- Format
- E-bog, ePub
- Dansk
Normalpris
Medlemspris
Beskrivelse
Burgundia er en geografisk roman, men det er ikke bornholmsk granit eller sandsten, der spiller hovedrollen, men to bornholmske familier og forbindelserne mellem dem, og de historier de giver anledning til. Det er prægtige løjer, men bag om alle løjerne er romanens tre dele; øen, himlen og havet, først og fremmest en mageløs fortælling om øen Bornholm.Handlingen koncenterer sig omkring tiden for den store stormflod i 1872 og frem til 1958, hvor en coaster af uforklarlige grunde går under. Coasterens navn er Burgundia, den latinske betegnelse for Bornholm.Burgundia fortæller ikke bare én historie, men mange historier; om Linderne og de andre, Kofoed med og uden "e," og om de der forsamles i ´Klædeskabet´ i Rønne og til dyrskue i Almindingen. Der er hundredvis af historier. Om kineserne, der går i land ved Arnager, om hvordan de indfødte i Congo lærer at synge bornholmske hjemstavnssange, og historien om, hvordan Ibsker Kirke går i brand, og klokkerne af sig selv begynder at spille Nærmere, Gud, til dig.Værkets tre dele væver elegant alle historierne sammen med de bornholmske steder. Romanens sprog er i særklasse poetisk og levende, og med Bornholms geografi og beskaffenhed, som det helt centrale omdrejningspunkt, bliver alle dens historier både vedkommende og sammenhængende, uanset om man i forvejen har et forhold til øen eller ej.Fil størrelse: 1330 KB
Detaljer
- SprogDansk
- Udgivelsesdato02-08-2010
- ISBN139788770703185
- Forlag Forlaget Hovedland
- FormatePub
Anmeldelser
Anonym 29/07/2010
Burgundia: helstøbt roman om den menneskelige komedie på Bornholm Af Jacob Ludvigsen jal@lokalavisenbornholm.com Det hænder, at en roman er så forbløffende og fascinerende, at man har lyst til at læse den igen, så snart man har rundet sidste punktum. En sådan roman er Hans Henrik Møllers 430 sider om landet Bornholm, der udkommer på mandag. ”Burgundia” kræver en vis læseudholdenhed, sådan har det nu altid været med verdenslitteraturen, bortset fra Peter Plys og enkelte andre værker. Læseren skal yde en indsats, men bliver tifold belønnet af den totale fortælling om øen, havet og himlen. ”Burgundia”, som vores ø hedder på latin, er magisk realisme om to stridende slægter, Holm fra Rønne og Lind fra Svaneke. Handlingen strækker sig fra 1872 til 1972 og kommer hele vejen omkring. Hjemstavnslitteratur i den bundne og banale form er Burgundia slet ikke, og det vil være tragisk, hvis hovedstadsbladenes anmeldere sætter Hans Henrik Møller, født 1956 i Rønne, i den bås. Så er Tom Kristensens udødelige ”Hærværk” også hjemstavnslitteratur, fordi den foregår på Rådhuspladsen i København; Tom Kristensen længtes efter ”skibskatastrofer og pludselig død”, og skibsforlis og skumsprøjt spiller en stor rolle i Burgundia. Fortællingen starter med et frygteligt havari i 1958, hvor skibet ”Burgundia” går ned med mand og mus. En påmønstret matros når ikke frem og redder derved livet. Også i detaljen har Møller det maritime aspekt med. I vindueskarmen i fyrmesterboligen i Svaneke, en af mange lokaliteter i romanen, står en model af tremasteren ”Svanen” (side 421). En velment hilsen fra forfatteren til nutidens brave skibsbyggere. Burgundia kan nydes på flere planer, og for bornholmere har den en særlig lokal interesse, fordi vi kan genkende et væld at motiver, der minder os om noget, vi selv har oplevet eller er en del af. For det publikum, som ikke er knyttet til klippeøen, behøver lokaliteten ikke at skygge for det universelle i det seneste bidrag til den aldrig standsende menneskelige komedie med storhed og fornedrelse, lumpenhed, drifter og dumheder. Bornholms skabelseshistorie gennem årmillioner serveres med bulder og brag og granit, og ingen har vel mere malerisk forestillet sig, hvordan stormfloden i 1872 hærgede øen og ikke mindst Svaneke. Og var det i virkeligheden en syndflod? Møller trænger ind på de helliges område og fortæller om kaffens betydning for vækkelsesbevægelserne, og i de kredse mener man, at ugudeligheden udgår fra Svaneke og derfra breder sig over hele øen. Stamtavlerne for slægterne Holm (tidligere Bager) og Lind er for overskuelighedens skyld trykt bagerst i bogen, så man kan følge med i, hvem der er i familie med hvem. Nuværende bærere af disse slægtsnavne behøver ikke frygte eller forvente, at det er deres forfædre, der flettes, for personerne er støbt af Hans Henrik Møller og har ikke