Cannibalism

Ashraf R 16/12/2019

Med forfatteren knædybt i en lille sø i Arizona, lægger bogen ud med et lille gys, der danner rammen om bogen. Søen er hjem for haletudserne tilhørende tudsen Scaphiopus bombifrons. Disse haletudser kommer i to former, der er så forskellige, at man en overgang troede at de tilhørte forskellige arter. Den ene lever af plantemateriale som de hovedsageligt finder nær søens kanter, mens den anden form er rovdyr, der ikke går af vejen for at kannibalisere deres planteædende artsfæller. Så længe der er mad nok, så undgår de at spise deres nærmeste slægtninge, men bliver føden knap, så skelnes der ikke længere mellem søstre og kusiner. Tilsvarende kannibalisme forekommer hos en række andre dyr, med det fællestræk, at den kannibalistiske form kun forekommer under bestemte forhold, som f.eks. mangel på mad, eller overbefolkning. Kan det samme gælde for mennesker, og kan vi i en mere presset fremtid, komme i en situation hvor kannibalisme bliver almindeligt? Tanken bliver hurtigt mere nærliggende, når man ser, at vores slægtninge er kannibaler: chimpanser bortfører og spiser hinandens babyer, selv under forhold hvor der ikke er mangel på mad, og også blandt neandertalere er der mange tegn på at kannibalisme, selv om man ikke er sikker på hvordan det skal fortolkes. Der kommer sjældent røg uden ild, og der er vel en grund til at frygten for kannibaler er så udbredt? Bogens grundlæggende pointe er, at kannibalisme ikke er så unaturligt som vi ofte opfatter det, men forekommer under utallige forhold i naturen. Mange af de kendte former for kannibalisme er omgærdet af misforståelser, som bogen forsøger at rydde op i. Seksuel kannibalisme blandt edderkopper og knælere er f.eks. ikke nær så udbredt som mange tror, men er til gengæld en vigtig del for nogen arter. Ikke alene er der nogen arter hvor mor altid spiser far, men der er også arter hvor børnene spiser moderen – nogle gange kun delvist, så hun stadig holder sig i live. Mange dyr spiser deres døde, eller syge, unger. Mundrugende cichlider holder kuldet rask ved at spise de svageste, og nogle gange lidt ekstra hvis sulten gnaver, og hvis kuldet bliver for lille til at det rigtig kan betale sig, så spiser de resten og begynder forfra. Bogens gennemgang af de forskellige former for kannibalisme fylder den første tredjedel af bogen, og er ikke udtømmende. Forfatteren accepterer ikke bare påstande om kannibalisme, og han er nogle gange så svær at overbevise, at det virker mærkeligt i forhold til resten af bogen. Forfatteren vejer beviserne for kannibalisme blandt dinosaurer, og finder dem for lette. Tilsvarende er han meget skeptisk overfor påstandene vedrørende neandertalerne. Selv om der er talrige tegn på at de skar kødet fra knoglerne, så beviser det ikke at de spiste det. Vi stempler andre som primitive og barbariske ved at kalde dem kannibaler. Af samme grund afvises beretningerne om kannibalisme blandt afrikanere og præ-columbianerne, da kannibalisme netop var betingelsen for, at man måtte gøre dem til slaver og udplyndre dem uden begrænsning – og da det var det som man kom for, så¨er det ikke overraskende, at man så tegn på kannibalisme alle vegne. Forfatteren mener, at meget af vores negative opfattelse af kannibalisme, er religiøst og kulturelt betinget, og at andre kulturer kan se anderledes på det. Dette ses ved behandlingen af de døde, hvor de dokumenterede tilfælde af begravelses-kannibalisme netop handler om respekten for de døde. De vil hellere spise deres kære, end at begrave dem i den snavsede jord, hvor de uværdigt rådner, og spises af alskens kryb. Han ser derfor til Kina, der har en helt anden kulturel baggrund end os. Her er der masser af beretninger om kannibalisme gennem tiden, og ikke kun i desperation ved hungersnød, men også som medicin, og mad for eliten og dens soldater. Dette passer med hans tese, og accepteres uden modargument, selv om disse påstande ikke virker bedre underbygget, end den påståede kannibalisme i Afrika og Amerika. Bogen er ikke i balance hvad bevisbyrden angår. Udover medicinsk kannibalisme, som mumier og moderkager, så spiser vi i vesten næsten kun hinanden som overlevelses-kannibalisme. Her vælger han at se nærmere på det uheldige Donner-party, der begyndte at spise deres døde i yderste desperation, selv om der muligvis var nogen der var ved at tage det næste logiske skridt, hvor man ikke venter på at de dør af sig selv. Mere interessant ville det have været at se nærmere på Leningrad, som han går let henover. Afskåret fra omverdenen, valgte en lille del af indbyggerne at blive kannibaler, og de gjorde det vel at mærke, før det blev et desperat spørgsmål om overlevelse. Dette passer langt bedre til hans gysende rammespørgsmål: har mennesker en master-switch som nogle dyr - trigges den, og en del af befolkningen bliver kannibaler? Bogen har sine kvaliteter. Den er velskrevet, om end forfatterens forsøg på morsomheder hurtigt bliver lidt anstrengt. Bogen har også sine svagheder. Man får ikke følelsen af at emnet er blevet ordentligt behandlet. Hans krav til bevisførelse er ikke konsekvente, og han mangler troværdighed i sine eksempler fra Kina. Bogen løser ikke sin opgave, og derfor vil jeg ikke give mere end tre stjerner.