De sårbare

Sten J 24/07/2022

Thomas Alexander Jensen debuterede i 2017 på Forlaget Brændpunkt med digtsamlingen Angstens besættelse og året efter udkom han med Et kaotisk drama, som også handler om angst. Nu har Thomas Jensen skrevet en roman De sårbare, hvor angst også er en central del af tematikken. Men bogen handler ikke kun om angst. Man følger jeg-fortælleren Martin, der som så mange andre unge midlertidigt er grundigt kuldsejlet i den svære overgang fra barn til voksen. Han går på HF, men har pga. sin angsttilstand svært ved at leve op til deltagelseskravene, selv om han er en både samvittighedsfuld og engageret elev. Krage søger mage, som man siger, så rundt om Martin stifter læseren bekendtskab med et mildest talt farverigt persongalleri, som har det tilfælles, at de alle har ondt i tilværelsen. Centralt i fortællingen er pigen Elena, som med stor og ligefrem uskyldighed martrer den forelskede Martin på det grusomste. Hun kræver, at han pjækker fra HF for at møde op og snakke med hende om hendes problemer. Da han en dag nægter, siger hun: ”Du kommer, når jeg siger det, længere er den ikke. Hvad er det, du ikke fatter?” Der er også pigen Maria, som deltager i løjerne. Det er ikke let at være en ung mand, for som Maria siger: ”Det kan aldrig blive os. Du er for sød, Martin.” Hvor mange mænd genkender ikke et eller andet? Centralt i fortællingen er Martins ven Elias. Elias har også sine problemer, som gennem hele fortællingen er godt skjult bag de to venners mandlige jargon og humor, men som kommer drastisk til udtryk sent i romanen. Venskabets nye face er meget smukt beskrevet, og generelt for romanen gælder, at man, når man har vendt den sidste side, sidder tilbage med en stor sympati for alle personerne, også selv om de undervejs har opført sig ret så skidt. De er bare mennesker på godt og ondt. Bogen er holdt i nutid, hvilket giver fortællingen en stor intensitet. Intensiteten fremmes også gennem Thomas Alexander Jensens meget markante sprog. Han begynder helt typisk in medias res: ”Hun skrev i går eftermiddags, at det skulle være efter klokken ni. Udenfor er luften glødende, og himlen ligner krystal som vandet i Limone.” Han er blevet tilkaldt af Elena og beskrivelsen af hende forplanter sig næsten til en nervøsitet hos læseren: ”Hun er kronisk urolig. Det er til at blive forpustet af at se hende gå fra køkkenvasken og åbne skabet med kaffekrusene, videre hen til køleskabet, tage mælken ud og lukke igen. Hendes hår kan ikke følge med hende.” Thomas Jensens sprog har mange ekspressionistiske stiltræk. ”Mørket råder derude. Den bidske kulde stikker ondt i mine kinder. Fortovslyset er narkomangult. Jeg sætter tempoet op, en politibil starter en udrykning, en ambulance blinker blåt.” Man føler sig næsten hensat til Tom Kristensen. Indimellem kommer ekspressionismen til udtryk i et samspil mellem kultur- og naturrum. Da Martin for første gang skal se en psykolog på, hvad der må være et hospital, er vejret græsseligt: ”Et ubarmhjertigt vintervejr stormer hen over landsdelen … Bygningens facade ser dyster ud i det hvidklædte vejr. Når jeg er derinde, kan jeg så slippe ud igen?” Da besøget så er overstået har vejret løjet af: ”Det værste er ovre, snefnuggene er ikke så arrige i deres bevægelser som før.” Angsten kommer til udtryk ved at sansningerne påvirker umiddelbart uden et organiserende jegs mellemkomst: ”Jeg skodder cigaretten i askebægeret og lukker øjnene. En bil dytter nede på gaden, nogle stemmer forbliver utydelige og fylder mig med en flimren indeni. Ude fra køkkenet kan jeg høre, at vores kopper bliver sat ned i vasken. Her er ulideligt varmt.” Romanen er fuld af underspillet humor. Da de to venner, Martin og Elias, skal i byen, siger Martin: ”Der er flotte røde og blå farver hen over himlen, det giver turen et ekstra pift” … Elias svar udtrykkes i dækket tale: ”Elias synes ikke om solnedgange eller poesi. Men han mener, at hans øl smager af jordbær.” Den mandlige talen uden om følelser kommer på denne måde humoristisk til udtryk flere steder i romanen. Romanen har mange lag og overholder fint Hemingways krav om, at der skal være ikke fortalte historier neden under teksten. Et eksempel er, da Martin efter at have besøgt vennen Elias efter dennes selvmordsforsøg, sætter sig ned i Den røde Høne, hvor han må være en jævnlig gæst, for han er kendt af barpigen. ”Hvordan er det, du ser ud?” spørger hun. ”Du ligner en, der har fået afslag fra Forfatterskolen.” Da Martin ikke rykker ud med sproget, insisterer hun: ”Martin, hvad er der i vejen?” Og så må Martin fortælle. De sårbare er ikke bare en negativ historie om angst og ungdommelig smerte, den er også en historie om den nænsomme omsorg, der er mellem mennesker. Der optræder en del bipersoner i historien. Fælles for dem er, at de også har deres at slås med. Flere steder får det et grotesk humoristisk udtryk, som da Martin på en togstation frivilligt vælger at hjælpe en mand med rollator og en masse plasticposer. Den gamle mand tager lynhurtigt hjælpen fra den venlige unge mand som en selvfølge: ”- Ræk mig sodavandene. – Værsgo, siger jeg og giver ham den første pose. – Kødposen det skal eddermame være nu! Han er så gal i skralden, at jeg bliver helt bange. Jeg tager forsigtig den næste pose op fra bænken. – Sgisme ikke den, usling. Er du tabet som spæd? …” Personerne i romanen har alle deres egen individuelle jargon, og man kan se dem for sig. Et eksempel er, da Martin er på besøg hjemme hos sin mor, som bor i en anden by, og hans onkel er på besøg. Onklen taler jysk, og Thomas mestrer tilsyneladende dialekten: - Knejt, a tøvs, do sku lyt’ til di mor. De sårbare er en bittersød beskrivelse af ungdommens smerte, som er et evigt tema, som hver ny generation må genformulere. Thomas Alexander Jensen har tydeligvis læst Leif Panduros Rend mig i traditionerne, og hans bog er en fuldgyldig nytolkning af det gamle tema. Jeg vil naturligvis ikke røbe slutningen på bogen. Thomas Alexander Jensen bøjer ikke pointerne ud i neonrør, men jeg føler mig personligt sikker på, at Martin trods alt nok skal komme frelst ud af sit skibbrud. De sårbare kan varmt anbefales for både de unge, der står midt i den svære overgang, og os andre ældre, der har været igennem den. For vi har vel alle en rem af huden. Den får 5 velfortjente stjerner.