Digte, januar

Anonym 30/11/2014

Digtsamlingen "Digte, Januar", er som titlen antyder, en samling som baserer sig på 31 tekster, der hver især udmærker en stemning, oplevelse eller person. Januar er en måned som er kold og grå, men samtidigt en begyndelse. Denne "begyndelsetanke", gør at bogens stemninger kredser om ensomhed kontra tosomhed, drømme kontra virkelighed og naturligvis fravær kontra nærvær.  Selve sproget er i højt grad syrealistisk og drømmende. Som læser bliver jeg hevet ind i en drømmeverden, som langsomt fordufter og en virklighed sparker ind. Et glimrende eksempel på det findes i digt nr. 30: "På gulvet er patienternes medbragte sne smeltet den har efterladt store skjolder på træbjælkerne de bliver svære at gøre pænde igen" I samlingen har Jeppe valgt, at pryde samlingen med malerier fra hans mor. Billeder som er helt unikke og er med til, at skabe en særpræget stemning af melankoli. De er en fryd for øjet. Min yndlingstekst i bogen er afslutningen, som jeg her vil citere: "Jeg laver mad til lyden af Elvis han ved altid præcis hvad han skal sige og jeg ved hvad han mener og det er trygt køkkenet er et helle hvor tankerne ikke er bundet fast med stærke snore de vælter ud af kedlen med det varme vand og duften af citron er overvældende de banker på det snefnug-dækkede vindue og jeg lukker dem ind" Ren tematisk og fortællingsmæssigt er bogen glimrende, og en ren nydelse af fortære, specielt på en kold novemberdag som i dag. Men der hvor jeg taber momentum er, at jeg føler, at samlingen burde have haft en ekstra redigeringsrunde. Den har flere steder behov for enten tegnsætning eller ændringsmæssig opsætning, som gør det generende, at sidde og læse igennem. Jeg vil klart anbefale bogen til læsere, som kan lide en skæv blanding af Henrik Nordbrandt og Michael Strunge.