Digteren mellem linjerne

Ulrik F 24/08/2017

Et særegent og ambitiøst værk, der også virker noget uforløst. Mads-Peder Winther Søby er ikke et øjeblik i tvivl om, at midlet til verdens frelse er poesi. Hans begejstring er enorm, og det har sendt ham ud på en lang og omstændig rejse i jagten på ”den store fortælling”. Ambitionsniveauet må siges at være usædvanlig højt, og der er noget helt enestående ved dette værk. Jagten på fortællingen er i den grad med afsæt i egne erfaringer, og der kommer mange underholdende anekdoter, fine betragtninger og originale vinkler på almene livstemaer undervejs. Men det er som om, at der samtidig har været et overtryk af kreativ energi, og at der er for mange idéer i luften på en gang. Begrænsningens kunst er ikke Søby´s ærinde. Tværtimod! Han vil gerne have det hele med, og undlader – titlen til trods - helst ikke at forklare noget overfor sine læsere. Det kan gøre værket en anelse tungt, men måske egner det sig slet ikke lineær læsning? Jeg vil tro, at ”Digteren mellem linjerne” er den slags værk, som man med fordel af og til kan hive ned fra hylden, slå op et tilfældigt sted og suge en smule hverdagspoesi til sig. For der er mange fine ting i dette overvældende værk, også selvom noget af det undertiden kan være i fare for at drukne i processen. Mads-Peder Winther Søby evige søgen veksler mellem en slags lyrisk prosa sat op på verselinjer og egentlige digte, hvor forskellige idéer og former bliver prøvet af. Men det er altid baseret på en underforstået dagsorden, som i al sin enkelthed går ud på at bringe poesien ind i hverdagen. Derfor er det også et ekstremt sympatisk værk. Nuvel. Smag og behag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan resultatet ville blive, hvis samme fortælling skulle genfortælles samtidig med; at Mads-Peder Winther Søby fik nogle skrappe benspænd. Et mesterværk?