Den sidste nadver

”En skandale udfolder sig lige foran øjnene af os: Massefordrivelsen af den kristne befolkning i Mellemøsten.” Sådan skrev journalist Klaus Wivel i 2011 i et åbent brev i Weekendavisen til den nyudnævnte udenrigsminister Villy Søvndal og spurgte, hvad regeringen ville gøre. Svar fik han ikke. I stedet tog han af sted til Israel, Gaza, Egypten, Libanon og Irak for ved selvsyn at forstå, hvad en af vor tids store menneskerettighedskrænkelser handler om.

Hvad mødte han så? Præster, hvis kirker er blevet brændt. Forkuede mennesker under stort pres fra muslimske omgivelser. Stolte mennesker, der nægter at lade sig knægte, når man nu bor i kristendommens vugge. Fædre, der har mistet deres sønner, mødre uden håb, børn uden forældre. Og dertil en række velmenende vesterlændinge, der med lige dele dårlig samvittighed over kolonitidens forsyndelser og store forhåbninger til arabiske forårsfornemmelser benægtede ethvert problem.

I DEN SIDSTE NADVER fortæller Klaus Wivel historien om vor tids paria, de kristne i de muslimske lande. Her betyder gamle stridigheder, religiøse uenigheder, territoriale konflikter og stædig mistro, at hundredtusind-vis af mennesker over de seneste årtier er blevet underkuet og fordrevet. Og omverdenens reaktion? Den er lige så tav som udenrigsministerens.