Almost Human

Ashraf R 21/01/2018

Normalt synes jeg at titlen er det mindst vigtige ved en bog, men i dette tilfælde, er bogens titel, og især undertitel, så misvisende at det forringede oplevelsen. Jeg havde et klart indtryk af at bogen handlede om Homo naledi, for det er det der står i undertitlen, og det står i forlagets og bibliotekernes beskrivelse. Jeg undrede mig derfor lidt under bogen indledende første-hånds-beretning, om hvordan forfatterens 9-årige søn opdager et fossilt kraveben, mens han er med ude for at se nærmere på en mulig ny lokalitet, fundet på Google Earth. I forfatterens overdrevne stil, erkendes det straks som en begivenhed, der vil forandre både hans og sønnens liv, for evigt. Det var ikke sådan jeg huskede det – og det var da heller ikke Homo naledi der blev opdaget ved dén lejlighed, men derimod Australopithecus sediba, men det afsløres først senere. Hvis jeg ikke havde sprunget smudsomslaget blurb over, så ville jeg være advaret før læsningen - men ikke før købet af bogen. Bogen handler om Lee Bergers nye tilgang til arbejdet med paleoantropologi, altså studiet af forhistoriske mennesker. Ifølge bogen, har dette været præget af megen hemmelighedskræmmeri, hvor forskerne holder skeletterne tæt til kroppen, og vil ikke give andre adgang til materialet. Han nævner flere eksempler på vigtige fund, hvor den detaljerede beskrivelse først offentliggøres mere end 10 år efter opdagelsen. Den manglende åbenhed hæmmer forskningen. I stedet ønsker Berger samme åbenhed som man ser i andre videnskaber. Den første tredjedel af bogen er næsten ren selvbiografi, af den mere selvglade del af slagsen. Den del bryder jeg mig ikke om. Derefter følger beskrivelsen af Australopithecus sediba, der på flere punkter minder mere om Homo end de andre Australopithiciner. Den har f.eks. mindre tænder, og en mere menneskelig fod og hånd. Der er fundet to velbevarede skeletter ganske tæt ved hinanden, og ved en tilfældighed, kan fundene dateres meget præcist til 1,977 millioner år, på grund af de ændringer der skete af den magnetiske polaritet. Den anden halvdel af bogen omhandler opdagelsen, og udgravningen, af Homo naledi, og dette er bogens bedste del. Fundet blev gjort i en svært tilgængelig hule, 30 m under jorden. Den sidste adgang til hulen sker gennem en 18 cm snæver, og 12 m høj, lodret sprække. Man måtte søge over hele verden, for at kunne sammensætte et udgravningsteam, der både have kvalifikationerne til at foretage udgravningen, og som havde størrelsen til at komme ind og ud. Udgravningen blev vist i live transmission. Også den efterfølgende undersøgelse af fundet, skete ved internationalt samarbejde. Homo naledi er på alle måder et ganske uventet fund. De primitive træk, og den lille hjerne, betød at man troede at de var oldgamle, men de har en alder på kun 285000 plus minus 50000 år. På det tidspunkt var Homo sapiens på banen. De kan kun have klaret sig, hvis de var bedre end de storhjernede mennesker til den levevis de havde. Hænderne tyder på klatring i træer, men hvad lavede de så i hulen? Kun en lille del af hulen er udgravet, men der er allerede fundet mange flere knogler, end ved noget andet fund i Afrika. Og de stammer alle fra Homo naledi – der er kun fundet 4 knogler fra en ugle, og noget fra en gnaver. Det viser at hulen aldrig har været åben til omgivelserne. Så hvordan er de kommet derind? Den sidste lodrette sprække er i sig selv placeret så utilgængelig, at det er usandsynligt at det er uheldige naledi på huleudflugt, der har mistet fodfæstet. Berger citerer Sherlock Holmes: når alt det umulige er udelukket, så må det der er tilbage være sandheden, uanset hvor usandsynligt det virker – og konstaterer at de må være placeret der bevidst, som en slags begravelse. Det er ikke alle der køber dén forklaring, og jeg føler mig heller ikke overbevist om, at han virkelig har udelukket alle andre muligheder. Kan Homo naledi, med en hjerne der kun er 40 % så stor som nutidsmennesket, virkelig have foretaget begravelser? Selv hvis de kunne, virker forklaringen meget anstrengt. Udgravningen af Australopithecus sediba og Homo naledi er spændende læsning, men den selvglade stil trækker ned. Jeg vil gerne anbefale bogen, men til neutrale 3 stjerner. De bedste dele af bogen er til 4 stjerner.