er grænseoverskridende tilfælde…Der er brug for dét, J repræsenterer… Men når vi nu er nødt til det, …” Ang. Saddam Hussein siger præsten FP: ”Vi ved alle sammen, at man kunne have klaret [ham] på en smartere måde. Altså, hvor svært ville det have været at nakke ham?” Præsten FP om J, der skød et andet menneske: ”…du gjorde dit arbejde godt…” - ”når jeg høre dig tale, indser jeg, at det var en nødvendighed.” Side 164: Far: ”…jeg tror ikke, at man kan være soldat og samtidig have ambitioner om at opretholde nogle kristne værdier.” Side 165: Far: ”Du er [som soldat] nødt til at blive et dumt svin, ellers kan du ikke fungere i det erhverv.” Side 166: J: ”Jeg vil ikke være imod krig, for så gør jeg mig selv arbejdsløs”. Side 169: Præsten FP lader sig fange i en ”hvis og hvis” diskussion og giver køb på at slå ihjel, gå i krig og udføre hævn, men han har selvfølgelig også lige været ude og skyde om kap med soldaten og hans far. Side 171: Far: ”Jeg tror, at vores generation og generationen før, har haft brug for en følelse af, at Danmark kan noget og kan bruges i krigssammenhæng.” side 172: J: ”Rent politisk er det rigtig, rigtig godt, at vi gik i krig. Men rent menneskeligt er det dumt, at vi går i krig.” Side 173: Mor om deres reaktion, da J vil i krig: ”I første omgang forsøger vi at få ham talt fra det… Men det står hurtigt klart, at det kan vi godt glemme, for der er ikke noget at gøre…. Jeg vil ikke sige, at jeg har det okay med det, for det er der ingen forældre, der har, når deres søn skal af sted.” ”Det skal nok gå”. Far lover at bede Fadervor hver aften. Mor støtter J, ”…fordi jeg vil J det bedste, og det her er hans drøm.” Mor: ”…jeg er urolig ked af , at han skal af sted, … men han skal have lov at gøre det, han gerne vil.” Side 175: Mor bryder sammen overfor kollegaerne, dagen efter, at J er rejst til Irak. Side 176: Far siger, at i sidste ende er det for J’s egen skyld [at han drager i krig]: ”Det betyder meget for mig, at jeg kan se, at J endelig rammer noget, hvor han har succes.” ”Det er også for min egen stoltheds skyld.” Mor: ”Jeg tænker på, at det her er for J’s skyld… jeg tænker ikke på, hvad det betyder for verden og for Danmark,… jeg tænker på, at det er for hans skyld, og det er det, han gerne vil.” Side 182: J påstår flere gange i bogen, at hvis hans forældre kræver at han skal komme hjem, så gør han det. Men her på side 182 siger Far: ”J spørger [på et tidspunkt] faktisk, om vi synes, at han skal komme hjem. Ja, selvfølgelig synes vi det, men på den anden side siger J også, at uanset hvad vi siger, så bliver han dernede.” Side 183: Forældrenes ønskeliste for J: Vores barn gør det, han gerne vil, er glad og tilfreds og opnår det, han gerne vil i livet. At det vil komme til at gå ham godt At han får succes i livet At han får en god oplevelse ”Vi har jo kunnet mærke, at vi sendte en dreng af sted og fik en mand hjem. Selvom der skulle en krig til, så er det jo dejligt.” ”…hvis det er er med til, at han kan udleve sin drøm og gøre de ting, han gerne vil, og have succes med, så er det det, jeg ønsker.” Side 191: Forældrene om dagen efter at have taget afsked med J. Mor: ”Jeg tuder simpelthen hele dagen, og hver gang vi kigger på hinanden, begynder vi at tude.” ”Vi er så trætte og ved slet ikke, hvordan vi skal komme igennem det” ”John går hvileløst rundt om sig selv”. Far: ”Derefter går det meget, meget nemt, fordi man egentlig er god til at bilde sig selv ind, at det nok skal gå.” Side 192: J om den svære afsked og om det kan gøres bedre: ”Jeg er sådan set fuldstændig kold overfor hvordan man gør det. Det er jo ikke mig, der har det hårdt, det er mine forældre, der er kede af, at jeg tager af sted.” Side 195-196: J’s krigsdeltagelse er hård for ægteskabet. Mor: ”… det giver den del konflikter..” Far: ”Jeg bliver sur, når jeg bliver mindet om det negative. Når jeg lige har glemt det, minder [Mor] mig igen om det…” Mor: ”… vores ægteskab har været på prøve op til flere gange…” Side 199: J om en dræbt soldater-kammerat: ”Politisk set døde han måske for ingenting… men [han] døde ikke forgæves, når det handler om æren, kammeratskabet og det menneskelige.” side 200: J begrunder sin krigsdeltagelse med: ”…at føle, man er i live og mærke, hvordan det reelt er at være derude, hvor det er farligt.” Side 203: Forfatterens tak indeholder bl.a.”Flere kapitler i bogen er gennemgået kritisk af premiereløjtnant FBS.” Mvh DANMARK FOR FRED, Frants Villadsen
Findes i disse kategorier...
- Fagbøger
- Andre fagbøger
- Filosofi og religion
- Religion og tro
- Religion: generelt
- Religionsfilosofi
- Du må ikke slå ihjel. En samtale om liv og død mellem konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless