Det bedste bud

Anonym 27/12/2022

Fascinerende

Anonym 09/11/2015

Politiken giver bogen 5 hjerter: http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2641974/goldman-sachs-vinder-altid-forrygende-bog-giver-indblik-i-dramaet-bag/

Anonym 03/06/2015

Anders-Peter Mathiasen’s bog burde besvare de tre centrale spørgsmål om DONG: 1) Var DONG i en finansiel krise; 2) Blev DONG solgt for billigt og 3) Var der andre (ét) bud på DONG, der var mere attraktive end det, som Goldman Sachs afgav. Men Anders-Peter Mathiasen vil slet ikke svare på de spørgsmål. Han vil derimod levere et parts-indlæg, der skal bevise, at Anders Eldrup er et miskendt og forfulgt geni, og at hele forløbet var en gigantisk intrige, udtænkt og gennemført alene af Fritz Schur. Det er en helt fantastisk påstand, Fritz Schur skulle ene mand have narret alle andre, finansministeren, store danske og internationale banker og endelig hele det danske politiske establishment – med undtagelse af de skarpe hjerner i Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Så første punkt på A-PM’s dagsorden er et karaktermord på Fritz Schur. Kapitelet om Fritz Schur er en lang fremstilling af sippenippet forargelse over, at Schur ikke fører sit privatliv, som det passer forfatteren. Ingen af oplysningerne har skyggen af relevans for DONG. Det havde været relevant med en gennemgang af Schur’s præstationer i andre bestyrelser, men dér kan forfatteren kun finde success’er og dem vil han jo ikke vide af. Det er i øvrigt tragikomisk, at havde Mathiasen gennemgået Anders Eldrup’s historie på samme område, så havde han fundet ud af, at også som bestyrelsesmedlem i SAS lykkedes det Eldrup at blive fyret (2001) efter uregelmæssigheder. Men det får vi ikke at vide. Som sit næste træk fører A-PM læserne (og DR’s seere) bag lyset ved at gøre et stort nummer ud af, at han ikke kan få fortrolige oplysninger ud af Finansministeriet. Men det er nu engang det, ”fortrolig” betyder. Nu ligger oplysningerne om DONG’s finanser ikke i Finansministeriet, de ligger i DONG’s regnskaber. Men dem vil A-PM ikke læse, for de ville dokumentere, DONG rent faktisk var i en finansiel krise. Det fremgik allerede af Rigsrevisionen første rapport, at DONG’s kreditværdighed faldt. Det skyldtes, at Eldrup & Co. havde overbelånt DONG ved at bogføre firmaets aktiviteter til urealistisk høje værdier. Det blev bekræftet ved frasalg af samme aktiviteter, men her vikler A-PM sig ud af sine selvmodsigelser ved at påstå, at Henrik Poulsen solgte dem flere milliarder under deres virkelige værdi, blot for at genere Anders Eldrup. Et andet sted påstår A-PM rask væk, at Henrik Poulsen solgte aktierne i DONG alt for billigt, fordi han fik provision baseret på aktiekursen, og den ville jo stige mere, hvis aktierne blev solgt billigt. Bogen er fyldt med den salgs vilde anklager mod enhver, der vover at kritisere A-PM’s store helt, Anders Eldrup. Endelig er der A-PM’s afgørende gimmick, både i bogen og i DR: Nemlig at de danske pensionskasser havde afgivet et tilbud, der ”matchede” tilbuddet fra Goldman Sachs. Hvad der i virkeligheden skete var, at GS – som var den eneste investor, Finansministeriet kunne overtale til at sætte penge i DONG – udarbejdede et tilbud på aktierne i DONG. Da GS var færdige med deres tilbud og (noget af) indholdet blev kendt, skrev danskerne det af, satte deres eget navn under og fremsendte det til Finansministeriet (dog med nogle flere betingelser om statsgarantier, fordi de ikke havde GS’s finansielle styrke). A-PM skriver i ramme alvor, at Finansministeren skulle have accepteret dette ”tilbud” fordi det var ”matchende” – og fordi pensionskasserne var ”vennerne” …! Sådan noget gør man kun i banan-republikker. Anders-Peter Mathiasen’s bog er et ensidigt og subjektivt partsindlæg og den egner sig bestemt ikke for dem, der gerne vil forstå, hvad der virkelig skete i det forløb, der førte til salget af 20% af DONG til Goldman Sachs.