i den forstand eksisteret i virkeligheden. Han former de mennesker og begivenheder, han har brug for, og derfor kan han også berette om branden i Ibs Kirke, hvor klokkerne af sig selv spillede nærmere Gud til dig, og brandårsagen skal nok søges i noget usømmeligt, der engang fandt sted i våbenhuset, og som man nødigt taler højt om, men også finder særligt behag i at svælge i, når det endelig sker. Også når det gælder bornholmernes forplantning går Møller tæt på og beskriver raske kvindfolk, der tager fat, når mændene tøver. Begyndelsen foregår i Søllings Skænkestue på Svaneke Torv, hvor to yngre efterkommere har sat hinanden stævne for at løse et problem, som har tynget forholdet gennem generationer. Alene dette møde har det taget syv år at få i stand, og stridens genstand er et tomt pakhus i en baggård i Nørregade, selv om den ”ikke hører til de fineste gader i Rønne”. Da de ikke kan finde ud af at spore sig ind til sagens kerne, snakker de udenom ved at diskutere forskellige former for saltning af sild. Senere får vi detaljerede anvisninger på syltning af surt og sødt, forkærligheden for det gemte, det opbevarede, som en dag tages frem, symboliserer den aldrig standsende sludretrang, hvor slægternes lig i lasten dukket uventet og ubelejligt op. Ja, Vilhelm Ambrosius Lind måtte begraves to gange, fordi kisten kravlede op af graven. Den grande finale udspiller sig 100 år senere på ”Klædeskabet” i Rønne, som hermed indskrives i litteraturen. Dette enestående værtshus blev for 25 år siden revet ned, men Møller kan huske det og anbringer en djævel fra Hasle, Kofod-Olsen i lokalet. Han vil Bornholms løsrivelse, så skal førderne sendes hjem. En dag i 1972 mødes efterkommerne af Holm og Lind på ”Klædeskabet”, her sidder også George, ekspedient i Sillehoveds manufaktur, og Kofod-Olsen, langt ude er han i familie med nåde Holm og Lind, og efter at have leveret diverse giftigheder, lukker han op for den helt store møgspand. Han afslører grunden til, at Carl Vilhelm ikke var påmønstret ”Burgundia”, og så hvæser han: ”Og det beviser kun alt sammen, hvordan I er, alle I Holme og Linde og hvad I nu hedder, I er undvigere og mordere hele bundtet, ikke ægte bornholmere, men uægte, bastarder og fremmedelementer som man gjorde bedst i at få udryddet og gjort op med én gang for alle, og det gælder ikke kun Carl Vilhelm, men også George her, med strittende lillefinger, for Peter Anton var jo heller ikke søn af Peter Mathias, vel, og George derfor ikke engang en rigtig Holm, og løftede man op i dine bukser, George, så kunne man vel rigtig se, hvilken farve din hofteholder har i dag, ha!” Mord, uægte barn, bøsseri i en ombæring – så eksploderer ”Klædeskabet” i blodigt slagsmål og omtale i avisen. Hans Henrik Møller er litteraturmagister og velorienteret. Hans flydende fortællestil baner vejen for læseren, han får sagaen til at glide, også når han fordyber sig i finurlige detaljer og grublicerer over det grundvilkår, at Bornholm består, mens beboerne forgår. Her spores en bevidsthedsstrøm i stil med irske James Joyces ”Ulysses”, en frejdighed som i Dylan Thomas frække og folkelige walisiske historier, andre fremspring minder om Honorè de Balzacs gigantiske menneskelige komedie med over 2.500 personer, og når det gælder udpensling af ål og hvad de lever af, har Günther Grass og ”Bliktrommen” fundet sin overmand. At det er en født og ikke en førder, der folder øen ud, gør det vanskeligere at fortie eller fornærme ”Burgundia”. Ignoreres kan den ikke. Med al respekt for nyere bornholmsk romankunst må det siges med høj røst og store bogstaver, at Hans Henrik Møller har skænket Bornholm, Danmark og Verden et ultimativt epos af frydefuld fylde. Hans Henrik Møller Burgundia 430 sider, i august 249 kr., derefter 299 kr. Forlaget Hovedland Hans Henrik Møller signerer og læser op Torsdag den 5. august lægger forfatteren Hans Henrik Møller vejen forbi Bornholm for at signere bøger i Dams boghandel i Rønne kl. 14. Derefter går turen til Søllings skænkestue, i dag Svaneke Bodega, hvor han kl. 17 vil modtage KulturBornholms litteraturpris og give smagsprøver på indholdet af ”Burgundia”. Vind og vær blandt de første Burgundia-læsere Lokalavisen Bornholm trækker lod om fem eksemplarer af ”Burgundia”. For at deltage skal du besvare dette spørgsmål: Hvor er forfatteren Hans Henrik Møller født? Rø Rønne Rønnede Send en mail til Lokalavisen Bornholm senest søndag og bliv en af de udvalgte.